Må man som forfatter skrive hvad som helst? Det spørgsmål bliver vi ofte stillet, og det simple svar er ja. Vi lever i et land med både tanke- og ytringsfrihed. Men hvis dine tanker skal udgives på skrift, er det en helt anden sag. Så er svaret på spørgsmålet: Ja, men …
Mord, fiktion og injurier
Der er ikke noget forkert i at lade en morder slå sig løs på siderne i en krimi. Heller ikke selvom det er en vanvittig og blodtørstig af slagsen. Der er heller ikke noget til hinder for, at du lader et fiktivt mandligt folketingsmedlem rende rundt i rødt dameundertøj og te sig tosset. Men hvis du har et horn i siden på din nabo og skriver, at morderen er identisk med selvsamme nabo, bruger hans rigtige navn og adresse og tilføjer, at han i øvrigt er både pædofil, skatteunddrager og hustrumishandler, så bør du gøre dig bekendt med straffelovens § 267: Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. De fleste beretninger som støder på denne paragraf handler om overgreb, misbrug og omsorgssvigt. Altså meget personlige beretninger, hvor fortællingen let risikerer at havne som et unuanceret partsindlæg. Fortællingen kan sagtens være sand og også være hele sandheden i forfatterens øjne, men der er ofte nuancer og andre oplevelser af den samme situation.
Hvad med egne oplevelser?
Når du skriver en personlig beretning, så gør opmærksom på dette forhold fra starten. Det kunne være “baseret på en sand historie.” Man kan ikke blot skrive hvad som helst – og så “fraskrive sig ethvert ansvar”. Og man kan heller ikke skrive under pseudonym og så krydse fingre, mens man håber på, at ingen finder ud af, hvem forfatteren er. Start med at spørge dig selv om nulevende virkelige personer skal inddrages i din bog. Er det afgørende for fortællingen? Den norske forfatter, Karl-Ove Knausgaard, blander i sin autofiktive serie “Min Kamp” fakta og fiktion, og han sendte manuskriptet til alle de personer, som spiller en rolle i bøgerne.
Undgå smædekampagner
Hverken aviskronikker eller bøger egner sig til smædekampagner. Skønt tidens tone på sociale medier som Facebook tyder på, at man kan tillade sig at skrive alt og være både unuanceret og grov, er dette ikke tilfældet. Ingen læser har gavn af et ensidigt angreb på en person, som ikke kan forsvare sig eller får muligheden for at tage til genmæle. Man bør også huske på, at der er forskel på faglitteratur og skønlitteratur. For de faglitterære udgivelser er der visse krav omkring det journalistiske, herunder kildehenvisninger og god citatskik. Man må eksempelvis ikke fejlcitere kilder.
Hvad med navne?
Der er flere spørgsmål du skal stille dig selv, hvis du skriver om andre mennesker. Hvis du bruger deres rigtige navne, skal du spørge en advokat til råds først. Vedkommende vil sandsynligvis råde dig til at benytte andre navne og derved anonymisere dem. Man kan jo let omdøbe de virkelige navne til fiktive navne i en bog, men igen bør man overveje, hvorfor personerne skal med i bogen? Man bør også altid overveje at spørge personerne selv. Som udgangspunkt må man ikke bare udstille andre personer, selv hvis disse har begået noget kriminelt.
Den klare anbefaling er, at hvis man i sit forfatterskab kommer tæt ind på andre mennesker og deres handlinger, bør man altid overveje at søge juridisk rådgivning først. Ellers bliver du let tvunget til at gøre det efterfølgende.
