Som gammel anstrenger jeg mig for at bruge tiden på de vigtige ting. Alt det, der har givet mig glæde i et langt liv. Eller jeg ilter de hengemte interesser, der har levet et stille liv i alt for mange år. Jeg indløser tilladelsen til at glæde mig over livet og får igen tid til at blive forelsket i verden. Alder ændrer ikke på, at alle de modsatrettede følelser stadig har plads. Den store glæde og den dybe sorg. Den store frihed og de stærke – undertiden fysiske – begrænsninger. Jeg lever ikke længere pauseløst. Og jeg ved godt, at jeg ikke altid kan leve det, jeg tror på, og forsoner mig med vilkåret. I morgen forsøger jeg at gøre det bedre uden at nære bødlen fra i dag. Nogle gamle rammes af aktivisme og løber svedige og grimasserende rundt på gader og stræder, og andre foretrækker verdenslitteraturen, kaffe og en øreklapstol. Selv tilhører jeg de sidste. Min seneste investering er stolen, jeg skal blive gammel i. Rigtig gammel. Mama Bear hedder den og er tegnet af én af vores bedste arkitekter i 1954. Dengang var jeg tre år og løb rundt på små ben i en lejlighed tæt på hoved­staden.