Da Dorte Kardel i november 2019 pludselig fik meget svært ved at trække vejret, ringede hun til sin daværende praktiserende læge og fik en aftale om en konsultation 14 dage senere, da lægesekretæren ikke vurderede, at hendes tilstand var akut.
Dorte Kardel klarede ikke at vente de 14 dage og blev derefter indlagt akut på Slagelse Sygehus, hvor de konstaterede, at hun havde vand i lungerne og i øvrigt nok en ganske alvorlig brystkræft. Herfra begyndte en tung rejse i det offentlige sygehusvæsen, hvor ingen lyttede til Dorte som person, men hvor de til gengæld var ved at slå hende ihjel to gange undervejs (sådan noget lærte Dorte hurtigt, at man ikke skal tage personligt i det system), og da lægerne lige pludselig besluttede, at nu kunne hun godt sendes hjem, var grundlaget lige så tyndt, som da hun blev indlagt. Med sig hjem havde hun et iltapparat og en kørestol – og ingen form for forklaring eller aftaler om opfølgning.
I sommeren 2020 bruger Dorte hverken iltapparatet eller kørestolen, selv om den patientansvarlige onkolog på Næstved Sygehus – og mange af de andre personer, hun mødte i sygehusvæsenet – tror, hun stadig gør. Ingen har spurgt hende, hvordan hun har det, når de programmæssigt har talt med hende, og ingen har interesseret sig for, om Dortes hverdag fungerede, eller om hun kunne have brug for en eller anden slags hjælp eller vejledning.
Hvor var den indsigt og forståelse, som kunne have gjort en forskel, og hvad blev der af den helhedsorienterede patientbehandling? Med sin bog håber Dorte Kardel at hjælpe dem, der ønsker systemiske ændringer, og samtidig give inspiration til de patienter og pårørende, som gerne skulle overleve et møde med det syge væsen i fremtiden. Eller med et hvilket som helst andet væsen i Dagens Danmark.
