Hvordan finder man tilbage til sig selv, når man har brugt hele sit liv på at lade som om, man intet kunne mærke? Flugten fra det, der gør ondt, præger Dorte Olivarius Koustrups liv, indtil hun endelig favner smerten og tabet. I denne bog følger vi hendes rejse gennem selvkritik og uro til lethed og selvaccept, når hun via mindfulness og self-compassion deler ud og inspirerer til, hvordan man tæmmer frygten og vækker den indre glæde, mens man går mod håbet og lyset. ”Da jeg var 15 år, mistede jeg først min søster. Hun begik selvmord. Godt to måneder senere mistede jeg min far. Også til selvmord”. Jeg taler – som vanligt – med 110 kilometer i timen. Jeg lukker øjnene og fortsætter. Kroppen ryster, som når jeg har badet for længe i havet om vinteren. ”Det pudsige er, at jeg bagefter ufortrødent fortsatte livet i fuldt gear, som om intet var hændt. Jeg flygtede fra smerten. Flygtede ind i at have det sjovt og være social. At glemme. Men jeg kan ikke flygte længere!”