Ikke andet end blod og kød

– digte fra en vystopisk verden

Hader vi mennesker inderligt dyr? Sådan opleves det nok for dyrene i landbruget. For hvorfor udsætter vi dem for systematisk vold og smerte, når det egentlig ikke er nødvendigt, men noget vi vælger at gøre?

Digtene her udfordrer og opfordrer sin læser til at sætte sig i dyrenes sted. For dyrene har brug for, at vi ser. At vi ser og er vidende om den brutalitet og grusomhed, de er udsat for gennem deres korte liv.

– Det, der inspirerede mig til at skrive digtsamlingen, var, at de fleste kun har en løs forestilling om, hvad der sker for dyrene i landbruget uden egentlig at have undersøgt forholdene. Sådan var det også for mig selv. Jeg troede, at jeg gjorde noget godt ved at vælge kød efter mærkningsordningerne. Men uanset hvor gode vilkår, man prøver at give dem, så tager vi det mest dyrebare fra et hvilket som helst levende væsen: Livet. Alle dyr kæmper for deres liv til det allersidste. Og alligevel ser de fleste sig selv som dyrevenner, mener Helene Toksværd.

– Digtsamlingen kan forhåbentlig være med til at åbne folks øjne for dyrenes lidelser og den systematiske vold, vi udsætter dem for. Byt dyrene i landbruget ud med hunde, og alle ville være rasende over, hvad man byder dem. Da jeg begyndte at undersøge, hvad dyrene bliver udsat for i landbruget i løbet af deres korte liv, fik det mig til at indse, at jeg var nødt til at sadle om. Men jeg ville ønske, at der var en eller anden, som langt tidligere var kommet og havde prikket mig på skulderen for at gøre mig opmærksom på, at jeg helt uden at tænke over det handlede mod mine grundværdier.

– Denne digtsamling er en prikken på læserens skulder. Jeg ønsker at få min læser til at tænke over, om vi rent etisk kan forsvare at udnytte og mishandle dyr for en smagsoplevelse, som varer få minutter og hurtigt er glemt igen, siger hun.