I KÆRLIGHEDSSOMMEREN fremlægger forfatteren en beretning om forholdet baseret på en detaljeret analyse af alle Heideggers breve sendt til Arendt fra 1925 til 1928. Analysen vanskeliggøres af, at det kun er Heideggers breve, som er bevaret fra den første tid, og der også eksisterer ret få breve. Han gemte ikke hendes breve, mens hun gemte hans breve i en skuffe i sit soveværelse. Brevsamlingen er på den måde en fragmenteret brevroman.

Næranalysen af brevene har fået det ganske overraskende resultat: De mødtes kun ganske få gange. Hun så Heidegger første gang til en forelæsning i november 1924, og han fik muligvis øje på hende på samme tid. De mødtes fysisk og ene to i februar 1925. Dette møde blev begyndelsen på forholdet. Mødet forandrede begges liv, og meget lidt samvær fik meget stor virkning. Mødet var der, hvor Arendts ide om ’natalitet’ og ’pluralitet’ blev født, for ’kærlighedssommeren 1924’, som hun selv kaldte den, gjorde alting nyt og viste, at mennesket findes ikke, kun mennesker findes.