af Ann Juul Kjestrup
I.
Jerusalem år 65 e.Kr.
Maria stod på Oliebjergets vestlige kam og betragtede byen, der lå udstrakt foran hende. Hun elskede denne plet på jorden og havde med møje og besvær kæmpet sig herhen. En sidste gang. Det vidste hun med sikkerhed. Hun havde sat sig op på æslet, der kendte vejen, lige så godt som hun selv gjorde. Hun havde ladet sig fragte, mens hun med sammenbidte tænder håndterede smerten ved ridtet. Hun havde ondt alle steder efterhånden. Hendes gamle krop knagede og bragede og lod aldrig muligheden gå fra sig til, med sylespids præcision, at minde hende om alle de levede år. Som om kroppen og sindet bevægede sig i hver sin retning. Kroppen lukkede ned, men sindet forblev skarpt. På den måde var hun heldig.
Hun befandt sig knap en kilometer øst for Templet og havde en udsigt, der kunne tage vejret fra hende, uanset hvor ofte hun så den. Men denne dag var særlig. Dette tidspunkt var særligt.
Ifølge den jødiske kalender var det den 25. Kislev, og solen var ved at gå ned. Hun rettede blikket mod vest, mod Judæas bjerge der lå i en dis derude. Solen hang lavt over bjergene og gjorde sig klar til at sprede guld over Jerusalem og i særdeleshed over tempelpladsen, der lige nu var centrum for den første aften af de otte dages fejring af Chanukkah. Sceneriet bredte sig ud foran hende.
Hun kunne se skyggerne blive længere, mens luften blev køligere. Den helt særlige ro begyndte at indfinde sig i takt med at byens summende liv blev langsommere dernede. Hun vidste, at præsternes dagstjeneste i Templet nærmede sig afslutningen, og at lyset skulle tændes. Hun kunne se Den Gyldne Port, der så ofte havde budt hende velkommen tilbage til byen, når hun gik ind fra øst. Lige nu levede den meget smukt op til sit navn i det gyldne lys fra den nedgående sol, der fik den til at se ud, som om den brændte. Dagen døde stille og tiden skiftede.
Hun betragtede Templets hvide kalksten, der nu glødede varmt, som havde de opsuget solens stråler i løbet af dagen og nu nægtede at overgive lyset til mørket. Forgyldte detaljer reflekterede sollyset, og stenene var som en lysende flade, der kunne få et menneske til kortvarigt at overveje om lyset kom vældene indefra Templet og ikke oppe fra solen. Bygningen stod helt uvirkeligt klart frem i dette øjeblik, og man kunne ikke være i tvivl om, at den i sandhed rummede det guddommelige, lige her inden den overgav sig til mørket.
Maria lukkede øjnene og nikkede ærbødigt mod den hellige bygning i anerkendelse af fejringen af den. Hun holdt af den årlige fejring af Templets indvielse. Hun tænkte på den første af de otte aftners fejring som den vigtigste. De havde i hendes familie altid haft tradition for at gå til Templet og se det første lys blive tændt, inden de gik hjem og fortsatte fejringen med at tænde en olielampe, som de satte i vinduesåbningen. Det gjorde de fleste i Jerusalem. Hun kneb øjnene sammen og rettede blikket mod byen igen. Øjnene var ikke hvad de havde været, men hun kunne godt ane de første lys, der glimtede i det nu begyndende tusmørke dernede blandt husene.
Men i år ville hun ikke fejre aftenen sammen med andre mennesker. Hun ville være alene med sine tanker og bønner på dette sted, der for hende var lige så helligt som Templet. Hun ville lade dagen slutte og tænke på, at lyset ikke gik tabt, men blev overgivet så den hellige tid kunne begynde. Hun var ikke bange i mørket. Hun så ikke mørket som noget i sig selv. Blot som et fravær af lys.
Himlens farve var nu blevet dybblå, og langsomt kølnedes farverne på Templets kalksten. Det forekom Maria, at det store bygningsværk tog et umærkeligt skridt ind i skyggerne og efterhånden kun fremstod som en sort silhuet. Det store lys var nu borte og det menneskelige lys´ tid kunne begynde.
For de fleste var Chanukkah en fejring, der blev taget meget alvorligt. Det var en gammel fest, der var blevet holdt i de 200 år, der var gået siden Templet var blevet genindviet. Man fejrede i Templet, og man fejrede i hjemmene. Man talte sammen om Templet og om at gøre modstand mod uretfærdighed. Man fortalte hinanden om Guds trofasthed overfor sit folk, og man lærte børnene, at der altid var håb. At Gud ikke ville svigte, selv om tiderne kunne være svære.
Maria kunne ikke lade være med at tænke på det hendes søn havde profeteret om Templet; at det skulle ødelægges. Hun håbede så inderligt, at han havde talt i overført betydning. At det, han sagde, ikke ville gå i opfyldelse. Eller at Gud i det mindste ville lade hendes liv være ovre, inden det skete, for hun kunne ikke forestille sig et liv uden den bygning.
II.
For Maria indeholdt indvielsesfesten noget helt særligt. Hun havde sin egen fejring i hjertet hvert år ved denne tid. Hun fortalte ikke andre om det. Hun fejrede fødslen af sin lille dreng, der var kommet til verden for alle de mange år siden på omkring samme tidspunkt på året. Hun kunne mærke dagen i sine gamle knogler. Kroppen huskede, hvordan det lille lys var opstået i hende.
Ud af ingenting. Eller ud af det modsatte af ingenting.
Hun havde været det eneste menneske, der havde været bevidst om denne begyndelse. Afslutningen på hendes smukke drengs liv havde været så dramatisk og smertefuld. Ikke bare for ham, men for alle der havde fulgt ham – ikke mindst hende. Hun ville hellere tænke på den nat han kom til verden i stedet. Den nat havde der også været ubeskrivelig smerte, men glæden havde været større. Hun vidste jo godt at hans død repræsenterede usigelig glæde i det større perspektiv, men hun havde for længst indrømmet overfor sig selv, at hun hellere ville mindes hans fødsel end hans død. Hun var ikke bare en af hans følgere. Hun var hans mor. Selv verdens største konge var bare et lille barn i sin mors øjne, og hvad hun ikke ville give for at få lov til bare en gang mere at holde den lille krop i sine arme og stikke næsen ned i det fine, blødt dunede hoved. Indsnuse duften af æterisk kærlighed. Hun følte tårer presse sig på ved mindet. Ingen mor burde overleve sit barn, men det var blevet hendes lod i livet. Et af mange lod, der havde været svære at forstå.
Den nat hvor Jesus var kommet til verden, havde hun ikke været alene. Hun havde haft Josef ved sin side hele vejen. Ham havde Gud trods alt bevilget hende, og det var hun taknemmelig for. Hun ville helt sikkert ikke have klaret det uden ham. På den måde kunne hun mærke, at Gud ikke bare så hende som et kar, der skulle bære det barn, der skulle blive verdens lys. Gud havde været barmhjertig nok til at sørge for et andet menneske, der forstod, hvad der var blevet hende pålagt. Hun sendte en lille taknemmelig bøn opad, ved tanken om det liv de to havde haft sammen.
Men selvfølgelig havde Gud også måttet tage Josef fra hende igen. Alt for tidligt. Hun forbitredes ved tanken om Josef, der sygnede hen hurtigere end en solnedgang. Sådan havde det føltes. Den ene dag var han hendes stærke mand, den næste var han borte. Tidspunktet havde også været helt urimeligt, for det var sket samme år, som Jesus blev taget fra hende. Folk havde hvisket at Josef døde af skam – men det var kun folk der ikke forstod, hvad Jesus´ død og det der fulgte efter betød for hele menneskeheden, mindede hun halvhjertet sig selv om. Hun kunne godt tænke sig at have Josefs varme hånd i sin lige nu. Men Gud havde selvfølgelig andre planer.
Maria rejste sig fra den væltede træstamme, hun havde siddet på. Hun måtte bevæge sig lidt, for ikke at blive alt for stiv i kroppen. Hendes hofter smertede, og hendes knæ måtte langsomt rettes ud, før hun kunne tage et par krumbøjede og vaklende skridt fremad. Æslet kom helt hen til hende og stak mulen ind mod hendes hånd, som for at forsikre hende om at hendes hjemtransport var sikret. Det skulle nok finde vej.
“Tak min ven,” hviskede Maria, “men vi skal ikke hjem nu. Jeg skal lige have tid til at hvile lidt.”
Hun så sig om i mørket efter et sted, hvor hun kunne gøre sig det behageligt. Hun havde sin tykke kappe på, og den holdt hende sagtens varm, selv om hun lagde sig ned på jorden og tog et hvil. Hun valgte et sted under et stort gammelt oliventræ og fik med besvær lagt sig ned. Æslet fulgte med og lagde sig tæt ind til hende. Der var en lille græstue, hvor hendes hoved kunne hvile lidt højt, så hun stadig kunne følge med i den tiltagende vrimmel af små lys, der tindrede i mørket i Jerusalem. Det var så smukt. Himlen og dens stjerner lå oven over byen, som en forlængelse af dens glimtende lys. Hvad mere kunne hun bede om? Hun rakte hånden ind i kappens folder og fremdrog et stykke brød, som hun delte med æslet som tak for dets varme og selskab. Hun ville dø lykkelig, hvis det var nu, det skulle ske.
“Måske skulle vi også have taget lidt vin med” sagde hun til æslet. “Det ville da være dejligt at kunne varme sig med lidt god vin, når vi to skal ligge her og kigge stjerner – synes du ikke?” Æslet svarede ikke.
“Måske du hellere ville have, at jeg bare havde taget vindruerne med? Det burde jeg også have gjort. Det ligner faktisk ikke noget, at vi skal nøjes med tørt brød på sådan en festaften. Det må du undskylde!” Æslet så ud som om det ikke bar synderligt nag.
Hun lukkede øjnene og blundede lidt. Tænkte på den store stjerne på himlen, der havde vist sig i tiden omkring den nat, hvor Jesus blev født. Hun havde set den følge med sig og Josef på deres færd fra Nazaret til Betlehem, dengang de var nødt til rejse til hans hjemby for at blive registreret ifølge det kejserlige dekret. Hun havde været højgravid og besværet, men der var ingen pardon, de måtte afsted. Også dengang havde hun redet på et æsel. Hun klappede æslet ved hendes side. De havde taget det med til at bære deres ting, men Josef havde kastet et blik på hendes besværede krop og løftet deres pakkenelliker af dyret, så Maria kunne blive båret i stedet. Det arme kræ måtte havde været temmelig udfordret. Hun kom til at grine lidt ved tanken. Josef havde i stedet båret deres ejendele, men de havde heldigvis ikke haft så meget.
“Du er så god ved mig Josef” huskede hun, at hun havde sagt til ham. Han havde bare sendt hende et forelsket blik, som hun nemt kunne gengælde. Tænk, at han bare uden videre havde accepteret, at hun skulle føde et barn, som han helt sikkert ikke kunne være faren til. Gud måtte have hvisket ham hemmeligheden om inkarnationen, for han stillede ingen spørgsmål. Var der bare for hende som en urokkelig klippe gennem det hele. Og da drengen var blevet født, kunne ingen far have været mere stolt, end Josef var. Jesus var deres lille perfekte baby, der voksede og trivedes. Han blev smukkere og klogere for hver dag der gik – og dagene gik så forfærdeligt hurtigt.
Og så en dag havde det været slut. Hun skulle kun se ham i sine drømme. Først forsvandt Josef og dernæst Jesus, og hun var alene. Den forfærdelige dag, hvor de havde taget hendes fine dreng og pint ham til døde, havde Jesus sagt til Johannes, at han skulle tage sig af hende, efter han selv ikke længere ville være der. Johannes var en god dreng. En af Jesus´ bedste disciple. Jesus havde elsket ham.
Maria nærede en snert af modvilje mod Johannes. Der var intet ondt i ham, men hun synes han var underlig. Hun havde i hvert fald ikke lyst til at flytte ind i hans hus, det var helt sikkert. Han havde det også med at fare rundt omkring. Han besøgte menigheder rundt omkring, fortalte han. For at fortælle dem om Jesus og hans lære. Det skulle ud til alle verdenshjørner – den fantastiske nyhed om verdens lys, der frelste menneskeheden. Og så var han væk i lang tid. Han skrev og skrev på de mest besynderlige historier fulde af mærkelige symboler og væsener. Maria kunne godt være bange for, at hans skriblerier ville underminere den sande historie om Jesus, fordi folk ville synes, at der var for mange mærkværdige omskrivninger, ildevarslinger og mystiske hændelser. Hvorfor kunne han ikke bare fortælle historien, som den var?
Hun kunne heller ikke helt greje Johannes´ bror Jacob, der også havde været en af Jesus´ nære venner. De kunne faktisk skræmme hende en lille smule, fordi de begge hurtigt blev ophidsede over små ting. De kunne finde på at råbe højt og gestikulere voldsomt, hvis de kom til at diskutere et eller andet. Ofte noget Jesus havde sagt, og så følte hun sig forpligtet til at mægle, hvilket var ubehageligt for hende. Nej tak – hun skulle ikke bo hos nogen af dem.
Hendes redning var kommet fra ikke helt uventet kant. Fra Maria Magdalena. Maria kom oprindeligt fra Magdala ved Galilæasøen og derfor kaldte de hende Maria Magdalena. Hun var den skønneste veninde Maria kunne forestille sig og de havde oplevet så meget sammen. Og så havde Maria Magdalena også elsket Jesus, næsten lige så højt som hun selv gjorde. Hun havde virkelig troet på ham, og alt han sagde. Jesus havde gengældt hendes kærlighed. Maria Magdalena var kommet hen til hende dagen efter Jesus var død.
“Maria, du skal komme med mig hjem” Havde hun sagt. “Du skal ikke være alene nu. Og det skal jeg heller ikke. Vi må støtte hinanden gennem dette. Vi er søstre nu” Maria havde ikke sagt meget. Var drevet viljeløst med. Taknemmeligt. Det var dejligt ikke at behøve at tage stilling.
Maria Magdalena kom fra en velhavende familie og havde et stort hus i Jerusalem fyldt af tjenestefolk og overflod. Hun var ikke gift og blev det aldrig. Marias personlige teori var, at hun kun havde øje for Jesus, og ingen mand nogensinde ville kunne leve op til ham. Hun havde heller ikke behov for en mand til at forsørge sig. Hun var desuden veluddannet, veltalende og tiltalende i en grad, der gjorde, at mennesker flokkedes naturligt omkring hende.
Hun havde tilladt Jesus og hans disciple at bruge sit hus til at samles i. Hun havde også hjulpet dem økonomisk og var med tiden selv blevet en anerkendt discipel bag Jesus. Det var ikke ufarligt, for der var mange der ikke brød sig om det Jesus sagde, men Maria Magdalena var ligeglad. Og hun var så rig og anerkendt at ingen turde røre hende. Da Jesus var borte, og Maria flyttede ind hos hende, ændrede hendes liv sig og de to havde det godt sammen. Det havde været et trygt liv. Men nu var Maria Magdalena også borte, ligesom næsten alle de mennesker Maria havde kendt. Hun var blevet så gammel og alene.
III.
Jerusalem år 40 e.Kr.
Livet i det store hus i det velhavende kvarter nær templet havde været godt. Der levede hun med Maria og de kvinder, der fra tid til anden flyttede ind og ud på Maria Magdalenas gæstfrihed. Hun kunne godt lide at have et netværk af stærke kvinder omkring sig. Nogle gange var det også kvinder i nød, der flyttede ind for en tid. Huset gav god beskyttelse og de der var så heldige at komme under Marias beskyttende vinger, var godt hjulpet. Ud over beskyttelse mod romere, armod og et mandsdomineret samfund, bød huset på frisk vand fra cisternerne, bløde puder at hvile på samt udsøgt mad. Der var smukke mosaikgulve, kølige svalegange, terrasser med udsigt til Templet og haver fulde af duftende blomster og helende urter. Nu og da kom handelsrejsende på besøg og de kunne købe sig luksuriøse ting fra Rom eller Østen, hvis de havde lyst.
Maria vidste godt, hvor heldig hun var.
Da hun flyttede ind, havde hun følt sig som et knækket strå. Frarøvet sin mand og sin søn. Hun var vred på Gud og skuffet. Hun havde gjort alt hvad han forlangte af hende, og så var dette takken? I sin sorg havde hun ikke forstået. Men det var hun kommet til. Gennem bøn og samtale med Maria Magdalena. Hun havde fundet mening i at undervise og udlægge Jesus´ ord for dem, der ville høre. De to kvinder fik skabt sig et solidt netværk, og de fortsatte det arbejde som Jesus havde sat i værk. Han var ikke død forgæves, han var død for hendes skyld. For deres skyld. Det vidste hun nu. Eller det vidste hun i hvert fald på gode dage. Nogle gange havde hun mindre tiltro til Guds plan, og kunne skælde ud på ham over, at hun skulle overkomme at leve i en verden uden sin mand og søn. Nogle dage var hun discipel andre dage en sørgende mor.
Maria Magdalena gjorde alt hvad hun kunne i de første år, for at hjælpe Maria i sorgen. Hun sørgede også selv over at have mistet Jesus. Det gjorde alle hans venner. Som tiden gik, var det dog som om Maria var den eneste, der ikke kunne se Jesus som frelseren, der nu levede videre siddende ved Guds højre hånd. Hun var stadig en sørgende mor. Nogle gange fornemmede hun de andres irritation. Kunne hun ikke se pragten og herligheden, i det der var sket? At det var en uvurderlig gave? Kun Maria Magdalena forsøgte stadig loyalt at opmuntre.
“Lad os lave en lille højtidelighed – en mindefest hvor vi også kan tale om Jesus på en anden måde end som verdens frelser. For dem der kendte ham!?” Forslog veninden. Maria overvejede.
“Vi kunne synge salmer, bede sammen og du kunne fortælle historien om hans fødsel?” Maria Magdalena lagde sin hånd på Marias kind. “Det ville være godt for dig, men også for os andre. Vi har godt af at blive mindet om essensen i vores arbejde – at Gud kom til jorden for at møde os i skikkelse af et lille uskyldigt barn. At han lod sig føde under ydmyge forhold. At man ikke behøver en trone for at være konge” Hun lavede en gestus med sin håndflade mod husets smukke interiør og løftede sigende øjenbrynene. “Hans lys skinner i både fattigdom og overflod” Maria følte en spirende interesse for forslaget. Måske havde hendes gode værtinde fat i noget.
Det var vintertid og ved den tid hvor Maria tydeligst kunne mærke minderne fra den fattige stald, og den glæde de havde følt over barnet trods de svære omstændigheder og fattige omgivelser. Hun vidste, det var ved den tid Jesus blev født. Når dagen kom, følte hun det i hver fiber af sin krop. Den nat havde hun følt sig rigere end på noget som helst tidspunkt i den overdådige bolig, som hun havde nu. Hun gik ind på Maria Magdalenas forslag og kastede sig ud i at arrangere en fest for Jesus.
Hun gjorde sine forberedelser i hemmelighed, så det ikke tiltrak sig mere opmærksomhed end nødvendigt. Der opstod nemt uroligheder og vrede omkring deres forsamlinger i Jesu navn, så hun måtte bare invitere de faste støtter og disciple. Jacob selvfølgelig. Johannes og Peter var også begge i byen for en gangs skyld, så de skulle med. Joanna og Salome var selvskrevne til at deltage.
Maria kom i bedre humør og bestilte lækre madvarer til festen. Lam fra Judæas bjergsider og god vin. Der skulle være bagt fisk, nybagt brød, friske granatæbler, dadler og honningkager. Hun nød, at hun ikke behøvede at spare. Maria Magdalena delte generøst ud af sin velstand og intet var for godt til en mindefest for Jesus. Tanken om festen gav Maria farve i kinderne og et formål for en tid. På en måde havde hun i høj grad brug for, at Jesus blev husket som et helt almindeligt menneske uden alt det andet. Det gjorde også hende til en helt almindelig mor med en helt almindelig sorg.
Maria Magdalena forberedte sig også. “Eliakim!” Hun kaldte på en ung tjener.
“Gå hen og undersøg mulighederne for at hyre ekstra vagter til huset. Vi får brug for et par ekstra store fyre til at stå vagt til et særligt gæstebud. Gå hen til gladiatorskolen og spørg diskret om nogen kunne være interesseret. Der vil være god betaling for arbejdet.” Hun vidste, at huset var i romernes søgelys, mistænkt for at huse oprørere, som man kaldte Jesus´ følgere. Romerne slog hårdt ned på den slags, men fordi Maria Magdalena var så indflydelsesrig, kunne de ikke direkte anklage hende. Det ville være noget helt andet, hvis de kom anstigende til en aften, hvor både Peter, Johannes og Jakob var til stede. Dem ville de ikke tøve med at pågribe. Hun havde god erfaring med at bruge enten unge eller pensionerede gladiatorer, der gerne ville tjene penge. De var i hendes erfaring mænd, der holdt deres ord, fordi de gerne ville ansættes fast i et hus som hendes.
IV.
Maria så ud over haven og det dækkede bord. Hun betragtede hver enkelt af de gæster, der nu sad og spiste det overdådige måltid, de havde fået tilberedt. De havde hver især en historie at fortælle om Jesus, der var deres helt egen. På skift tog de ordet og delte hvad de havde på hjerte. Alle beskrev ham i de kærligste vendinger og fortalte, hvordan han havde forandret deres liv og deres perspektiv. Han havde givet dem retning og noget de brændte for. De ville alle leve og dø for ham, lovede de på skift højtideligt. Maria var ikke i tvivl om, at i det sekund mente de det – men vidste også, at når det virkelig gjaldt, var det ikke sikkert at de alle ville dø for noget som helst. Leve og følge – helt sikkert, men den menneskelige natur var bare sådan, at man nemt kunne glemme sin loyalitet, når ens eget liv var i fare. Det havde hun lært af bitter erfaring. Hun huskede hver eneste detalje og alt hvad der skete i de dage, der endte med at Jesus døde.
Det vigtigste var dog, at alle var kommet og alle mindedes Jesus med kærlige ord. Det vederkvægede hendes moderhjerte. De havde bragt gaver med. Peter og Johannes havde krydderier med fra deres rejser. Maria Magdalena havde foræret hende en gulddaric – en persisk mønt, der skulle minde hende om magikerne fra Østerland, der var kommet med en meget generøs gave af guld, da Jesus blev født.
Brødet blev brudt og vinen blev drukket til ihukommelse af hendes mageløse søn. Hun lod blikket glide over til den lille krybbe, som de havde taget ind fra stalden. Den lignede faktisk til forveksling den krybbe hun havde brugt som vugge til Jesus. Nu stod den pyntet med olivengrene og nogle stjerneformede lanterner, som det var lykkedes dem at købe fra nogle handelsmænd. De var virkelig fine og lyste det lille tableau op med en varm glans. Hun rejste sig og gik derover. Hun stillede sig bag krybben og fortalte historien, der var hendes og Josefs.
“Jeg vil fortælle historien om dengang Jesus blev født. Det er min families historie, men historien er også jeres. Jesus kom til verden for jeres skyld” De klappede af hende og opfordrede hende til at fortælle.
“Fortæl historien Maria, det må have været sådan en fantastisk oplevelse” sagde de til hende. Historien skulle blive fortalt igen og igen, havde hun en fornemmelse af. Den simple historie ville lyde i hytter og i fornemme paladser i årtusinder. En historie om tillid og håb. Hun følte det dybt i sin sjæl. Hun følte Hans nærvær mens hun stod der og fortalte. Huskede pludselig følelsen af Guds nærvær, som hun havde følt det i dagene op til fødslen, da hun stadig var usikker på hvad der skulle ske med hende, og med det dyrebare barn hun bar. Hun var blevet beroliget af visheden om, at det hele var forudbestemt og meget større end hun selv.
“Jeg var så ung. Og jeg var så bange. Men Josef var der hos mig. Han gik fra hus til hus, men ingen ville tage os ind. Til sidst var der en krovært, som sagde; der er plads i stalden. Det var i sidste øjeblik og jeg fødte ham den samme nat. Jeg svøbte ham i klude og lagde ham i en krybbe som denne ” Hun lod hånden hvile på det simple trætrug.
“Det var en kold nat, men dyrene i stalden gav os varme. Og jeg har aldrig følt mig rigere end da jeg så ind i hans øjne. Pludselig – sang! Engle over markerne derude. Hyrderne kom løbende. Ildelugtende og forpustede. De faldt på knæ og fortalte hvad englen havde sagt: Frygt ikke, jeg forkynder jer stor glæde…”
Ud af øjenkrogen så Maria den unge tjener Eliakim komme ind med mere vin. Han så bleg og nervøs ud, og rystede så meget på hånden at han spildte vin på dugen, da han skulle hælde op til Peter. Hvad var der mon med ham? Måske var han bare overvældet af at møde de mænd, han havde hørt så meget om? Så bankede det på døren. Eliakim fór sammen og spildte endnu mere vin. Maria Magdalena rynkede brynene og gav ham en reprimande.
“Tag dig dog sammen menneske – og gå ud og åbn døren!” Hun halvt rejste sig og gav signal til de to solide mænd, hun havde hyret ind som vagter, at de skulle følge med Eliakim til døren.
Maria havde mistet tråden i fortællingen og satte sig ned. Hun så efter de tre mænd, der gik ud til døren, hvor den insisterende banken fortsatte. Var det støvletramp hun kunne høre derude? Hun mærkede angstens sved bryde frem og så nervøst på Maria Magdalena, der også fornemmede stemningsskiftet. Værtinden rejste sig myndigt og gik efter de tre mænd. Den løsslupne stemning rundt om bordet blev ikke påvirket af optrinnet og snakken fortsatte muntert. Maria forholdt sig tavst afventende og så hele tiden i retningen af indgangen. Skulle hun advare de andre?
Efter en rum tid viste Maria Magdalena sig igen i haven. Hun var ikke alene, men kom smilende ind med armen omkring en ung piges skuldre. Pigen holdt en lille dreng på et par år i hånden. Han gjorde store øjne ved synet af de mange feststemte mennesker ved det overdådige bord og pegede straks med en buttet finger på den friske frugt og honningkagerne, der var dekorativt arrangeret i en opsats midt på bordet.
“Sig velkommen til Ruth – hun skal blive hos os et par dage som gæst sammen med sin søn Benjamin”, proklamerede en tydeligt lettet Maria fra Magdalena. Et højt kollektivt VELKOMMEN lød straks fra selskabet og der blev gjort plads ved bordet, så de nytilkomne kunne finde et sted at sidde, mens kakofonien af glade stemmer atter tog til. Maria fra Magdalena bøjede sig ned til Marias øre og hviskede: “Det er en stakkels hjemløs pige. Hun er blevet smidt ud hjemmefra af forældre, der ikke længere vil have hende og hendes illegitime søn boende – hun havde hørt om os på gaden. Lad os lade som om vi kender hende” Maria nikkede, smilede og gav sin venindes arm et lille klem.
Maria greb et par dadler fra et fad og gik hen til den lille dreng, der sad på en stol og så betuttet og lille ud. Hun satte sig på hug foran ham og rakte dadlerne frem på flad hånd. Han snuppede dem straks og proppede den ene i munden.
“Pas på” sagde Maria “der er en sten i midten, den skal du spytte ud” Han grinede lykkeligt og fiskede kort efter stenen ud ad munden.
“Vidste jeg da godt” sagde han og stoppede endnu en dadel i munden og gumlede henrykt.
Maria lod en finger glide ned over hans bløde kind, så hen på Ruth der ikke reagerede med andet end et stort taknemmeligt smil til Maria.
Maria rejste sig og gik tilbage til sin plads, men havde ikke engang nået at sætte sig til rette før en lille hånd trak i hendes skørt. “Op?!”, spurgte Benjamin konstaterende med blikket rettet mod fadet fyldt af lækre dadler. Maria tog straks den lille dreng op på skødet og arrangerede sig med fadet med dadler, så hun kunne nå dem, men han ikke kunne. Lidt dadelpædagogik ville hun skamløst benytte sig af, så hun kunne få lov at sidde og kramme den lille bløde drengekrop. Hun lod igen blikket søge Ruth, der vinkede til hende og nikkede. Alt godt. Han duftede godt og stærkt af barn. En lidt smøragtig uskyldig duft, som hun genkendte og som fik hendes moderhjerte til at svulme. Snakken om Jesus gik stadig livligt rundt om bordet og Benjamin lyttede med store ører. “Var han lille ligesom mig?” spurgte han og så på Maria med sine store brune øjne. Maria lo og krammede ham forsigtigt.
“Ja, han var lille. Men så blev han stor – det bliver du også!”
“Gør jeg?” Benjamin så meget overrasket og forventningsfuld ud.
Eliakim kom ud i haven igen. Maria kunne ikke lade være med at holde øje med ham. Han opførte sig stadig mærkværdigt. Så ud som om han havde set et spøgelse, med store skræmte øjne og helt stiv i sine bevægelser. Maria satte Benjamin ned og gik med faste skridt hen til Eliakim. Hun måtte finde ud af hvad tjeneren gemte på, hvis ikke det skulle ødelægge hendes aften.
“Eliakim, hvad er der med dig. Jeg kan se, at du ikke er dig selv…?”
“Intet frue… det er… kulden herude. Jeg undskylder.” Han så frygtsomt på hende, og den dårlige samvittighed lyste ud af ham. Maria kunne mærke den emme fra hans krop. Hun stirrede ham ind i øjnene og fastholdt hans blik.
“Sandheden gør os fri Eliakim – du bærer på noget!?”
Hårde bank på døren og nu kunne Maria med sikkerhed høre tunge støvler på brostenene udenfor og stemmer, der råbte på latin og aramæisk. Eliakim vendte om på hælen og satte i et spring for pile væk, men Maria nåede lige nøjagtigt at gribe fat i kraven på ham, mens hun råbte højt på vagterne. Med en kraft hun ikke anede hun besad, skubbede hun Eliakim op ad væggen.
“Hvad har du gjort Eliakim – har du angivet os for sølvmønter?”
“Tilgiv mig! Det var en fejl – men de lovede mig at frigive min familie. Hvordan kunne jeg sige nej?! Nu græd Eliakim
“Jeg har set Hans lys i aften og hørt Hans historie om krybben og englene. Hvordan kunne jeg dog gøre noget, der kan slukke det lys for sølvmønter. Jeg fortryder…” Maria slap ham så brat, at han faldt til jorden. Hun vendte sig mod den forskrækkede forsamling ved bordet. “Op på taget, tag Benjamin med!”
“LUK OP i Kejsernes navn. Vi ved at I holder et ulovligt møde her” lød råbet udefra og nu hørtes lyden af træ, der blev splintret. Døren blev slået ind, og seks soldater marcherede ind i huset mens deres centurion råbte kommandoer. Peter og Johannes kom på benene og gennede folk i retningen af trappen til taget.
“Vi kæmper, hvis vi skal” råbte Jakob stridslystent og greb en tung sølvkandelaber i den ene hånd og en kniv fra bordet i den anden. De to gladiatorvagter kom løbende fra deres poster med hævede sværd.
“Arrestér lederne” blev der råbt. “Peter af Galilæa og Johannes først!” Centurionen udsendte ordrer og pegede på mændene, men de to gladiatorer gik til angreb med et raseri, der kun kunne stamme fra andet sted end fra deres tjeneste denne dag. Maria råbte:
“Neeej – ikke med sværd”, men hendes stemme druknede og nogen hev hende med mod trappen til taget. Hun nåede lige at se Jacob svinge den tunge kandelaber mod den ene soldats hoved, hvor den ramte med en uhyggelig lyd.
“Herre, du som ledte os ud af Egypten og beskyttede dit folk gennem ørkenen, beskyt os nu” messede Maria og så til sin rædsel en soldat sætte sin fakkel til et gardin, der straks fængede og stod i lys lue.
Så kom Eliakim springende ud fra skyggerne.
“Ikke ilden” hylede han og rev med de bare næver det brændende gardin ned over både sig selv og soldaten, hvilket distraherede de andre soldater så meget, at gladiatorerne kunne sætte deres angreb ind. Det tog ikke mange sekunder for romerne at se sig slået, og de trak sig tilbage med højlydte trusler om, at de ville komme tilbage og hente oprørerne. De vidste selvfølgelig godt, de ville være over alle bjerge, når de vendte tilbage, men det forhindrede dem ikke i at brøle frustrationen over nederlaget ud. De tog deres sårede kollegaer med og forsvandt ud i mørket som fordrevne onde ånder.
V.
De fortumlede og forskrækkede venner afsluttede den aften, der ellers var startet så dejligt. Nogle var sårede andre bare chokerede. Maria var forstenet og tog afsked med dem alle efter tur med tørre øjne. Takkede og lovede at bede for dem. En efter en forsvandt ud af huset for i ly af mørket at finde hver hjem til sit. Til sidst var blot de to Mariaer, Ruth og en grædende Benjamin tilbage. Hvor Eliakim var blevet af, vidste de ikke, men Maria havde kun sorg i hjertet over hans bedrag. Hun kunne ikke være vred, efter hvad hun havde set og hørt.
“Lad os finde en seng til jer to” sagde Maria Magdalena og tog igen den unge mor om skuldrene for at føre hende ind i huset. Ruth nikkede og tog den lille dreng op i sine arme. Maria fik tårer i øjnene ved synet af de to.
“Tænk at din lille dreng skulle udsættes for sådan noget” sagde Maria til hende. “Hvor er det godt at han har dig til at trøste sig” Ruth trykkede drengen ind til sig og kyssede ham.
“Tak” sagde hun stille. “Det føles ikke som om jeg kan tilbyde ham ret meget lige nu”, hviskede hun.
“Vi skal nok hjælpe dig” bedyrede Maria. “Du skal nok klare det”
Det mindede hende om dengang de selv havde måttet flygte over hals og hoved med lille Jesus. Det havde også været skræmmende. Men børn kunne holde til meget, hvis bare de havde deres mors beskyttende arme om sig. Jesus havde været så lille. Yngre end lille Benjamin, men allerede meget bevidst om verden omkring sig. Han observerede alt med sine vågne øjne og var ikke ret gammel, før han begyndte at stille spørgsmål til alt han ikke forstod.
“Mor, hvorfor kan æslet finde hjem uden at spørge, men vi bliver væk? Eller: “Mor, kan Gud lave en sten så tung, at han ikke selv kan bære den? Far, hvordan kan det være at der er flere regler for mennesker end for fugle? Mor, er det værre at gøre noget forkert med vilje end ved et uheld?”
Nogle gange var det svært at lade være med at le af alle hans spørgsmål, men når man så ind i det lille alvorlige ansigt, vidste man godt at spørgsmålene krævede ordentlige svar.
Jesus havde selvfølgelig ikke forstået, hvorfor det havde været nødvendigt at forlade deres hjem og tage den lange rejse gennem ørkenen til Egypten. Han havde ikke protesteret, men bare ladet sig føre med. Måske set det som et eventyr sammen med sin mor og far. Når de var der, kunne intet ondt vel ske?
For Maria og Josef havde det været en forfærdelig hård tur. De så sig konstant over skuldrene i rædsel for pludselig at blive indhentet af Kong Herodes soldater. Kongen havde sendt sine mænd ud på den uhyggelige mission at dræbe alle drengebørn på under to år. Herodes ville for enhver pris have ram på deres lille dreng, fordi han vidste, at han ville blive den næste store og sande konge. Han vidste at det ikke ville blive én fra hans egen slægt men i stedet Maria og Josefs dreng der var af Davids slægt, som profetierne sagde.
I Egypten havde de fået at vide, at de ville kunne leve i fred indtil Herodes døde. De stolede på disse ord, der var blevet meddelt til Josef af ingen ringere end en Guds engel. Så forunderlige ting var der sket i Marias liv. Nogle gange kunne hun næsten ikke selv tro, at det var sket.
De havde måttet leve som flygtninge og fremmede i Egypten i lang tid. De levede på deres værtslands nåde. Josef var en dygtig håndværker, og han sørgede for dem, så godt han kunne. Han fik forskellige jobs, fordi han var så dygtig, men man valgte næsten altid hellere en lokal håndværker end en fremmed.
Jesus havde trivedes uanset de hårde vilkår. Han stolede på, at Josef og Maria ville tage sig af alt i hans verden. Han mærkede kærligheden i deres familie. Det var nok for ham. Han glemte alt andet, når bare han kunne mærke den tryghed, de gav ham. Maria tænkte at den måde at anskue verdenen på var et vilkår, der var alle små børn forundt.
Maria satte sig ud i haven og stirrede på rodet. Den så fint pyntede have lignede nu den slagmark, den også netop havde været. Bordet flød med smadrede krus og madrester. Stolene var næsten alle væltede, og de ellers så smukt arrangerede blomster flød sammen med alt det andet rod ud over hele haven. Sceneriet blev oplyst af en klar fuldmåne, der hvidt lyste haven op og fordrev mørket. Den lyste op på næsten samme måde, som den store stjerne havde gjort, den aften Jesus blev født.
Midt i det hele stod krybben stadig. Den var urørt og de fine stjernelanterner lyste stadig fredeligt. Olivengrenene sad, hvor Maria havde arrangeret dem om eftermiddagen. Hun sank sammen med panden på krybbens kant og græd stille, mens hun sørgede over tabet af sin lille familie. Det skulle have været en glædens dag, og hun havde i sit stille sind håbet, at det måske endda kunne blive en årligt tilbagevendende fejring af den dag, hvor Jesus blev født. Men nej. Hun lovede sig selv, at hun hvert år ville mindes dagen alene. Aldrig mere blande andre ind i den oplevelse, der ellers havde potentiale til blive en kilde til glæde og håb for mange. Maria ville så gerne have delt det, men aftenens begivenheder havde lært hende, at den skulle blive hendes lille hemmelige fejring og påmindelse om hvad sand rigdom var.
VI.
Jerusalem år 65 e.Kr.
Maria lå på ryggen og så op i stjernehimlen over Oliebjerget, mens hun mindedes den skæbnesvangre aften i det store hus dengang. Det gjorde hun hvert år. Det hele stod stadig klart for hende. Både den aften med soldaterne og ikke mindst aftenen i stalden, hvor Jesus blev født. Hun var træt. Hun måtte hellere rejse sig og få æslet til at fragte sig ned ad Oliebjerget igen. Hun skubbede til æslet, der snorkede stille ved siden af.
“Sover du dit dovne dyr – skulle vi ikke se at komme hjemad?”
Hun kunne ikke overskue, hvordan hun skulle få sin smertende krop op på æslet. Lige nu var hun faktisk ikke engang sikker på, at hun ville kunne rejse sig. Hun tog en dyb indånding og prøvede at sætte sig op. Uden held. Kroppen ville ikke lystre. Hun gik ikke i panik, men krabbede sig bare lidt tættere ind til æslets varme krop. Hun lå faktisk ikke helt skidt her, hvis ikke det kunne være anderledes.
Hulens til krop, der ikke længere ville samarbejde. Men den havde tjent hende godt gennem hele livet. Hun havde aldrig været syg for alvor, og hun havde haft kræfter til at tage fat, når der havde været brug for det. Det var ikke mange forundt at være så frisk, som hun var i hendes alder. Man skulle tælle sine velsignelser, så meget havde hun da lært. Men hun var bare så træt.
Hun spejdede efter den store stjerne på himlen, hvor ville det være forunderligt, hvis den ville vise sig endnu engang. Det knugede i hendes bryst af savn. Det knugede så meget at det efterhånden blev til en reel smerte. Hun våndede sig. Tog en dyb indånding med lukkede øjne. Kulden begyndte at krybe ind trods den tykke uldkappe, der med sine omfangsrige skøder lavede et dobbeltfoldet underlag under hende. Heldigvis. Alligevel kunne hun fornemme jordens fugt krybe ind. Det var måske også lidt fjollet, at sådan en gammel dame lå her en sen aften helt alene i kulden – en vinteraften ovenikøbet. Men hun ville ikke have det anderledes. Hun ville være alene med sine tanker.
Da var det at hun så den. Hendes hjerte sprang et par slag over. Stjernen. Hun var sikker på, at det var den, for den bevægede sig på helt samme måde, som hun kunne huske fra dengang. Den glimtede i det fjerne, og var først ikke større end alle de andre stjerner på himlen. Den var klarere og så glimtede den på den helt særlige måde, som hun huskede. Den blinkede til hende.
“Her er jeg Maria – din helt egen ledestjerne”
“Er du kommet for at lede mig til Jesus og Josef?” spurgte hun håbefuldt og mærkede, at det var det hun ønskede allermest. Af hele sit smertende hjerte faktisk. Hun mærkede det slå uregelmæssigt i brystet og frygtede, det skulle briste. Tænk hvis hun ikke behøvede at rejse sig og at stige op på æslet og rasle med sammenbidte tænder hele vejen ned ad bjerget igen.
“Nej” glimtede den til hende, det er ikke mig, der skal det.
Den kom nærmere og lyste efterhånden som en helt lille sol. Præcis som hun huskede den.
Så var det som om den ændrede karakter. Ændrede form. Glansen aftog ind mod dens midte, så noget andet trådte frem i en stråleglans. Og der var han. Hendes smukke søn. Han stod midt i stjernen og rakte hånden ned mod hende. Han var klædt helt i hvidt og smilede det velkendte smil til hende.
“Kom” sagde han bare.
REDAKTØRFEEDBACK
af Eva Götzsche
Udover at være velskrevet og poetisk, var det bare virkelig originalt at følge Jesus moder mange år efter hans død, mens hun gennemlever sin sidste jul. Det var poetisk, rørende og sine steder også dramatisk, og her kommer min redaktionelle vurdering:
Teksten har en stærk og modig præmis: at lade Maria stå i sit livs efterår og se tilbage på sit liv – ikke som ikon, men som menneske, mor og troende. Åbningen på Oliebjerget er særligt vellykket. Beskrivelserne af lys, kalksten, den gyldne port og Chanukkah-stemningen skaber en sanselig ro, der fungerer som et virkelig fint modspil til Marias indre uro. Fortællerstemmen er sikker i de poetiske passager, og du får formidlet en fin tematik om lys/mørke, håb og tab, som bærer teksten igennem.
Samtidig er der steder, hvor teksten bliver noget forklarende. Flere afsnit fungerer som “oplysning” til læseren (fx om Chanukkah-traditioner, historiske rammer og navneforklaringer), og det kan bremse den dramatiske fremdrift. Overvej at lade mere komme frem gennem handling, dialog og Marias konkrete sanseindtryk – og skære ned på de passager, der lyder som en fortæller, der underviser.
Karaktertegningen af Johannes og Jakob er interessant, fordi den tør vise Marias ambivalens, men den tipper enkelte steder over i en moderne, lidt vurderende tone (“besynderlige historier”, “underminere den sande historie”), som kan skurre i en historisk fortælling. Her kunne du vinde ved at gøre hendes skepsis mere følelsesmæssigt forankret: ikke “kritik af tekster”, men “jeg forstår ikke hans billeder – de gør mig urolig.”
Midterdelen med festen og romernes indbrud har masser af spænding, tydelige billeder og et dramatisk skift i tempo. Dog bliver actionscenen en smule filmisk og bekvem i sin løsning (gladiatorer, ild, Eliakims heltemodige vendepunkt). Hvis du dæmper tilfældighederne og gør konsekvenserne mere uafvendelige (fx et tab, en arrestation eller et varigt brud i fællesskabet), vil scenen få mere tyngde og blive hængende længere.
Afslutningen med stjernen og mødet er smuk og enkel – “Kom” er et stærkt sidste ord. Du kan overveje at give Maria én sidste aktiv beslutning eller erkendelse lige før synet, så klimaks føles som både nåde og forløsning, ikke kun som noget, der “sker” for hende.
Samlet: en stemningsmættet og ambitiøs tekst med stærk billedkraft og en klar emotionel kerne. Med lidt strammere fortælleøkonomi og mere konsekvens i dramatikken kan den løfte sig fra flot til virkelig uforglemmelig.
