Martinus er en dansk ”profet”, som blev født i Vendsyssel 1890 og døde i København 1981. Han havde i 1921 nogle dybtgående åndelige oplevelser, som gav ham indsigt i livets højere natur og mening. ”Jeg så, at jeg var et udødeligt væsen, og at alle andre væsener i tilværelsen var evige realiteter, der ligesom jeg selv havde en uendelig kæde af tidligere oplevede liv bag sig, at vi alle var udviklede fra lave primitive former for tilværelse til vort nuværende stadium, og at dette kun var et midlertidigt led i denne udviklingsskala, og at vi således var på vej fremad mod gigantisk høje former for tilværelsesplaner i det fjerne …” Martinus erfarede, at alt liv på Jorden er under udvikling – ikke på grund af tilfældige genmutationer, men som følge af en guddommelig skabelsesplan. Menneskene har udviklet sig fra dyrene med det mål at blive kærlige, indsigtsfulde, raske og smukke mennesker. Forvandlingen fra dyr til fuldkomment menneske er en langvarig og dybtgående proces, som kræver utallige liv. Alle nulevende mennesker, som er undervejs i denne forvandling, har stadig egenskaber fra dyreriget i form af større eller mindre grad af stridbarhed, magtbegær, selvhævdelse og egoisme, men også større eller mindre grad af næstekærlighed, empati og tolerance, som peger fremad mod det ”rigtige” menneskestadium.