Skovens lys – et julegys
af Susanne Ransborg
Kapitel 1 – Skoen i sneen
Snefnuggene dalede lydløst ned over den lille landsby, hvor julelysene blinkede bag rimfrostede ruder. Sara parkerede bilen og lod blikket glide over den sneklædte parkeringsplads. Hendes støvler forsvandt næsten i den dybe sne og kulden bed øjeblikkeligt i hendes kinder. Hun trak vejret dybt ned i lungerne og missede op mod den skarpe eftermiddagssol. Langt hele byen lå skoven som et mørkt bagtæppe mod det hvide landskab, og i skovkanten ragede de høje graner op mod den blege vinterhimmel som mørke silhuetter, der tavst holdt øje med alt og alle.
Sara lynede sin jakke og trak strikhuen godt ned om ørerne. Hun kastede et hurtigt blik hen mod byens torv. Midt på pladsen stod et stort juletræ, imponerende og tæt pyntet med farvede julekugler og lyskæder, der vuggede let i vinden. Men selv her, blandt dæmpet hyggesnak og duften af gløgg og æbleskiver, lurede en sær uro, noget uhåndgribeligt, der lå som en vibrerende tone i luften. Det var den 20. december, men der var kun ganske få mennesker, der bevægede sig rundt blandt de forskellige juleboder på torvet, og Sara kunne ikke undgå at bemærke, at flere af dem sendte nervøse blikke mod skoven.
Et øjeblik fortrød Sara, at hun var kommet. Hun havde jo slet ikke noget forhold til denne landsby, der lå afsides, langt væk fra alting. Hun lo stille, og rystede på hovedet. Egentlig havde hun ikke noget særligt tilhørsforhold til nogen by overhovedet. Gennem sin opvækst var hun flyttet adskillige gange. Først med sine forældre, men efter bilulykken hen til sin mors søster, så på børnehjem og til sidst hos flere forskellige plejefamilier. Den omflakkende tilværelse havde fulgt hende resten af hendes ungdom og nu også i voksenlivet. Opstod der et problem, en mulighed – eller blev hun bare grebet af ren og skær kedsomhed, så flyttede hun uden at se sig tilbage. Det var blevet en vane at bevæge sig væk fra eller hen til noget – alt efter situationen. Og nu stod hun så her med sin rullekuffert, blot et par dage efter, at hun var blevet ringet op af byens borgmester.
Hun havde været i gang med at analysere mosprøver fra en nærliggende skov, da telefonen havde ringet og en formel mandestemme havde præsenteret sig:
“Goddag, mit navn er Sigurd Stub. Jeg er borgmester i Granly. Vi har brug for din hjælp i en sag om træer. Jeg har hørt fra flere kilder, at du er den bedste, og vi har i den grad brug for den bedste.”
Som dendrolog og ekspert i træer, blev Sara tit ringet op fra forskellige institutioner, byråd og private villaejere, når de havde problemer med træer, der havde vokset sig for store. Rødderne ødelagde veje og fortove eller trækronerne skyggede for det gode naboskab. Ofte ønskede de involverede parter bare en uvildig mægler, der kunne afgøre om træerne virkelig udgjorde et problem, og om de med god samvittighed kunne lade problem-træerne fælde. Men opringningen fra Granlys borgmester havde været anderledes ildevarslende, men også spændende. Den havde pirret hendes nysgerrighed, og hun havde accepteret tilbuddet om at komme til Granly og bliver der julen over.
“Du skal bare beskrive alt, hvad du oplever og give os din vurdering,” havde borgmesteren sagt i telefonen.
Sara samlede en grankogle op fra sneen. Den måtte være faldet af træet, da det var blevet slæbt fra skoven og ind på byens torv. Hun nød fornemmelsen af det naturlige materiale i sine hænder. Hun duftede til koglen og fornemmede straks den friske duft af gran. Hun trak duften helt ned i lungerne og åndede ud, så hendes ånde bølgede foran hendes ansigt. Så kom hun grankoglen i lommen. Den var rar at have. Hun sukkede. Træerne var efterhånden blevet hele hendes liv. Hun havde ingen mand, ingen børn, kun ganske få venner fra studietiden, som hun sjældent så. Træerne fyldte hele hendes dag. Hun undersøgte dem, beskrev dem, beundrede dem. Og til gengæld gav de hende en form for selskab. Det skete oftere og oftere, at hun helt glemte tiden, når hun gik rundt blandt træerne og forskede. Som om træerne sugede hende ind i deres drømmeverden og ikke havde lyst til, at hun skulle forlade dem igen.
“Du må være Sara,” lød en stemme bag hende.
Sara vendte sig og fik øje på en lav mand med en stor pelshue på hovedet. Han knejsede med hovedet, hvilket fik hans mave til at stritte, så knapperne i den lange grå frakke knagede faretruende, som om de kunne finde på at springe ud af deres knappehuller hvert øjeblik, det skulle være. Men hans smil virkede venligt og ægte, bag den lidt stolte attitude.
“Sigurd Stub, borgmester. Vi talte sammen i telefonen. Jeg er så glad for, at du kunne komme.”
Sara nikkede og tog imod den fremstrakte hånd.
De stod lidt og udvekslede høflighedsfraser, da de blev afbrudt af en høj, mørkhåret mand med skæg og skovmandsskjorte, der kom løbende mod dem. Snekrystallerne glimtede festligt i hans fuldskæg, men der var ingen fest at se i hans bekymrede ansigtsudtryk.
“Jeg har fundet endnu en sko,” sagde han forpustet. “Ude ved de tre gamle egetræer. Vi bliver nødt til at få fat på politiet inde fra Vestby denne gang.”
“Dæmp dig, Bjørn!” tyssede Sigurd, og så rundt på pladsen. “Du ved udmærket godt, at folk forsvinder væk fra denne her by hele tiden. Du skal ikke opskræmme byens gode folk, der bare passer deres julesysler.”
“Men det er Julietta. Det er Juliettas sko,” svarede Bjørn.
Borgmesteren stivnede et øjeblik, men så lagde han sin hånd på Bjørns arm og lo.
“Julietta … Er der ikke noget, med at hun har en søster, der bor inde i Vestby? Hun er sikkert bare taget med natbussen for at besøge hende her op til jul. Der er jo så mange kvinder, der nyder at juleshoppe i storbyen, ikke sandt?”
Bjørn så irriteret ned på borgmesteren, hvis bjørneskindshue gik ham til et sted lige under armhulen og rystede opgivende på hovedet. Derefter vendte han sig mod Sara. Først med rynket pande og et brysk udtryk, men så overrasket, som om han først nu så, at der stod en smuk, lyshåret kvinde foran ham.
“Du må være borgmesterens løsning på vores forsvindingsproblemer her i byen,” sagde Bjørn og glattede håret og strøg hånden over skægget.
Sara rakte hånden til hilsen. “Mit navn er Sara. Jeg er Dendrolog. Og ja, jeg er kommet for at hjælpe.”
“Skovfoged,” svarede Bjørn uden at forklare yderligere, og vendte rundt og tog et par skridt frem, før han stoppede og så sig tilbage.
“Kommer du?”
Sara nikkede og skyndte sig at følge efter den bredskuldrede mand, der duftede af skov og hurtigt efterlod sig en række store støvleaftryk i den løse sne.
De fulgtes gennem de smalle gader, hvor deres fodspor hurtigt dækkedes af store, tunge snefnug, der nu dalede ned over byen. Lidt efter nærmede de sig skoven og Bjørn forsvandt ind bag et par nedhængende grene. Sara skyndte sig at følge efter den ternede skjorte ind i skoven.
Et par hundrede meter længere fremme, drejede Bjørn væk fra den brede skovsti, fortsatte et par hundrede meter ind gennem en tæt bevoksning og stod så stille ved foden af et grantræ, der med tiden havde vokset sig bredt og massivt. Det knagede sagte fra træets top, som en knurren oppe i mørket mellem de tætte grene.
Bjørn satte sig på hug og pegede ned mod en af rødderne, hvor en rød sko stak op gennem sneen. Den var halvt begravet i sne og jord og dækket af glitrende rimfrost.
“Jeg tror, at vi har mistet endnu en. Ingen har set byens frisør siden i torsdags, og det her er helt sikkert hendes sko. Hun kom aldrig hjem efter juleballet i forsamlingshuset.”
Bjørn så alvorlig på Sara. “Du er modig at komme til denne her by.” Han tøvede, men fortsatte så: “Du kan stadig nå at flygte.”
Sara lo lidt for sig selv af den sære mand med det mørke fuldskæg og bøjede sig ned over den efterladte sko. Små klumper af frisk harpiks glimtede i det svage vinterlys, der kun lige trængte ned gennem det tætte løv. Tynde, trævlede rødder snoede og klæbede sig rundt om den høje stilethæl, der var flænset op i hælen, som om skoven havde tygget på skoen og spyttet den ud igen.
“Det er den tredje sko og den tredje forsvinden.” Bjørn sukkede. “Vi har mistet tre personer fra landsbyen her i december. Alle efterlod de sig en enkelt sko nær et træ i skoven, men udover det, så er de som sunket i jorden. Borgmesteren vil ikke involvere politiet. Det er som om et eller andet ved træerne … ved skoven, har skræmt ham. Det er derfor, at han har valgt at sende bud efter dig.”
Sara tog skoen op og drejede den rundt i hånden, men i samme øjeblik, som hun rørte skoen, var det som om skovens isnende ånde ramte hende i nakken og fik de små hår til at rejse sig. En svag nynnen hørtes i luften, legende og næsten barnlig, men på samme tid ildevarslende og uhyggelig.
“Hvor kommer den nynnen fra?” udbrød Sara og så på Bjørn.
Han så sig forvirret rundt, løftede hovedet og lyttede. “Jeg kan ikke høre noget,” brummede han.
“Det er næsten, som om træerne rækker ud,” mumlede Sara og lagde skoen tilbage.
Et vindpust fik grenene til at rasle, og Sara mærkede en rislen i kroppen. Hun så over mod Bjørn, der pludselig så bange ud. Det var, som om han alligevel frygtede noget derinde i det tætte mørke. Men så rystede han på hovedet, som om det bare var indbildning.
Kapitel 2 – Skovens kolde fingre
Natten lå tung og mørk over landsbyen, hvis beboere var krøbet i seng med dynerne trukket godt op om ørerne, som værn mod verdens lurende farer. Vinden peb isnende kold gennem de snævre gader og jog i hidsige stød forbi skæve bindingsværkshuse, skolen, kirken og forsamlingshuset. Juletræet på byens torv svajede og vuggede fra side til side og grenene bølgede op og ned som viftende arme. Selvom julelysene stadig blinkede, virkede de mere som forjagede blikke end som en hyggelig hilsen til de forbipasserende i mørket.
Sara lå uroligt i sin seng på byens hotel og lyttede i natten. Noget havde vækket hende. En knirken ved vinduet, som grene der kradsede på ruden for at få hendes opmærksomhed.
Da det endelig lykkedes hende at falde i en urolig søvn, sneg noget sig ind i hendes drømme og kaldte på hende. En kold tågedis lagde sig over værelset og indhyllede sengen i et hvidt slør. Langsomt steg en ludende skikkelse op gennem tågen og virrede med hovedet, som om den søgte efter noget. De lange krogede fingre søgte hen over dynen og et utydeligt barket ansigt lænede sig ned over Sara og åndede en hvid sky af kold luft ned over hendes ansigt. Sara skar ansigt og vendte sig i søvne.
Ude på hotelgangen smækkede en dør. Skyggen drejede væk fra sengen og trak sig tilbage ind i tågen og forsvandt ud gennem sprækken ved vinduet.
Da den første morgensol skød op over skoven og ramte vinduet slog Sara øjnene op og rejste sig med et sæt. En sødlig lugt af skovbund og friske fyrrenåle fyldte værelset. Forsigtigt satte hun fødderne på det kolde trægulv og stivnede. Der var noget på gulvet under hendes fødder. Sara lænede sig frem og så ned. Mørk, fugtig jord lå spredt på gulvet fra vinduet og hen mod sengen, som efter aftryk af fødder. Sara rejste sig og tog lidt af jorden op i hånden. Små grannåle og lidt mos var blandet sammen med den stadig fugtige jord.
Saras hjerte hamrede i brystet, da hun langsomt gik hen mod vinduet og trak gardinet helt til side. Hun så over mod skoven, der stod mørk og tavs. Sara fangede en bevægelse ud af øjenkrogen, noget flygtigt, men så var det væk.
Kapitel 3 – Skriget fra skoven
Da Sara havde fået morgenmad besluttede hun sig for at se sig lidt omkring i byen. Hun låste døren til sit værelse og lynede dynejakken helt op til hagen. Der var stille i gaderne. Butikkerne var først lige ved at åbne og kun enkelte hundeluftere bevægede sig rundt i gadebilledet. Da hun et øjeblik senere nåede frem til bytorvet kunne hun ikke lade være med at beundre det store grantræ. Det var virkelig et utrolig smukt træ. Og alligevel var det, som om noget var helt forkert og frygtelig kunstigt. Dette ædle træ hørte til i skoven, ikke udstillet med farverige julekugler og guirlander. Sara trådte hen mod træet. En brummende lyd rungede for hendes ører, susede og vibrerede. En klagende sang om tab, lidelse og død – men også håb. Sara rakte hånden frem mod den brede stamme.
“Har du sovet godt?” lød en stemme bag hende, der fik Sara til at fare sammen og trække hånden til sig.
Hun vendte sig og fik øje på Bjørn, der stod med røde vinterkinder og to dampende krus kaffe.
“Hotellets kaffe er modbydelig,” sagde han og rakte et krus til Sara, der taknemmeligt tog imod den dampende, sorte drik.
“Jeg har sovet okay, tak, men jeg drømte så underligt – om skoven. Det var, som om den var levende.”
“Skoven er jo levende,” lo Bjørn.
Sara nikkede og smilede. “Lidt for levende, måske,” svarede hun og tog en mundfuld kaffe.
“Det er et smukt træ, ikke?” Bjørn pegede mod juletræet. “Det var skovens smukkeste træ, og nu står det bare her. Om et par uger bliver det savet i stumper og stykker til gratis brænde, der skal bruges til at opvarme borgmesterens hus. Den lille højrøvede gnier.”
I det samme hørtes et gennemtrængende skrig fra skoven. Det løb Sara koldt ned ad ryggen. Det var et skrig af rendyrket rædsel.
De satte begge i løb over mod skoven og fortsatte ind gennem det tætte krat, der rakte sine fangarme ud mod dem. Tornede brombærgrene rev dem i ansigtet og greb fat i deres tøj, og de måtte passe på ikke at få de svirpende grene i ansigtet.
“Lyden kom her fra,” råbte Sara. Hun ville pege, men en tynd gren havde snoet sig rundt om hendes håndled, og holdt hende fast. Hun prøvede at rive sig løs, men grenen strammede bare yderligere sit greb.
Bjørn greb en kniv fra sit bælte og skar hende fri. De så begge på hinanden, men fortsatte så over mod det sted i skoven, hvor lyden var kommet fra.
En bjørneskindshue lå i sneen og lidt derfra stak en sort støvle op mellem to kraftige trærødder. Støvlen var næsten dækket af sne.
“Det er borgmesteren hue – og hans støvle!” udbrød Bjørn. “Skoven har taget endnu et offer.”
Kapitel 4 – Skovens ofre
Sneen knagede under deres støvler, da Sara og Bjørn gik tilbage mod landsbyen. Bjørn havde sine hænder dybt begravet i de store lommer på sin jakke.
“Jeg skulle ikke have talt grimt om borgmesteren på den måde. Han havde trods alt ikke fortjent den ulykkelige skæbne, der nu er overgået ham. Det må være en kæmpe bjørn eller en forrykt ulv, der er på spil i skoven. Hvad skulle det ellers kunne være?” tilføjede han tankefuldt.
“Men så ville der jo have været spor,” udbrød Sara. “Poteaftryk, blod, pels … stumper af afreven hud,” mumlede hun og gøs.
“Jeg ved det,” svarede Bjørn. “Men det er vel den eneste forklaring, ikke? At det må være et eller andet vildt dyr? Mennesker forsvinder jo ikke bare på den måde. Mennesker bliver ikke bare opslugt og forsvinder.”
Sara så sig tilbage over skulderen. Det var, som om træerne stadig rakte ud efter dem med grådige lange fingre. Sådan havde hun aldrig oplevet skoven før. Den var vred, frygtelig vred. Hun kunne mærke raseriet boble i mosset og sitre bag de brede stammer. Raseriet løb som kold ild under den frosne jord.
Sara så op på Bjørn.
“Hvornår begynde folk at forsvinde fra landsbyen? Hvornår startede alt det her?”
Bjørn stoppede op og tænkte lidt.
“De første, der forsvandt var graveren fra kirken og en af hans assistenter. De forsvandt den 1. december. Knud Graver plejede at ordne stort set alle praktiske opgaver for borgmesteren her i byen. Han var en god fyr. Stærk som en okse, god med sine hænder. Han var blevet sendt ud i skoven af borgmesteren for at fælde årets juletræ. Jeg havde på forhånd udpeget et fint træ, der alligevel skulle fældes. Det var vokset skævt og ville alligevel vælte i den næste storm og trække en masse nye unge træer med sig i faldet. Men det træ var selvfølgelig ikke fint nok til den satans, lille gnom.” Bjørn så forskrækket på Sara. “Nej, nu talte jeg igen grimt om borgmesteren.”
“Det er okay,” smilede Sara. “Du er tilgivet.”
Bjørn lettede på hatten og kløede sig i tindingen.
“Borgmesteren havde givet specifikke instrukser. Graveren skulle fælde ‘Skovens lykke’. Ja, det kaldte jeg det smukke grantræ, der nu står som et glimmer-trofæ midt på byens juletorv.” Bjørn rystede på hovedet og så ned på sine støvlesnuder, men fortsatte lidt efter:
“Byens våbenkjold består faktisk af et grantræ, hvis rødder bærer byen. Ifølge de gamle by-skrifter fremgår det, at et grantræ i tidernes morgen skænkede byen liv og lykke. Men brydes pagten mellem mennesket og grantræet, så vil skoven begynde at brede sig og opsluge landsbyen og tage det liv tilbage, som det har skænket.”
Bjørn så mod skoven. “Skovens lykke har stået her i skoven gennem hele min barndom, min far kan også huske det, fra da han løb rundt i skoven, og da jeg på et tidspunkt spurgte min bedstefar, så kunne han også tydeligt huske, at han havde leget ved træet som barn. Alle kender det træ. Det var nærmest helligt for landsbyen.”
Bjørn knyttede ubevidst hænderne sammen. “Satans til skide borgmester,” udbrød han, efterfulgt af et: “Undskyld! Det var ikke pænt sagt.”
Sara vendte sig mod Bjørn. “Så graveren og hans assistent forsvandt den samme nat, som de havde fældet et træ, som du kalder ‘helligt’. Tror du, at der kan være en sammenhæng?”
“Som at skoven vil have hævn?” Bjørn rystede på hovedet. “Jeg kender den her skov. Det er en meget fredelig skov.”
“Du kender skoven, fra før træet blev fældet,” bemærkede Sara og så på Bjørn, hvis blik pludselig flakkede uroligt, som om han også mærkede skovens isnende kulde ånde.
Sara kneb øjnene sammen. “Og havde den stakkels damefrisør, der forsvandt tidligere, også noget at gøre med grantræet?”
“Stakels og stakkels,” brummede Bjørn. “Hun var borgmesterens “hemmelige” kæreste, og det var hende, som ønskede, at træet skulle fældes og sættes op på torvet. Sikkert for at få borgmesteren til at bevise, at han rent faktisk elskede hende. Det var hendes ide at fælde træet. Kærlighed, der ikke gengældes, kan gøre folk skøre.”
Lidt efter tilføjede han: “Tror du virkelig, at skoven har opslugt borgmesteren? Straffet ham for at lade byens værnetræ fælde?”
Sara lod Bjørns spørgsmål hænge i luften. Hun vidste ikke, hvad der var sket med de forsvundne landsbyboere, men hun vidste, at denne skov ikke opførte sig, som nogen skov, hun tidligere havde været i.
Kapitel 5 – Skoven kalder
Da de en halv time senere satte sig i et fredeligt hjørne på byens kro, kunne de mærke varmen fra pejsen, men skovens kulde sad stadig som en kølig hinde på deres hud. Bjørn skuttede sig og trak stolen tættere på pejsen.
“Det er mærkeligt. Jeg plejer aldrig at fryse, når jeg er i skoven.”
Sara, der sad fordybet i tanker, gned sit håndled, der hvor grenen tidligere havde bidt sig fast.
“Gør det ondt?” Hun hørte Bjørns stemme et sted i det fjerne.
“Hvad,” spurgte hun.
“Gør det ondt?” Han pegede på hendes håndled.
“Ikke rigtigt. Det føles mere, som om skoven bare ville smage på mig,” svarede hun uden helt at vide, hvad hun mente.
“Smage på dig?” udbrød Bjørn. ” Er det sådan et særligt indforstået dendrolog-udtryk, der betyder et eller andet videnskabeligt?”
Sara kom til at le. Det var en helt rar fornemmelse efter den ildevarslende tur i skoven, og fundet af borgmesterens snefyldte støvle.
Sara lænede sig tilbage i lænestolen og så på flammerne der svajede frem og tilbage. “Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt, men jeg har en underlig fornmmelse af at skoven taler til mig, vil mig et eller andet. Jeg tror ikke, at den vil mig noget ondt. Grenens “bid” om midt håndled føltes mere som en hundehvalp, der kommer til at bide lidt for hårdt.”
Bjørn nikkede skeptisk. “Måske du alligevel skal holde dig lidt væk fra skoven. Du må i hvert fald love mig ikke at gå ind i skoven alene – ikke efter alt hvad der er sket her på det seneste. Skoven er ikke længere den skov, som jeg kender. Jeg stoler ikke på den.”
“Så du har den samme fornemmelse? At skoven vil os et eller andet?”
Bjørn brummede et eller andet og så tænksomt ind i flammerne.
De sad lidt i tavshed, opslugt af deres egne tanker, men da ilden til sidst var blevet til ulmende gløder, så Sara over mod Bjørn.
“Hvad sagde politiet egentlig, da du ringede til dem?”
Bjørn rejste sig og smed et par brændeknuder ind i pejsen og ruskede op i gløderne.
Bjørn trak på skuldrene. “De plejer ikke at tage det særlig alvorligt, når folk pludselig forsvinder fra Granly. Forsvunde landsbyboere plejer altid at dukke op i en af de større byer på et eller andet tidspunkt, enten på grund af en dame eller et nyt job. De får landsby-kuller og flygter fra den ene dag til den anden. Jeg prøvede at forklare dem, at det er noget andet denne gang. At der sker noget mystisk og uforklarligt her i Granly, men jeg ved ikke, om de troede på mig.”
“Tror du, at de kommer? Måske kan deres politihunde finde flere spor, end vi har kunnet? Måske kan de … du ved … snuse til skoene eller et eller andet? ”
Bjørn nikkede. “Ja, måske. Betjenten sagde, at de ville se tiden an – Vente et par dage og se om folk skulle dukke op af sig selv.” Han rykkede sig urolig i stolen. “Men jeg har en sær fornemmelse af, at det her langt fra er slut. At folk ikke bare dukker op af sig selv denne gang. Og jeg bryder mig ikke om, at skoven er så interesseret i dig, Sara. Hvad er det, den vil med dig?”
Sara så ud ad vinduet.
Havde træerne rykket sig tættere på landsbyen?
Kapitel 6 – Skovens ånd
I de sidste dage op til jul patruljerede byens borgere i skiftehold rundt om landsbyen. En tung stemning lå over byen, som om alle ubevidst vidste, at de havde gjort sig skyldige i noget utilgiveligt. Sara brugte dagene i skoven på at studere træerne, der til hendes store forundring faktisk havde rykket sig over en meter tættere på landsbyen. Nye rødder havde bredt sig ind mod bytorvet lige under den frosne jordskorpe og store grene strakte sig nu målrettet ind mod den første række af huse og henlagde dem i dyb skygge. Grene kradsede på tagene om natten, og på vinduerne, og rødderne fik murværket til at slå revner.
Om natten sov Sara uroligt. Hun kastede sig fra side til side i den store seng, men kunne ikke finde hvile. Det var, som om, hun hørte stemmer i natten.
“En blev taget … nu må én gives … blod for bark … kød for rødder … du er den, vi har ventet på … kom til os … kom, før jorden åbner sig … vi kalder … vi kalder …”
Sent på natten faldt hun i en urolig søvn, og da hun vågnede om morgenen var der igen jord og grannåle på gulvet tæt på hendes seng. Hun havde også mistet appetitten. Maden smagte hende ikke og kaffen føltes alt for varm og brændende i hendes mund. Når hun så sig selv i spejlet kiggede et blegt ansigt tilbage på hende.
Det var kun langt inde i skoven blandt duften af fyrrenåle, at hun følte sig levende, som om træerne gav hende energi. Bjørn fulgte hende troligt hver eneste dag ind i skoven. Han undersøgte dyrespor og ledte efter spor efter de forsvundne, men fandt ikke andet end aftryk efter ræve, mårhunde, rådyr og andre af skovens fredelige beboere.
Sara kunne se bekymringen lyse ud af hans øjne, når han så på hende, men han sagde ikke noget.
Juleaften samledes alle på byens torv. Store projektører oplyste torvet, som om de med lys kunne skræmme uhyggen langt væk. De stod tætte rundt om juletræet på bytorvet og de yngste af byens spejdere tændte levende lys, som var sat fast med ståltråde på hvert af træets grene.
Sara kunne mærke et jag af smerte for hvert lys, der blev tændt, for hver flamme der brændte. Hun tog sig til hovedet i smerte og trak sig væk fra torvet, væk fra lyset, væk fra varmen. Hun kunne se Bjørn spejde efter hende og sende urolige blikke mod den skov, som han før havde kendt og elsket, men som nu virkede mørk og truende.
Han kom over mod hende.
“Er du okay?” spurgte han og rynkede panden.
“Ja, nu er jeg. Jeg skulle bare lige lidt væk fra lyset.”
“Skal jeg følge dig tilbage til hotellet?”
“Nej tak. Jeg har det bedst her – tæt på skoven.”
“Du går ikke derind, vel? Det kunne du ikke finde på?”
“Jeg kan mærke skovens puls,” svarede Sara drømmende. “Skoven vil mig … den elsker mig.”
Bjørn så nervøst på Sara. “Du må ikke gå derind, Sara. Jeg vil ikke miste dig. Du er kommet til at betyde meget for mig i de sidste par dage.”
Sara så på Bjørn og blinkede et par gange, som om hun netop var vågnet fra en dejlig drøm.
Bjørn tog hendes hånd i sin og trak hende beskyttende ind til sig. Sara mærkede et kort øjeblik varmen fra hans krop, men gled så lydløst ud af hans favn og gik ind mellem træerne, hvis grene hurtigt lukkede sig bag hende.
Bjørn fulgte efter, men det var, som om skoven ville forhindre ham i at nå frem til Sara. Grene svirpede ham i ansigtet, brombærgrene satte sig fast rundt om hans støvler og han havde en stærk fornemmelse af, at træerne lænede sig truende ind mod ham.
Han famlede sig frem i det tættere og tættere vildnis, og sank udmattet om i sneen, der hvor Saras fodaftryk forsvandt ind bag en ubrydelig mur af træer.
Kapitel 7 – De forsvundne børn
Skingre rædselsslagne skrig fik Bjørn til at springe op fra den hårde, kolde skovbund. Skrigende kom inde fra landsbyen. Han satte i løb, og mærkede grene i ryggen, der puffede ham fremad, som var han et fremmedelement i skoven, der skulle skubbes ud og væk.
Da han nåede frem til torvet blev han mødt af grædende, desperate forældre i morgenkåber og nattøj, der gravede med de bare hænder mellem brosten og jord under det store juletræ, der hældede faretruende til den ene side. Under træet stod en række barnesko, dækket af sne og jord. Brosten lå spredt rundt på pladsen, som var de blevet revet op af jorden med voldsom kraft.
Bjørn kunne mærke hårene rejse sig i nakken. Han så op på rådhusbygningens store urvisere. Klokken var lidt over midnat.
“Børnene er væk … de er væk,” jamerede en kvinde, der var faldet ned på knæ og nu rokkede hvileløst frem og tilbage, mens hendes mand gravede med begge hænder i den frosne jord til hans hænder blødte.
“Hvad er der sket?” udbrød Bjørn, men inderst inde vidste han godt, at skoven igen havde krævet og taget fra landsbyen. De små børn, der havde tændt levende lys i grantræet juleaften var væk, forsvundet. Deres små støvler stod som triste, tavse monumenter i sneen, og der var intet, han kunne gøre.
“Vi har brudt pagten med træet.” En ældre kvinde stod lidt væk fra Bjørn og knugede sine hænder. Hun vendte blikket mod ham. “Det træ hørte til i skoven. Mine forældre fortalte mig altid, at det træ var vigtigt for byen, at det beskyttede os mod skovens utæmmede kraft.”
Bjørn nikkede og mærkede skyldfølelsen skylle ind over sig. Det havde været hans opgave at passe på skoven, at passe på ‘Skovens Lys’. Han burde have forhindret graveren og hans assistent i at fælde det store grantræ. Men nu var det for sent. Han begravede ansigtet i sine store hænder. Hvad skulle der nu blive af dem allesammen.
Han tænkte på Sara, der var fanget langt inde i skoven helt alene.
Kapitel 8 – Skovens sidste offer
Men Sara var ikke alene. Hun var omgivet af liv. Summende, vibrerende liv, der fyldte hele hendes krop og alle hendes tanker. Hun var en del af skoven. Hun følte ikke kulde. Hun følte ikke sult. Træerne gav hende alt, hvad hun havde brug for og beskyttede hende.
Hun havde fulgt de luftige stemmer, der havde kaldt hende til sig. Træerne havde hjulpet hende på vej, puffet hende venligt frem og nu stod hun her omgivet af birk, røn, pil, eg og bøg. De mange træer, der omgav hende, sendte forsigtigt deres fine rodspidser frem mod hende. Sara forstod, at de før så truende træer, ikke ønskede at gøre hende ondt. Det var, som om de med deres fintfølende, søgende bevægelser, så hende som den hun virkelig var. Hun var en af dem, og det havde hun altid været.
Et sted langt borte i en anden verden hørte hun lange, klagefyldte skrig fra forældre, der havde mistet det eneste, der virkelig betød noget. Hun vendte ansigtet mod landsbyen. Hun blev nødt til at hjælpe. Få skoven til at stoppe med at kræve sin ret. Hun så rundt blandt træerne, der stod svajende som i en mild forårsbrise.
Hun løb frem mod træerne i den tætte cirkel, men de flyttede sig ikke. De ville have hende til at blive.
“Hvad er det, I vil mig?” råbte hun. “Hvad er det, I vil have mig til at gøre?”
Hun faldt grædende ned på knæ, forvirret, splittet mellem to verdener. Splittet mellem Bjørns varme omfavnelse og træernes uendelige kærlighed.
Rundt om hende kom træerne nærmere, og hun hørte deres milde stemmer:
“Du er skovens ånd. Du er den udvalgte. Vi har valgt dig til at genoprette pagten mellem mennesket og skoven. Vil du? Vil du blive hos os?”
Og med et forstod Sara. Hun forstod, at hendes liv nu var i skoven, at hun hørte til her. Det var hendes skæbne at skabe balance mellem vildskab og frodighed, og at give det tilbage, som skoven havde taget.
Sara så ned på sine fødder, der nu var sunket ned i den bløde skovbund. Ud fra dem skød kraftige, stærke rødder, der snoede og voksede længere og længere ud under skoven. Hun mærkede hvordan hendes krop forvandlede sig. Hvordan hendes hud blev til bark, hendes arme og fingre til grene og kviste. Lykkelig, som hun aldrig før havde været, strakte hun sine stærke grene højere og højere op mod lyset og bredte dem ud som fejende vifter, ud mod hvert hjørne af skoven.
Hun var endelig kommet hjem.
Kapitel 9 – Livet efter
Bjørn stod ved vinduet og så ud mod skoven, der nu langsomt var begyndt at trække sig tilbage. Han havde ledt og ledt efter Sara hele dagen, men hun var forsvundet uden det mindste spor – ikke en gang en støvle havde han fundet i skoven. Byen var mennesketom, knuget af sorg.
Solen hang lavt, som en glødende kugle, lige over trætoppene. Det var smukt, men Bjørn tog sig i at tænke, at han aldrig mere ville kunne føle glæde i sit liv. Skoven havde vundet. Den havde taget deres glæde, deres lykke og deres fremtidsdrømme. Pagten var brudt, vildskabet sluppet løs, og skoven havde taget Sara.
Bjørn sukkede og ville gå væk fra vinduet for at prøve at spise lidt suppe. Han havde hverken spist eller sovet i et døgn, og hans nerver var tyndslidte. Ud af den ene øjenkrog så han en skygge i skovbrynet og enkelte grene bevægede sig og fik et fint pulver af sne til at dale ned på jorden.
Bjørn kneb øjnene sammen. Var der noget, der lyste rødt? En hue måske?
Med tilbageholdt åndedræt greb han sin jakke og trak støvlerne på. Han tog trappen i store spring og åbnede hoveddøren, og da han kom ud på fortovet satte han i løb over mod skoven. Hans hjerte hamrede i brystet, da han løb over torvet og hen mod skovkanten.
Da han så rækken af børn, stå hånd i hånd i skovkanten med forvirrede ansigtsudtryk og kun en enkelt støvle på fødderne, kunne han ikke holde tårerne tilbage.
“De er tilbage,” råbte han ind mod landsbyens lukkede vinduer. “De er kommet tilbage. Skoven har givet os vores børn tilbage!”
Et efter et åbnede landsbyen sine døre og vinduer og byens beboere strømmede ud af deres huse og løb over mod skoven, hvor de knugede de hjemvendte børn ind til sig.
I forvirringen opdagede ingen, at også graveren, hans assistent, frisøren og borgmesteren kom gående ud af skoven. Borgmesteren så underligt fortabt ud uden sin store bjørneskindshue, men graveren gav ham et venskabeligt klap på skulderen og pegede over mod kroen. Borgmesteren nikkede taknemmeligt. Han kunne godt bruge en snaps. Han tog et par skridt frem, tøvede og vendte så rundt og tog Julietta i hånden. I samlet flok fulgtes de hjemvendte ind på kroen og julefreden sænkede sig over landsbyen.
Kun Bjørn blev stående tilbage og spejdede efter Sara, men hun kom ikke. Skoven havde beholdt sit sidste offer.
Da Bjørn vendte rundt for at gå hjem, så han en politibil dreje ind på den lille parkeringsplads.
‘I er lidt for sent på den,’ tænkte Bjørn og lukkede døren bag sig.
Da han senere på aftenen lå i sin seng, mærkede han en sær kulde sive ind fra vinduet. Han vendte sig for at tjekke om han havde lukket vinduet ordentligt. I halvmørket fik han øje på Sara – eller det der før havde været Sara. Han genkendte hendes blå øjne, hendes smil, de bløde læber, men hendes før så lyse, lange hår var nu gyldne blade, hendes arme var lange grene og hendes krop dækket af bark og mos.
“Sara?” udbrød han. “Hvad er der sket med dig?”
“Jeg er skovens ånd. Pagten er genoprettet. Mit hjem er nu i skoven, hvor vinden danser i mine grene og mine stærke rødder breder sig ud under landsbyen. Kun ved jævndøgn og ved solhverv kan jeg fremover tage menneskeskikkelse og besøge din verden.”
Bjørn rakte ud og tog Saras hånd. “Så vil jeg møde dig der, ved skovkanten … hvis du altså ønsker det,” tilføjede han usikkert.
“Der er ikke noget, som jeg ønsker mig mere end det,” svarede Sara og kærtegnede Bjørns kind, før hun forsvandt som tågedis ud gennem vinduet.
Redaktionel vurdering – Skovens lys – et julegys
Af Eva Götzsche
Jeg synes, dette er et meget stemningsfuldt og ambitiøst bidrag, som på fin vis blander julefortælling, gotisk gys og naturmystik. Allerede fra de første sider oplever jeg en rimelig funky blanding af den Dickens-inspirerede ramme med landsbyen, julen og de mørke hemmeligheder under overfladen, kombineret med fascinationen af naturens eget liv og vilje – næsten som en litterær fætter til Træernes hemmelige liv. Det er en spændende og ret original kombination.
Jeg er især glad for, hvordan skoven bliver en aktiv medspiller i fortællingen. Den er ikke bare kulisse, men et levende væsen med hukommelse, vrede og moral. Det fungerer virkelig godt, og jeg mener, at beskrivelserne af rødder, grene, lyd og kulde er blandt tekstens stærkeste passager. Man kan næsten mærke skoven trække vejret. Også idéen om pagten mellem landsbyen og træet er stærk og giver fortællingen både mytisk tyngde og en klar etisk kerne.
Sara er en interessant hovedperson. Jeg synes, hendes baggrund som rodløs og hendes tætte forhold til træerne er godt tænkt og fint spejlet i hendes skæbne. Forvandlingen – både den gradvise tiltrækning mod skoven og den endelige metamorfose – er skrevet med ro og værdighed, og jeg oplever slutningen som både sørgelig og smuk på samme tid. Det er en afslutning, der bliver hængende i læseren.
Fortællingen er rig på stemning, billeder og forklaringer, men enkelte steder bliver der forklaret meget tydeligt, hvad skoven vil, og hvorfor den handler, som den gør. Jeg tror, teksten ville stå endnu stærkere, hvis du nogle steder turde lade mere være usagt og lade læseren drage sine egne konklusioner.
Derudover mener jeg, at tempoet i midterdelen godt kunne strammes en anelse. De mange kapitler og gentagelser af forsvindinger og uro bygger stemning, men risikoen er, at spændingskurven flader lidt ud, før den når sit klimaks. En smule kondensering kunne gøre gyset endnu mere intenst.
Samlet set synes jeg, at Skovens lys – et julegys er et meget helstøbt og stemningsmættet bidrag, der tør være både mørkt, poetisk og eftertænksomt. Det er en fortælling, der tager julemotivet alvorligt – ikke som hygge, men som overgang, offer og genoprettelse af balance. Med lidt mere tilbageholdenhed i forklaringerne og en smule stramning i midten har teksten et virkelig stærkt litterært potentiale.
