af Peter Rosenlund Sørensen
“Mor, mor, hvor er du?” råbte Victor allerede, inden han var kommet ud af bilen.
“Rolig nu,” sagde Jacob, men sønnen var allerede stukket i løb op ad flisegangen til fordøren. “Pas på, at du ikke glider. Det er frostvejr.”
Han rystede på hovedet. Sådan var det hver gang, han skulle aflevere børnene hos deres mor. Med et suk slukkede han bilmotoren uden at fjerne sin venstre hånd på rattet. Hvor mange gange havde han ikke snakket med Victor om det? Men, fem år, så savner man sin mor. Han var allerede nået op og slog ivrigt på døren med sine små knytnæver, selv om dørklokken ikke hang længere oppe, end han kunne nå den.
Jacob løftede blikket til bakspejlet. Nadja sad med sin skoletaske trykket ind mod sig, og så ud ad bilruden med et eftertænksomt blik.
Stakkels pige. Hun hadede, når de skulle skilles. De tre år mellem hende og Victor gjorde en verden til forskel. Julen og sommerferien var den mest smertefulde tid. I hvert fald for børnene. Selv var han kommet videre. I hvert fald et stykke videre, men når han så, hvordan børnene reagerede, vidste han godt, at adskillelsen ikke var en byrde, de kunne lægge fra sig. Han vendte sig om mod hende.
“Nå, vi må hellere få jeres tasker og pakker op til… huset.”
Han ville have sagt mor, men det gjorde stadig ondt at bruge dette ord om Line. For han følte ikke, at hun levede op til det. En mor samler, en mor adskiller ikke. Men på den anden side kunne han ikke gøre noget. Han kom aldrig længere end til fordøren.
Uden et ord steg Nadja ud af bilen og begyndte at gå op mod huset. Han knugede hænderne, men da hun standsede op og vendte sig om efter ham, var det som noget løsnede sig i ham, og han steg ud. Lyset blev tændt i entréen. Døren gik op. Line kom til syne og slog armene om Victor, så han forsvandt i hendes favn. Ja, selvfølgelig savnede hun børnene. Men det var hende, der havde valgt savnet, valgt adskillelsen. Ikke ham, ikke børnene.
Hun sad stadig med armene om Victor, da de nåede op. Nadja ventede på, at det blev hendes tur. Han hadede det. I stedet betragtede han døren. Tænkte han det ikke nok? Allerede første gang havde han bemærket døren. Den trængte til olie. Typisk Line. Efter al juleriet med lyskæder, nisser og engle i forhaven at dømme, var det ikke tid, hun manglede. Han bed sig i læben. Han kunne være ligeglad, men der havde altid været noget… overfladisk ved hende. Selv i de gode tider havde Han følt det, men han havde viet sit liv til familien, og så måtte han også tage hendes kedelige karaktertræk med. For børnenes skyld kunne hun godt tænke sig mere om.
Line slap Victor, og i stedet forsvandt Nadja i hendes favntag. Det lød, som hun græd? Ja, det kunne ligne hende. Krokodilletårer. Selvfølgelig havde han også sine fejl. Det var han den første til at indrømme. Til gengæld var han ikke den, der stak halen mellem benene, hver gang, der var noget, der ikke gik hans vej. Så måtte man ændre på forholdene.
Han kastede et blik op og ned ad den rolige villavej. Store, dyre biler holdt tæt efter hinanden og vidnede om alt det, der foregik inde bag de oplyste vinduer; klejner, brunkager og forventningsfuldt samvær. Måske var det alligevel dumt, at han havde sagt nej til Jespers forslag om at mødes over en øl på Vestergade Bodegaen senere. Det var for sent nu. Nadja brød ud af morens favntag, og de så på ham med spørgende blikke.
“Her er børnenes tasker,” sagde han og rakte den frem til Line uden at se hende i øjnene, “jeg henter lige det sidste.”
Han gled af på det krampagtige smil, som han fornemmede, at hun forsøgte at sende ham. Jo, det var blevet bedre mellem dem. De kunne aflevere børnene til hinanden i ro og orden, de kunne holde aftaler. Selvfølgelig var det ham, der havde været problemet i begyndelsen. Det fik han også læst og påskrevet. Men var der nogen, der tænkte på, hvor ramt han var, og derfor ikke opførte sig på passende vis? Kunne han føle andet end sorg og vrede og… fornedrelse? I hvert fald var der ikke megen forståelse for hans situation i Familieretshuset, for ret var der ikke noget af og familien eksisterede ikke efter deres afgørelse. Familieopløsningshuset var en bedre betegnelse.
Han åbnede bagagerummet og løftede endnu et par tasker ud. Fra nabohuset var der lys i i køkkenvinduet, selv om det ikke var mørkt endnu. Uden tvivl stod fru Henningsen under dække af at lave mad og iagttog ham. Dumme kælling. Hun havde blandet sig. Mange gange. Ikke kun med irettesættende blikke, nej hun havde maset sig gennem hækken under et af deres skænderier, og truet med at ringe til politiet. Hun stod sikkert forventningsfuld og ventede på, at han forløb sig igen. Den glæde skulle hun ikke have. I morgen var det juleaften, og børnene skulle have følelsen af, at der var fred mellem ham og Line.
“Husk også gaverne til mor,” råbte Nadja, inden hun gik ind i huset. Nå ja, gaverne til mor. Børnene havde pakket deres gaver ud fra ham i går. Han havde ovenikøbet anskaffet et juletræ. Lidt skæv i toppen, og et underligt bart stykke på den ene side nær foden. Til gengæld kostede ikke så meget, og han ville smide det ud, så snart han kom hjem. Men børnene var glade for det, de havde ovenikøbet sunget et par julesange sammen foran det.
Han havde pakket deres gaver til ham ud i går. En trøje. Et sæt boxershorts. Strømper. Selvfølgelig noget, Line havde valgt. Hun kendte hans smag. Ja, hun mente ovenikøbet, at hun havde skabt den.
“Men ikke længere”, hviskede han for sig selv. Ikke desto mindre havde han valgt at tage trøjen på. Det var børnene glade for.
Sådan. Bagagerummet lukket. Taskerne i den ene hånd, gaverne til Line i en pose i den anden. Han studsede. Lige nu kunne han ikke huske, hvad han havde med til hende? Sært. En flad, næsten trekantet pakke i gråligt papir, og en tung kuglerund genstand, som han åbenbart havde fundet noget blåt julepapir til med hjerter og stjerner og hele pivtøjet på. En gang elskede han at forkæle hende med dyre gaver. Pakket overdådigt ind. En minkpels var det mest overdrevne. Men det var før, at alle minkene blev slået ihjel under Coronakrisen. Til hans overraskelse blev hun skidesur. Det var synd for de stakkels dyr, hvorfor tænkte han ikke på dyrevelfærd? At de til julemiddagen havde spist både and og flæskesteg, skabte hun sig ikke over. Jo, hun kølede efterhånden ned, og hun tog den gerne på ved særlige anliggender. Gad vide, om hun stadig havde den?
Nadja stod i døråbningen med Lines arm om sin skulder, da han gik tilbage. En ubehagelig usikkerhed greb ham. Gad vide, om hun ville invitere ham med ind? Og ønskede han det? Eller – det kunne også være, at hun ikke inviterede ham ind, og hvordan ville han så have det med det? Et dilemma. Måske skulle han bare gå hen til hende, give hende taskerne og pakkerne… og et lille knus, og så vende om, hovedet holdt højt og køre derfra med et nonchalant vink ud af sideruden. Jo, han skulle have sagt ja til Jespers forslag om en lillejuleaftens øl. Øv.
Et par gange tidligere havde hun inviteret ham ind. Første gang var få måneder efter skilsmissen. Han havde været bleg, svag, trist, blød og uden værdighed. Knap var han kommet indenfor, før han var faldet på knæ og havde tryglet hende om at tage sig tilbage. Han havde grædt og lovet, at alt ville blive anderledes, mens hun stod med armene ubevægelige ned langs siden. Hun sendte han et blik, han ikke kunne gennemskue – og en tavshed, han ikke kunne misforstå. Sådan en situation ville han ikke udsætte sig for igen.
Han så op. Line vinkede til ham. Det gav et sug i brystet. Åh, den gamle blødhed, den forbandede følelse af, at hun havde magten, at hun var dommeren. Han satte sig på hug og lod som om snørebåndene var gået op.
Anden gang var et halvt år inde i skilsmissen. Bitterheden sad stadig i ham som en kræftknude, og da de i over en halv time havde skændtes om resterne af deres fælles liv, bristede knuden som en moden byld. Ord, han helst ville glemme, sivede som gullig materie; voldsomme fagter og løftede hænder… Det kostede måneders overvåget samvær. Han længtes efter børnene hver gang, men følte altid lettelse, når de var gået og han kunne trække gardinerne for.
“Hej Line,” hilste han lavmælt og med de betingede refleksers smil.
“Jacob, glædelig jul.” Hun lænede sig frem, som ønskede hun, at han kyssede hende på kinden. Det var bestemt ikke almindelig adfærd, og han besvarede tilkendegivelsen med tørre læbers tryk. Nadjas nysgerrige blik fik ham til at føle sig rød i hovedet.
“Børnenes tasker, gaver…”
“Gaver?” spurgte Line forbavset, og pegede på dem. Ja, gaver. Vel ikke så svært at forstå. Jul, baby. Skulle han modtage uden at give? Han betvang sin trang til at ryste på hovedet. I stedet sendte han hende et undskyldende smil. Som om der var noget at undskylde. Hvor ofte havde hun ikke klaget over den manglende balance i forholdet? At han aldrig var der. Den slags argumenter skulle hun ikke have mere. Han lynede sin jakke op. Pegede.
“Pæn trøje fra Victor. Tusind tak for den. Godt valg. Jeg håber, at det er i orden, at vi pakkede ud i går?” sagde han.
“Bestemt,” sagde Line og smilede, tydeligvis lettelse ved synet. Hun vendte sig om mod Victor.
“Gider du lægge fars gaver ind på soveværelset?”
“Åh, de er tunge,” protesterede han, da han tog posen.
“Sludder, du siger altid, at du er så stærk.” sagde Line og bøjede armene, som ville hun vise muskler.
“Det er jeg også, ikke far?”
“Superstærk.”
Men en tilfreds mine gik Victor mod soveværelset. Jacob så efter ham. Måske var det bedre, hvis hun straks pakkede dem ud. Han kunne stadig ikke huske, hvad han havde købt. Forbandet. Der havde været sådan et par situationer den sidste tid. Han kunne gøre en masse ting som ren rutine, men uden at have nogen erindring om det efterfølgende. Når han så opdagede, at der var mælk i køleskabet, når han kom tilbage fra supermarkedet med to liter ekstra, blev han overrasket. Hvornår havde han lige købt det?
“Noget galt?” spurgte Line. Han bemærkede den lille snoede panderynke, der gik fra det venstre øjenbryn og et pænt stykke op over det højre. Bekymringsrynken, kaldte hun den, men der var intet at bekymre sig om nu.
“Nej da… men øh, måske skulle jeg se at komme videre.”
“Men Jacob… vil du ikke ind? Bare et øjeblik?” sagde hun hurtigt.
“Det ved jeg ikke.” Hans blik faldt på Nadja. Nadjas uudgrundelige blik, som han havde fornemmelsen af registrerede alt og lagde det som erindringslag. Hvordan er far nu, hvordan var han sidste gang? Hvad vil der ske, hvis han går med ind? Han var ikke i tvivl om, at det ville betyde noget for hende, hvis han tog mod invitationen. “Jo, ok. Så lige et øjeblik for at få varmen.”
“Varmen, ja, det er køligt i dag,” sagde hun. “Så var det måske en idé med en kop kaffe. Jeg har noget på kanden.”
Han tog skoene af. Han havde taget et par julegavestrømper på. Det bemærkede hun ikke, for hun var allerede gået ud i køkkenet. Her stillede hun to kopper og en lille skål med klejner og brunkager frem.
“Og du bruger stadig hverken mælk eller sukker?” spurgte hun
“Lidt mælk, tak,” sagde han, blot for at vise, at alt ikke var ved gamle. Hun satte en sødmælkskarton på bordet og lod ham selv skænke i. Derpå satte hun sig og så alvorligt på ham.
“Det er nok ikke det rigtige tidspunkt… men…”
Hun tav. Og i tavsheden gik det op for ham, hvad hun ville sige.
“Jeg har mødt en anden,” fortsatte hun som en lydlig parallel til hans tanker. “Jeg har… mødt en anden
Okay. Og det følte hun, at hun måtte sige to gange? Så fattesvag var han ikke.
“Det måtte jo komme,” sagde han og skyndte sig at drikke af kaffen.
“Ja, men… det er en ny situation for os.”
“Om det var dig eller mig, der kom først med en ny… partner, gør ikke den store forskel.. Det måtte jo ske på et tidspunkt.”
“Jo…. jeg… jeg er glad for at du tager det så pænt.”
“Det er jo sådan, det er.”
“Og vi skal fejre jul sammen med ham. Ja, det kan du selvfølgelig godt selv regne ud. Men undskyld. Jeg skulle have sagt det før.”
Han så bort. Undskyld? Hvad var der at undskylde? De var skilt. Han var kommet over det. Næsten kommet over det. Hun havde jo haft det godt. Næste år ville han blive brandinspektør, når Juul-Madsen gik på pension. Dermed et par løntrin højere. Line havde sit halvdagsjob. Det havde betydet en vis arbejdsdeling. Hun stod for det meste derhjemme. Købte ind og lavede mad, den slags. Men hvilken familie har ikke en arbejdsdeling? .
“Og børnene – hvad med dem. Hvordan har de taget det?”
“Jo, børnene…” Hun bed sig i læben, som havde hun ikke noget klart svar. Hvordan hun havde fået dem til at holde mund undrede ham. Måske var Victor endnu for lille til at forstå det. Men Nadja ville ikke være i tvivl. Ikke et ord var sluppet ud, ingen antydninger. Med mindre han ubevidst havde ladet dem gå over hovedet på sig? Godt Nadja ikke var i køkkenet nu.
“Hvad hedder han? Hvis jeg må spørge?” spurgte han og ærgrede sig over den lille vibration på stemmen.
“Han hedder… Edvard.”
“Edvard?”
“Ja.”
Edvard? Ufatteligt. På forhånd havde han haft på fornemmelsen, at han ikke ville bryde sig om navnet på Line kommende elsker. Med Edvard – det var da et frygteligt navn. Han forestillede sig en let overvægtig mand med tjavset hår, runde kinder og poser under øjnene. Så blødt… så konturløst.
“Noget galt?”
“Nej, nej,” sagde han, “det er bare ikke et almindeligt navn.”
“Hans farfar kom fra England. Han hed Edvard. Så… han er opkaldt efter ham.”
Ja ja. Ingen grund til at gøre mere ud af det. Typisk Line. Intet kunne interessere ham mindre end denne Edvards stamtræ. Hun måtte da indse, at hun var bedre vant.
Han fik øje på et nyt køkkenskab på væggen bag hende. Det havde han ikke set før. Mørkt træ med et flot mønster. Store låger. Fint snedkererede skuffer til mel, sukker og og andet ophængt under det. Bestemt ikke standardvare. Det måtte have kostet kassen. Line fulgte hans blik. Smilede.
“Edvard har lavet det,” sagde hun henkastet. “Valnøddetræ. I det nye år vil han udskifte alle de øvrige skabe og skuffer. Køkkenet bliver som nyt.”
Som nyt, ja. Modvilligt måtte han indrømme, at det var raffineret håndværk. Og valnøddetræ var ikke billigt.
I samme øjeblik kom han i tanke om det – den ene af gaverne. Han havde købt en fukssvans til hende. Ment som en slags praktisk-humoristisk påmindelse til hende om, hvad han havde lavet derhjemme, som hun aldrig satte rigtig pris på. Hvor mange gange havde han ikke forestillet sig, at han ville give hende den og sige: Her kære ven. Jeg fik jo værktøjet i kælderen ved bodelingen, men alle har brug for noget værktøj Ja, det er en sav, som du nok kan se. Nej, den er ikke beregnet til lammekølen, men du kan da prøve.
Den ironi havde ikke længere sin gang på jorden efter dette flotte hjemmegjorte køkkenskab. Edvard var tydeligvis et geni med værkstøj. Noget pis. Det dunkede i hovedet. Han fik kvalme.
“Jacob?” Hun lænede sig frem mod ham. “Du ser dårlig ud.”
“Dårlig? Åh, nej, det er jeg bestemt ikke.”
Men hjertet bankede som et stempel, så han fornemmede duften af blod i næsen. Noget pis. Bare han ikke fik næseblod – eller værre, en blodprop og dejsede om. Han forestillede sig, hvordan hun ville stå over ham, mens han lå hjælpeløs på gulvet.
I det samme dukkede Victor op i døråbningen. Gudskelov. Jacob rakte ud efter ham, og sønnen gik hen til ham. Helt af sig selv kravlede drengen op på hans skød. Jacob mærkede lettelsen skyllede gennem sig. Det kunne godt være, at hun havde fået et flot køkkenskab, men nu måtte hun da se, hvad det var for en familie, hun splittede.
“Får man lidt lækkert?” spurgte drengen og rakte ud efter en småkage.
“Ja selvfølgelig. Vi skal da også have lidt julesnolder,” sagde hun og rejste sig. Hendes hånd strejfede ham. Det glædede ham. Han var ganske vist ikke så vild med fyldte chokolader og hvad Line ellers foretrak. Men det, at hun ville servere mere end småkager, tog han som en indrømmelse. Han trykkede sønnen hårdt ind til sig.
“Av far,” udbrød Victor.
Han slap ham. Okay, han skulle ikke overgøre det. Line åbnede et køkkenskab og tog et par dåser frem, dekoreret med grantræer og julenisser. Hun fyldte et par små juledekorerede skåle med chokolader og satte dem på bordet. Victor tog straks en håndfuld.
“Hov, hov, én ad gangen,” sagde han, men lod ham beholde dem. Selv nøjedes han med en brunkage. Til hans overraskelse var den sprød og… velsmagende.
“Okay, det er da noget andet, end dem man køber i supermarkederne,” sagde han.
“Edvards opskrift,” sagde hun med et smil og satte dåserne på plads. Han stivnede. Nu føltes kagen som en klæg masse i munden. Edvard her, Edvard der. Hans åndedræt blev hektisk. Det var ikke hyggeligt. Bedst at komme hjem hurtigst muligt. Han skulle lige til at sætte Victor på gulvet, da Nadja kom ud i køkkenet. Hendes gammelklog blik gled fra moren og til ham og tilbage igen. Nu gjaldt det om at holde facaden.
“Skal du ikke også have et par brunkager eller et stykke chokolade?” spurgte Line. Uden et ord valgte Nadja en brunkage. Hun tog bid af den.
“Arg, den smager dårligt,” udbrød hun og spyttede den ud på gulvet. Line sprang hen og greb hende om skulderen.
“Nadja, hvad er det, du gør?”
Hun rev et par stykker køkkenrulle af holderen og tørrede hurtigt op. Derefter satte hun sig, og trak en modvillig Nadja hen til sig.
“Er der noget galt?”
Nadja rystede på hovedet, men hun søgte hans blik. Han følte sig utilpas. Hvad skulle han gøre? Hvad ville hun have ham til at gøre?
“Lad mig lige få resten af småkagen?” sagde Line.
“Nej.”
“Nadja. Kom så med den.”
Modstræbende rakte hun moren kagen. Line lugtede til den og tog så en bid.
“Helt ærlig, den smager glimrende,” sagde hun hovedrystende. Hun vendte sig mod Jacob. “Synes du ikke også, at de smager godt?”
“Åh jo, men du ved, at brunkager ikke er min favorit. Vaniljekranse, krokoskranse – den slags er mere mig.”
Line kneb læberne sammen. Hun så ned i bordet, mens Nadja satte sig ved bordenden.
“Vi mødte Edvard i fredags,” sagde hun så.
Line så på hende, som forstod hun ikke, hvad hun lige hørte.
“Vi mødte Edvard…”
“Mødte I Edvard? Jamen, hvordan…?”
Hun så forvirret på ham. Han våndede sig. Hvordan havde han kunne glemme det? Hvorfor var han ikke kommet på det, da hun fortalte, at hun havde fået en kæreste. Børnene havde opdaget Edvard, da de gik tur over til legepladsen Fjordparken i fredags. Victor var løbet hen til ham. De præsenterede sig for hinanden. Jo, han huskede det nu – en akavet situation. Hvordan skulle han forklare Line, at han havde glemt alt om dette? Hun ville ikke tro ham, hvis han sagde, at det var glemsomhed. Hans blik strejfede hende. Hendes ansigt formede sig i et uroligt landskab af kløfter og slugter.
“Nå, ja.” Han rømmede sig. “Jeg…”
Nej, hvad han skulle sige, så chokeret var han. Fortrængning? Kunne man virkelig fortrænge sådan noget? Og… hvad nu?
“Jeg forstår det simpelthen ikke,” sagde hun, mens hun søgte hans blik. “For et øjeblik siden fortalte jeg dig om ham… okay, du må undskylde, hvis der er noget, jeg har misforstået, men det virkede bestemt ikke, som om du havde mødt ham?”
“Nej, det… jeg syntes, at du skulle have lov at fortælle mig det.”
“Gjorde du?”
“Ja. Børnene hilste på ham. Det kom bag på mig. Jeg vidste ikke, hvem han var. Ja, du må forstå, at det ikke var så nemt for mig. Jeg…”
Hun nikkede. Men forstå det, gjorde hun tydeligvis ikke. Det gjorde han heller ikke selv. Så vidt han huskede, var han en smule lavere end ham, men hverken fedladen eller rund, som han havde forestillet sig. Hans fremstrakte hånd var blød, men håndtrykket var fast. Han snakkede og spurgte med en venlighed, der var ved at give ham kvalme. Og børnene – de syntes sikkert, at situationen var underlig, men ellers virkede det ikke, som om de havde noget mod ham. Jo, som et sæt dominobrikker, der blev rejst, begyndte han at huske igen. Også at Edvard fortalte, at han holdt af at gå i parken, og følte sig opstemt ved børnenes. Selv havde han ikke fået børn…
“Han fortalte, at han arbejdede i Skatteforvaltningen,” sagde han.
“Så det gjorde han.” Han brød sig ikke om hendes ironiske tonefald. Han fik en idé.
“Nå, men det undrer mig, at han ikke har fortalt dig, at han mødte os?” sagde han. Det gav et gib i Line. Sådan. Få spillet bolden over på hendes banehalvdel. Efter hendes ansigtsutryg at dømme, så det ud til at være lykkedes.
“Han har ikke ringet siden i torsdags,” sagde hun stille. “Jeg har ringet og skrevet flere gange uden held.”
“Jamen dog,” sagde han med påtagen sympati. En underlig jublende følelse gled gennem ham. Benene rystede. Han har droppet hende… han… Nej, han måtte besinde sig. De kunne have haft et lille skænderi. Det var i fredags, de mødte ham. Så lang tid var der ikke gået endnu.
“Far, sid stille,” klagede Victor. Nå, ja, men det var svært at sidde stille, når man følte sig glad og ophidset på én gang. Han trykkede ham ind til sig. “Far, altså.”
“Bare der ikke er sket ham noget?” Line så bekymret ud.
“Hvorfor skulle der dog være det? Der er sikkert en naturlig forklaring. Han kan have tabt sin telefon, eller hvad ved jeg. Du kan da tage forbi ham. Jeg kan sætte dig af, når jeg kører hjem.”
“Nej, nej. Sødt af dig. Jeg venter.”
“Du gør, hvad du finder bedst.”
“Tja, det er nok også bare mig…”
Hun smilede – eller tvang sig til at smile måske. Han følte sig bedre tilpas. Nu var det hende, der havde svært ved at manøvrere i…. i det. Han skævede til sit ur. Faktisk havde han regnet med at være hjemme nu, eller i det mindste være på vej hjem. Nu skete der ikke noget ved, at bliver her lidt længere.
“Hvad med at se på de gaver, du har med? De så spændende ud.”
“Selvfølgelig,” sagde han modvilligt grimasse. Et øjeblik havde han fortrængt deres eksistens. At give hende en fuksvans, virkede efterhånden som den dummeste og dårligste idé, han nogensinde havde fået. Det eneste forsonende ved at pakke den op nu, var at hun så i det mindste ikke skulle gøre det for øjnene af Edvard juleaften. Og der var stadig spørgsmålet, hvad der var i den tunge runde pakke. En bowlingkugle måske. Men hvorfor skulle han dog give hende en bowlingkugle? Han tvivlede på, at han nogensinde havde hørt hende bruge ordet. Så hvad idéen med det?
“Skal jeg hente dem?” spurgte Nadja.
“Gør det, skat,” sagde Line. Nadja forsvandt. Line sendte ham et smil. Hun var ved at være i bedre humør igen. Det var han til gengæld ikke. En kriblende uro fik ham til at sidde uroligt. Hans hænder rystede.
Nadja kom tilbage med posen. Line tog selvfølgelig den runde pakke først. Jacob kløede sig i nakken. Så begyndte han at rystede over hele kroppen.
“Far,” sagde Nadja bekymret. Line lagde pakken på bordet.
“Nej, nej,” skreg han og skubbede Victor væk.
“Av far, det gør ondt, av…” Drengen begyndte at græde. han greb ham og trykkede ham hårdt ind til sig. Victor skreg, han skreg.
“Jacob, hvad sker der…. hvad der er i vejen. Slip ham. Slip ham…”
Stemmer…. stemmer, der blev til skrig, lys der skar i øjnene. Hovedet, der kogte. Av, av.
“Nej nej…. ah… nej…”
“Far, far…” Pigestemme.
“Far, jeg er bange…” drengestemme, drengegråd.
Han rullede om på siden. Lys og mørke flimrede for hans øjne. Hovedet… hovedet. Han trykkede hænderne hårdt mod tindingerne. Håret var drivvådt af sved.
“Far, far, vågn op….” pigestemme. Nadja?
Han så op. Lyset fra loftlampen snittede i øjnene. To små hænder gled ind foran ham. Et ansigt.
“Victor?!” Hurtigt satte han sig op. Hjertet slog over, så han hev efter vejret. Victors grædende ansigt. Han slog armene om ham. “Jamen dog, hvad er der?”
“Jeg er bange far. Du skriger.?”
“Nej da, nej.”
Han fik øje på Nadja for fodenden af sengen. Hun på ham med en forskræmt mine. Åh. Stakkels unger. Hvad udsatte han dem ikke for? Og… hvad var der egentlig sket?
“Har du mareridt?” spurgte hun.
“Mareridt?” gentog han forbløffet.. Selvfølgelig. Det var forklaringen. Hvorfor skulle han ellers ligge i sin seng og vågne på den måde. Mareridt – det kunne vælte selv en voksen mand ad pinde. Nu måtte han tage sig sammen. Ro på den. Give børnene det indtryk, at han var sig selv igen. Han rakte ud efter Victor og løftede ham op til sig.
“Kom her, min dreng. Der er ikke noget at være bange for. Far havde bare en uhyggelig drøm. Et mareridt, som Nadja sagde”
“Jeg blev bange,” snøftede Victor. “Er det farligt??”
“Nej nej, du skal ikke være bange. Nu er jeg vågen igen, og så er der ikke noget i vejen mere. Pyh, du har sikkert også haft nogle grimme drømme en gang imellem.”
“Ja,” sagde Victor og snøftede. “Så sagde mor, at det bare var nogle dumme billeder, jeg havde i hovedet.”
“Det er også rigtigt. Dumme billeder, en dum film.”
Han lænede sig over mod natbordet. Vækkeuret lå med displayet mod bordet, så han måtte vende det om. Klokken var snart ti. Han havde sovet længe. Stakkels børn. De plejede sjældent at sove længere end til ved syv-tiden. Gad vide, om de havde været vågne siden da? Gad vide, hvor længe han havde ligget sådan og… skreget? Og hvorfor skreg han? Han kunne ikke rigtig huske drømmen. Kun følelsen af noget rædselsfuldt sad i kroppen på ham. Victor så op på ham. Han var tydeligvis ikke rolig endnu.
“Jeg er sikker på, at Nadja godt ved, hvad et mareridt er, ikke sandt skat,” sagde han og så appellerende på hende, “men Victor, du skal vide, at et mareridt er bare en grim drøm. Og når man vågner, går det over. Så skal man lige have lidt koldt vand i hovedet og noget morgenmad at spise. Så er alt godt igen. Er det ikke rigtigt Nadja?”
Nadja nikkede og satte sig på sengekanten. Hun lod en hånd glide gennem sin brors hår. Godt med en storesøster. Godt med en datter, der forstod så meget efterånden. En stor hjælp.
“Victor. Jeg har også haft grimme drømme, og når jeg vågnede, så sagde mor, at jeg ikke skulle være bange. Og så gik det over.
“Det er rigtigt,” sagde han. “Det er lige som at se noget uhyggeligt i fjernsynet. Så kan man slukke for det, og så er det væk. Sådan forsvinder mareridtet også, når man vågner.
Victor nikkede. Han kunne mærke, at drengen ikke længere var så anspændt i kroppen længere. Gudskelov. Nu måtte han finde på noget, de kunne lave sammen, så de blev i bedre humør igen. han kyssede drengen på håret.
“Hvad siger I til noget morgenmad? I må være sultne? Jeg kører ned til bageren og køber noget godt.”
“Jubii,” udbrød Victor.
“Men far,” Nadja pegede på vækkeuret. “Vi skal jo hjem til mor. Vi skal være der klokken elleve.”
“Klokken elleve?”
Nadja nikkede. Pokkers. Det havde han glemt. Han tog en dyb indånding. Faktisk havde han sovet temmelig dårligt. Ikke kun på grund af mareridtet her til sidst, men i det hele taget. Mærkelige drømme, lysglimt… uro i kroppen. Så vidt han huskede, var han ovenikøbet stået op på et tidspunkt. havde åbnet døren for at få lidt frisk luft. Kulden… jo…
“Nå, men morgenmad skal vi have, sagde han,” og vi skal have pakket jeres tasker.”
“Og gaverne til mor,” sagde Victor.
“Taskerne pakkede vi i går,” sagde Nadja med et smil. “kan du ikke huske, at vi gjorde det, mens der var julekalender?”
“Ikke helt?”
“Og du sagde, at du ville pakke gaverne ind til mor, når vi sov,” fortsatte hun, “så vi ikke fortalte hende, hvad du ville give hende.”
“Joh,” sagde han, selv om han ikke kunne huske meget af det, hun sagde. “Nå, men jeg må hellere komme op.”
Victor sprang ned på gulvet, og selv slyngede han benene ud over sengekanten i hurtigt tempo, så børnene kunne få indtryk af, at alt var i orden igen. Han fornemmede, at Nadja så på ham, men han lod som ingenting. Det bekymrede ham, at han ikke kunne huske noget af det, hun sagde. han var ikke i tvivl om, at hun talte sandt. Men en ting var at pakke børnenes tasker – det kunne han gøre i søvne – en fast rutine, han ikke ofrede mange tanker på. Men gaverne til Line? Han kunne hverken huske, hvad han ville give hende eller at han havde pakket dem ind, da børnene sov – eller hvor han havde gjort af dem for den sags skyld. At skulle spørge Nadja om det ville virkelig være underligt.
“I har tøj på allerede,” sagde han, og gik hen til stolen, hvor hans bukser hang over stoleryggen. “Så smut blot ud i køkkenet og dække bord.”
Victor løb ud af soveværelset men Nadja blev siddende på sengen. Hun var blevet så… eftertænksom. Fulgte med i alt, hvad han lavede. Fornemmede, hvordan han havde det. Hjalp til, tog ansvar. Indimellem var det helt fint, men det var vel ikke meningen, at en pige på hendes alder skulle udfylde en rolle som… hendes mor skulle have. Han slog lågen op til skabet med et smæk. Forrest lå en sweater med julemotiv, men den skulle han under ingen omstændigheder have på. Bag den lå en mørk, neutral trøje, som han tog ud.
“Skal du ikke have den trøje på, du har fået af mor?”
“Har jeg fået en trøje af… Line?” sagde han forbavset.
“Ja, kan du ikke huske det? Vi pakkede ud i går…. vi dansede også om juletræ.”
“Om juletræ?”
“Det lille træ, du købte nede ved Brugsen.”
“Nåh ja,” sagde han uden at det gjorde hukommelsen bedre. Nadja åbnede tøjskabet. Hun tog en trøje frem, som han vidste, at han ikke selv havde købt.
“Mors gave til dig.”
Han holdt den op foran sig. En beige pullover. Ærlig talt – han havde ikke lyst til at tage den på. At hvad der havde med Line at gøre, bød ham imod, men med Nadja siddende foran sig, var det ikke rigtigt til at komme udenom. Indrømmet – ganske pæn. Inde i stuen trak det fra det store vindue, så det ville være rart at have noget lunt på, når han så fjernsyn. Endelig – for børnene skyld, ja. For Lines skyld, nej. På den anden side ville hun sikkert tage det som et positivt tegn. Et bevis for, at han var kommet videre, og at de kunne begynde at omgås på en mere konstruktiv måde fremover. Var han interesseret i det? Det var han ikke sikker på. Med mindre det betød, at hun ville komme tilbage igen.
Han stillede sig foran spejlet. Jo, den sad godt; han følte sig veltilpas i den. Og efter Nadjas ansigtsudtryk at dømme, gjorde det hende glad.
“Sådan, hvad siger du så?”
“Den er fin, men…”
“Men hvad?”
Hun så bekymret på ham. Bange måske også. Han rynkede panden. Hvad var nu det?
“Ingenting.” Hun blinkede gentagne gange med øjnene, som ville hun holde tårer tilbage. Han satte sig ved siden af hende. Tog hendes hænder. Han kunne høre hendes åndedræt.
“Nu fortæller du mig stille og roligt, hvad der er galt. Lige meget hvad.”
Hun snøftede. og – tårerne løb ned ad kinderne. Han ransagede sin hjerne. Hvad kunne det være? Hun skulle tilbage til Line. Julen stod for døren. Det gjorde ondt, at de ikke skulle holde jul sammen. Og… Edvard. Havde det noget med ham at gøre? Det er ikke let for børnene, når der kommer nye partnere ind i deres forældres liv. han lagde en arm om hende og trykkede ind til sig. Nej, han skulle nok være…. positiv, var måske ikke det rigtige ord -men samarbejdsvillig. Ja, det ville han være. For Nadjas skyld. For børnenes skyld. Hun løftede sit ansigt op mod ham.
“Hvorfor kørte du i nat?”
“Kørte i nat. Hvad mener du? Jeg lå og sov.”
Han gjorde en grimasse. Sov og sov var måske en overdrivelse. Det var en urolig nat, så meget kunne han da huske. Svært at finde ro, svært at… men hvorfor ville hun sige det.
“Jeg hørte, da du gik ud af døren. Og så så jeg, at du kørte…”
“Nadja, jeg….”
Jeg lå og sov, ville han sige, men han kunne se på hende, at det gjorde han nok ikke.
“Prøv at fortælle, hvad du så….”
Hun snøftede og tørrede næsen af i ærmet. Han havde følelsen af, at hjertet ikke slog, men hjernen var knivskarp opmærksom.
“Du kørte…. og jeg blev bange. Så gik jeg ind til Victor, men han sov heldigvis. Da du kom hjem, sad jeg i stuen og ville gå ud til dig. Men du gik ned i kælderen med det samme.”
“I kælderen?” Han kneb øjnene sammen. Hvad havde hun set. Hvorfor skulle han køre, hvorfor gå i kælderen… og hvorfor kunne han intet huske, når hun var så klar i mælet. “Ja, det kan jeg altså ikke huske. Tror du ikke, at det er noget du har drømt?”
“Du smed dit tøj ud i skraldespanden udenfor.”
“Nej, nu stopper du altså.” Han var lige ved at skælde hende ud, men han tog sig sammen. Ingen grund til at gøre hende mere utryg.
“Det ligger stadig i skraldespanden. Jeg har set efter her i morges.”
“Hvad?”
“Og det lugter i kælderen.”
“Nå, jamen, det må jeg tjekke, når vi kommer hjem,” sagde han og håbede, at han lød rolig og afslappet. “Nu skal vi have noget at spise og så afsted.”
Morgenmaden fik de hurtigt overstået. Kaffen måtte han have til gode senere. Måske Line bød på en kop. Victor virkede veltilfreds, Nadja var tavs, men rolig. Det blev måske en nogenlunde dag – trods alt.
“Så ud og få jeres frakker på… og halstørklæder. Det er hundekoldt. Jeg skal nok tage taskerne. ”
Han åbnede hoveddøren.
“Far, du skal også huske gaverne til mor,” sagde Victor.
“Nå ja.” Forbandet. Hvor havde han lagt dem. Han gik ind i stuen. Nadja fulgte efter.
“Jeg aner ikke, hvor jeg har gjort af dem.”
“Måske har du lagt dem i kælderen?”
“I kælderen? Hvorfor skulle jeg dog det?”
Han så på hende. Hun ville ikke forstå, hvis han ikke kikkede efter.
“Jamen, så ser jeg efter….”
Han gik ud af hoveddøren for at tage bagtrappen derned. Da han kom forbi affaldscontaineren, standsede han op. Skulle han lige se efter? Nej, han ville ikke lade sig påvirke af Nadjas mærkelige drøm.
Nede i kælderhalsen så han at døren stod på klem. Der var lys i gangen. men det kunne lige så godt være en af børnene, der var kommet til at trykke på den forkerte kontakt, da de stod op i morges. Det ville ikke være første gang. Alligevel skubbede han døren langsomt op. Mærkelig lugt. Tung luft. Det skulle lige passe, at der lå en død rotte hernede. Eller… var det ikke en død kat, Line fandt i vaskerummet en gang, de kom hjem fra en sommerferie. Det stakkels dyr havde åbenbart set sit snit til at stikke ind i kælderen en dag, hvor døren stod åben. Heldigvis var det ikke af naboernes.
Der var også lys i hobbyrummet. Lugten blev stærkere. Nærmest kvalmende.
“Har du fundet dem?” kunne han høre Nadja råbe oppefra.
“Lige et øjeblik.”
Han gik ind. Der lå en sav på gulvet. Han samlede den op. En fukssvans. Den så ny ud, men… hvad i alverden var det. Det lignede blod… Forskrækket tabte han den på gulvet og gik et par skridt bagud, så han kunne støtte sig til høvlebænken.
“Far…. jeg er bange,” råbte Victor.
“Det… det skal du ikke være. ” Han vendte sig om og begyndte at skrige, mens han stirrede ind i blikket.
REDAKTØRFEEDBACK
af Eva Götzsche
Uha uha, den her var barsk og bestemt ikke en historie, der bidrog til nogen hyggelig julestemning. Og måske var det netop derfor, jeg faldt for den. Den startede på en måde, så jeg (fordomsfuld, som jeg er) sad med nogle klare forventninger til, hvordan historien ville udvikle sig. Så flyttede min opfattelse sig – og så flyttede den sig igen. Hele vejen igennem blev jeg overrasket og bragt videre, mens uhyggen langsomt bredte sig. Det er virkelig godt klaret!
Der er ingen tvivl om, at du har din værktøjskasse i orden. Jeg synes især, at den måde Jacob er portrætteret på, er stærk. Jeg oplever ham som både troværdig, ubehagelig og sørgelig på samme tid – og det er en kvalitet. Du formår at lukke mig ind i hans hoved, hvor bitterhed, selvretfærdighed og sårbarhed flyder sammen, og langsomt forstår man, at hans blik på verden ikke nødvendigvis er pålideligt.
Jeg mener også, at stemningen er tekstens helt store styrke. Julerammen fungerer fremragende som kontrast til det, der krakelerer under overfladen. De små forskydninger – hukommelsestab, kropslige reaktioner, børnenes tavse observationer – bygger en ubehagelig spænding op, som kulminerer effektivt til sidst. Også Nadja synes jeg er meget fint tegnet; hun ser mere, end hun siger, og hendes tilstedeværelse giver teksten både tyngde og smerte.
Hvis jeg skal pege på noget, du med fordel kan arbejde videre med, så handler det først og fremmest om stramning. Nogle af Jacobs indre refleksioner gentager de samme følelser og vurderinger, og jeg tror, teksten ville stå endnu skarpere, hvis enkelte passager blev kortet lidt ned. Det kunne være en god idé at spørge dig selv, om hver indre monolog tilfører noget nyt – eller om stemningen allerede er sat.
Derudover mener jeg, at uhyggen til sidst næsten bliver for konkret. Noget af tekstens styrke ligger i det antydede og det usagte, og jeg tror, du ville kunne gøre slutningen endnu mere effektiv ved at holde lidt igen og lade læserens egen fantasi arbejde mere.
Samlet set synes jeg, at Hjem til jul er meget overbevisende. Du skriver sikkert, stemningsfuldt og med en tydelig litterær bevidsthed. Med en anelse mere stramhed og tillid til det usagte har teksten potentiale til at blive endnu stærkere.
Jeg håber at læse mere fra din hånd en dag (hvis jeg tør!)
