Et juleeventyr om den store, lille mand, der kidnappede julemanden.
af Peter Hedemand-Grarup
Der var engang en stor mand. I hvert fald var han stor udenpå, indeni var han ganske lille. Men det er nu ikke hans størrelse, jeg vil fortælle dig om. Ej heller hans orange hår, der skiftede retning med vinden, på samme måde som hans mening skiftede om tingene.
Den store, lille mand er interessant af en helt anden årsag. Han kidnappede nemlig julemanden.
Men som det hører sig til, starter dette eventyr selvfølgelig også ved begyndelsen. Men for at fortællingen ikke skal være for lang, så lad os starte der, hvor den store, lille mand kun var ældre, og ikke gammel, som han er nu.
Den store, lille mand var rig. Han var forfærdelig rig, og havde alt hvad man kunne ønske sig. Han havde en ung, smuk kone, som han nogle gange talte til og sjældent med. Desuden boede han på et enormt slot tæt ved vandet, som han havde kaldt Mar-a-Pralo. Ingen vidste hvorfor det hed sådan, men det lød vigtigt, og det var det vigtigste. Men rigdom var ikke nok for den store, lille mand, så han stillede op til kongevalget og blev, til manges overraskelse, valgt som konge i landet af muligheder.
I hans regeringstid gjorde han store og små ting, som fik hele verden til at måbe. Men da han ønskede at købe Grønland, lo alle ad ham. Den store, lille mand blev trist og vred. Ingen forstod, at han jo bare ville beskytte julen og julemanden, fordi han holdt så meget af juletiden.
Men ak og ve, da folket efter fire år igen skulle vælge konge, skete det forfærdelige. Den store, lille mand blev ikke genvalgt.
“Snyd og bedrag!” Råbte manden med det orange hår. Men lige lidt hjalp det. Så han måtte aflevere tronen til en anden, en endnu ældre mand. Den store, lille mand blev arrig, men han gav ikke op. Stædigt kæmpede han for retten til sin trone. Og heldigvis fik han mange venner, og hans bedste ven blev… Nå ja, nu handler eventyret jo om den store, lille mand med det orange hår, så jeg vil lade hans bedste ven være anonym, og bare kalde ham Mr. X.
Mr. X hjalp den store, lille mand med at blive konge igen, fire år senere. Men nu var dét ikke længere nok for den store, lille mand – han ville være kejser. Ved hjælp af løfter om ekstra dessert til dem, der hjalp ham, og trusler om brændt havregrød til alle, der ikke gjorde som han sagde, blev han endelig kejser af landet af muligheder. Men heller ikke dét var nok for den store, lille mand. Han måtte også være kejser af Grønland. For som Mr. X. altid sagde, “en rigtig kejser har mere end ‘et rige.”
Han måtte jo også beskytte julen og eskimoerne, for Mr. X havde hvisket til ham, at ‘mystiske kræfter’ ville overtage Grønland. Hvilke kræfter sagde han vidst aldrig, men han smilede på den måde, der fik den store, lille mand til at tro på alt.
Men på Grønland hjalp ingen løfter om masser af julegaver eller trusler om sildemadder. Eskimoerne sagde venligt, men bestemt nej tak til den store, lille mands tilbud. For eskimoerne på Grønland holdt så meget af deres land og af sild.
Og kære læser, inden du bliver sur, så lad mig forsikre dig om, at jeg har talt med de rare folk i nord – kalaalit, som de kalder sig selv. Det betyder ‘grønlændere’, og det er selvfølgelig det rigtige ord at bruge. Men da jeg spurgte dem, om de ville være med i dette eventyr, lo de og sagde, at i eventyr ville de altså gerne hedde eskimoer, for det syntes de passede bedre til en historie om julemanden.
Men der var også en anden grund til, at eskimoerne sagde nej til manden med det orange hår. De elskede kulden, og ikke mindst deres ukronede konge, Julemanden, der hvert år rejste miljørigtigt rundt i kongeriget i en kane trukket af rensdyr, og hilste på dem alle. Desuden har de rare eskimoer en hemmelig aftale med julemanden. Men mere om det senere.
Sur over ikke at kunne få Grønland, ringede den store, lille mand desperat til Mr. X, selv om de i mellemtiden var blevet meget sure på hinanden. For de havde sagt mange dumme og grimme ting om hinanden. Men som alle normale mennesker, snakkede de sammen som voksne og sagde vist også undskyld til hinanden. Det er der nu ingen, der ved med sikkerhed. Men gode venner – det blev de.
Nu hvor de igen var på talefod og gode venner, spurgte den store, lille mand sin igen-bedste ven Mr. X, om han kunne hjælpe ham med at blive kejser af Grønland.
”Har du prøvet at købe det?” spurgte Mr. X først.
”Ja, det har jeg prøvet – men de ville ikke sælge det,” vrissede den store, lille mand.
”Har du prøvet at true dem og lokke dem?” spurgte Mr. X så med lav stemme.
”Ja, ja, ja. Men det virker ikke på eskimoerne. De lader til at være glade for sild og helt ligeglade med julegaverne.” Svarede den store, lille mand med lidt forundring i stemmen.
Mr. X kiggede længe på den store, lille mand, inden han kom med sit sidste forslag. ”Har du spurgt, om de vil bytte? Om du kan få Grønland i bytte for dit store, dejlige hjem? De må da være glade for at få solen og varmen i bytte.”
Den store, lille mand takkede for det gode råd og ringede straks til eskimoerne. Men da telefonen ringede i den anden ende, skyndte han sig at lægge på igen. Han var så glad for sit slot i solen – og det lå så godt ved havet. Han ville ikke bytte. Men han måtte stadig have Grønland, inden andre tog det og dermed julemanden.
Så han gik tilbage til sin igen-gode ven Mr. X, og spurgte om der ikke var en anden måde, hvorpå han kunne blive kejser af Grønland. Mr. X, der både var umådelig rig, og umådelig klog, tænkte sig længe om. Så gik han hen til den store, lille mand, viftede det orange hår væk, og hviskede ham i øret, hvad han kunne gøre for at blive konge af Grønland.
Og nu, kære læser, skal jeg fortælle dig, hvad den kloge Mr. X, hviskede til den store, lille mand. Men først må du love mig, at du ikke fortæller det videre. Jeg har nemlig hemmeligheden fra selveste julemanden, og jeg har på min spejderære lovet, at jeg ikke fortæller det til andre. Og nu må du love mig det samme.
Er du klar til det?
Godt, så lad mig hviske det forsigtigt, så ingen andre hører det – for det var Mr. X, der foreslog den store, lille mand at kidnappe selveste Julemanden.
”Jamen hvordan kan vi dog gøre det?” spurgte den store, lille mand og slog ud med armene. Tanken om at skulle til Nordpolen og dermed forlade sit varme, store hjem, gjorde ham meget nervøs.
”Du kan bruge dine Delta-sæler?” foreslog Mr. X med et stort smil. Han elskede de farlige Delta-sæler.
”Uha, nej. De er alt for farlige!” Udbrød den store, lille mand med forfærdelse. Han holdt utrolig meget af den store, tykke julemand, som han syntes mindede om ham selv. Altid glad og gavmild.
“”Nej, nej. Der må ikke ske julemanden noget. Kan du ikke finde på noget andet kære Mr. X?”
Den kloge Mr. X tænkte sig om igen. Han måtte en tur tilbage i sit laboratorium, for at finde den let rigtige løsning. Men der gik ikke så længe, før han vendte tilbage med jubel i stemmen, ”Jeg har det, jeg har det! Vi sender en gave til Julemanden.” Mr. X smilede, som om han havde gjort endnu en genial opfindelse. Og dem havde han lavet mange af i løbet af årene.
”En gave? Jamen julemanden har jo masser af gaver.” Den store, lille mand kløede sig i det orange hår, der lige i det øjeblik var samlet på toppen af hovedet.
”Ja, men det bliver ikke en hvilken som helst gave. Det bliver en elektrisk kane.”
Den store, lille mand, der ikke var helt så klog som Mr. X, kiggede på sin ven med store øjne. ”En elektrisk kane?”
”Ja, en kane med stor rækkevidde, lavt elforbrug og ingen forurening. Lige præcis det, julemanden har brug for, så han kan komme frem over alt. Og være mere effektiv.”
Den store, lille mand smilede, så de perfekte hvide kunstige tænder skinnede. Han forstod effektivitet og produktivitet. Julemanden ville ikke kunne sige nej. men smilet forsvandt hurtigt igen.
“Jamen, vil han ikke bare bruge kanen. Hvordan får vi ham kidnappet?”
Nu var Mr. X på sin hjemmebane, og et lille smil trak i hans mundvig, inden han lænede sig frem og nærmest hviskede, “vi gør ingenting.”
“Jamen…”
Mr. X afbrød protesten fra den store, lille mand og forsatte, “kanen har autopilot, den flyver direkte hertil, når den aktiveres.”
Hans øjenbryn løftede sig let, mens han lagde hovedet på skrå, og afventede, at hjernen under det orange hår fangede hans genistreg. Efter et par minutter begyndte den store, lille mand, at bevæge sin store krop, i rytmiske ryk – hans personlige lille sejrsdans. Smilende deltog Mr. X i dansen. Nu havde de endelig en plan.
Som sagt, så gjort. Planen blev ført ud i livet, og et nøje udvalg af Delta-Sæler blev sendt mod Nordpolen, for at levere den fint indpakkede el-kane, som gave til selveste symbolet på julen – Julemanden.
Lad mig bruge lidt af din dyrebare tid, på at fortælle om Delta-sælerne, og hvorfor de er præcis så farlige, som den store, lille mand gav udtryk for. Faktisk er det ikke sæler, men soldater, der er bedre end selv de allerbedste. En eliteenhed så hemmelig, at selv de, ikke altid vidste, hvad de lavede. Men de kunne svømme, flyve, klatre, og, hvis det var nødvendigt, bage en kage under vandet.
Missionens leder var den legendariske DS-700. En lille mand, der i teamet gik under navnet Kæmpen. For han havde mod og hjerte, og det var en gåde for alle, hvordan der kunne være plads til så meget i den spinkle krop. DS-700 hed faktisk Bruno og var enlig far til en stor børneflok. Men det vidste ingen i teamet, for Delta-Sæler brugte kun numre til at omtale hinanden. Bruno var den eneste undtagelse – han blev jo oftest bare kaldt Kæmpen.
En enkelt gang havde Bruno uforvarende brudt reglerne, med kommentaren om, at Julius, hans tvillingebror, jo var den rigtige kæmpe. Heldigvis havde ingen i teamet opfattet det. Men både Julius og han morede sig stadig over øgenavnet.
Missionen startede i en lille by med det eventyrlige navn Zillah. Og i det, der lignede en gammel lade, men som var Delta-sælernes hemmelige base. Teamet mødtes og nikkede kort til hinanden.
Få timer senere sprang de ud fra det store transportfly. Med sig havde de en stor trækasse, med fælden til julemanden. Rutineret landede de mindre end en kilometer fra det hemmelige værksted, tæt på Nordpolen. De fem Delta-sæler skubbede kassen afsted. Mr. X havde heldigvis forsynet den med ski, så den gled let gennem det snedækkede landskab. En dejlig duft af brunkager og gløgg spredte sig og blev stærkere for hvert skridt de tog. Som tobenede sporhunde brugte de næserne for at finde frem til deres mål: Julemandens værksted.
Du har sikkert altid gjort dig mange tanker om, hvordan julemandens værksted egentlig virker, og især hvordan det ser ud. Og det kan jeg godt afsløre for dig. Det er præcis som du forestiller dig; et magisk og mageløst sted, fyldt med glæde og kærlighed, helt uden lige.
Men det opdagede de fem ivrige Delta-Sæler aldrig, for deres mission var superhemmelig. Da de på duften fornemmede, at de nærmede sig målet, tjekkede de med GPS-signalet, og fik bekræftet at de var fremme. Fra Mr. X fik de ordren om at fuldføre sidste fase.
Med et forsigtigt skub fik de kassen til, langsomt, at glide ned ad den lille bakke, og ende ved en klippevæg, der rejste sig som en mur. Med stor præcision stoppede gaven foran en gammel og slidt træport, der faldt i med klippen, godt hjulpet af snedriverne, der klyngede sig op ad porten, som også de ønskede at være en del af magien.
Et kort øjeblik stod Delta-Sælerne med længselsfulde øjne og betragtede gaven og porten. Især Bruno kiggede længe, som om han, ligesom sneen på porten, ønskede sig adgang til magien. Så blev deres blikke igen hårde, og de vandrede mod deres evakueringspunkt, glade for at have udført endnu en mission uden tab.
Kort efter dukkede et par små nisser frem i sneen og kiggede nysgerrigt på den store trækasse. Som du sikkert allerede ved, kan nisser bruge magi.
Ja faktisk kan vi alle det. Nisserne er bare de eneste, der husker hvordan. Vi mennesker har for længst glemt denne evne. Men nisserne, som jo kan blive rigtig gamle, giver trofast magien videre fra generation til generation. Derfor var det let for de to nysgerrige nisser, Iben og Yesim, at trylle sig ud i sneen, uden at åbne den store gamle port.
Iben, den lille rødhårede nisse, kiggede forundret på kassen. Mens Yesim, med de lange sorte fletninger, straks begyndte at åbne den. Forbløffet læste de kortet, der lå på den store gave i kassen.
“Til Julemanden fra Kejseren af landet af muligheder”, læste Iben langsomt.
“Kejseren… er det ikke ham, manden med det-”
“Jo,” svarede Iben, inden Yesim havde stillet spørgsmålet færdigt.
De huskede ham begge tydeligt, fra dengang han var en lille, artig dreng og så til nu, hvor han var… kejser. En besynderlig og trist rejse, tænkte de begge.
“Lad os kalde på Jule, og sige, der er en stor gave til ham.”
Og med et knips med fingrene forsvandt de, for et kort øjeblik senere at dukke op igen. Denne gang i selskab med julemanden, der egentlig havde travlt i værkstedet, men de to nissepiger havde insisteret på, at han holdt en pause, og tjekkede gaven. Så det gjorde han, mest for at gøre nissepigerne glade. Han havde nu svært ved at dele deres begejstring, for han havde jo allerede en kane, og han nød faktisk selskabet fra Rudolf, Torden og alle de andre rensdyr.
Han stod tavs med armene over kors og rystede på hovedet, mens nisserne kravlede rundt på og i den elektriske kane tydeligt begejstrede over varmen i sæderne, og ikke mindst den indbyggede cappuccinomaskine, der affødte flere højlydte hvin.
“Jamen, skal du slet ikke prøve den?” Begejstringen forsvandt fra Ibens stemme, da hun forstod, at en prøvetur ikke kom på tale. Hverken af kanen eller det indbyggede vidunder til varme drikke. Hun puffede let til Yesim, der stak hovedet op fra kanens dyb.
“Heller ikke bare en lille en?” Hendes stemme var lille og spinkel, og øjnene var store og sorte.
Julemanden sukkede dybt. “Piger vi skal jo lave gaver.”
Begge piger tav først, men kiggede så med de største øjne de kunne mønstre. “Måske, kunne vi selv prøve en lillebitte, tini-mini tur?”
Julemanden opgav at være streng og nikkede. “Men så kun en ganske lille tur – og det skal være uden at forskrække rensdyrene.”
Pigerne hoppede og dansede i kanen, men kort efter forstummede deres glæde. Der kom ikke en dråbe ud af maskinen, og kanen rørte sig ikke en millimeter. Igen kiggede de med store øjne på Jule, som med besvær kravlede op i kanen, mens pigerne kravlede ud for at give ham plads. Efter lidt søgen fandt han den store grønne startknap.
“Hohohooo, nu skal i bare se her, små nissepiger!” Udbrød han triumferende og trykkede på knappen.
Men så skete det.
Med et ryk satte kanen i gang, så Jule næsten faldt bagover, mens kanen accelererede og langsomt steg op mod stjernerne og satte kursen mod syd – præcis som Mr. X havde programmeret den til. Tilbage stod to nisser, der kiggede på hinanden, og syntes det var tarveligt af Jule ikke tog dem med.
Først flere timer senere, da Jule ikke var vendt tilbage, blev alle nisserne og fru Julemand bekymret. Men da var det for sent. Den store, lille mand havde kidnappet Julemanden.
Langt væk der fra, på slottet Mar-a-Pralo, stod den store, lille mand, kejseren selv, sammen med sin vice-kejser. Lad os bare kalde ham Advance, så også han kan være anonym. Advance var en ung mand i forhold til kejseren, og selvom han var meget loyal og meget glad for manden med det orange hår, håbede han nu på, at han en dag selv kunne blive kejser. Derfor gjorde han alt, hvad den store, lille mand bad om, og roste alle hans ideer som gode og originale.
De blev begge overraskede, da el-kanen med ét kom susende ned fra himlen og parkerede midt på slotspladsen. I sekundet efter kom Mr. X bragende i sin enorme X-treme, et elektrisk køretøj, der var så stort, at ingen helt vidste hvad det skulle bruges til, men det så imponerende ud, og det var det vigtigste.
Uden at hilse på den store, lille mand eller Advance, sprang han ud af X-treme-monstret og trak en sæk over hovedet på den stakkels julemand med et højt, “nu har vi dig!”
Julemanden var meget forvirret over turen, og da brillerne var faldet ned i bunden af kanen, havde han ikke kunne navigere efter stjerner eller de lysende byer under ham. Fortvivlet havde han lænet sig tilbage, og tænkt, at alt nok skulle gå. Men det gjorde ikke.
Mr. X greb hurtigt den forpustede julemand og låste ham inde i kælderen under Mar-a-Pralo, mens både den store, lille mand og Advance stod med åben mund, så man næsten kunne se, hvad de havde fået til frokost.
“Nu har vi ham”, sagde Mr. X triumferende, mens han klappede i hænderne.
“Hvem har I?” spurgte Advance nysgerrigt.
“Ikke nogen særlig. Men vi var vist også færdige for i dag,” svarede den store, lille mand, der pludselig blev lidt flov over at have julemanden i kælderen. Der var jo ikke andet end vin dernede.
“Selvfølgelig,” kom det hurtigt fra Advance. Han forstod, at det var signalet til, at han godt kunne køre hjem. Så det gjorde han i sin helt almindelige bil.
Oppe på Nordpolen var der opstået panik. Julen stod for døren, og der var masser af gaver der skulle laves og pakkes ind, samt masser af breve der skulle besvares. Den del havde Fru Julemand nu styr på, for det var i virkeligheden hende, der bestemte det mest og organiserede arbejdet. Det var værre med julestemningen. Men hun gjorde sit bedste for at holde humøret oppe på alle nisserne. Især Iben og Yesim, der blev ved at sige, at det var deres skyld Julemanden var væk.
“Vissevasse,” svarede fru Julemand med forklaringen om, at Julemanden var gammel nok til at passe på sig selv. Hvor efter hun fortsatte med et strengt blik, at han stod sig bedst ved at komme tilbage i en fart, ellers ville der falde jule-huske-kager ned over ham. Det sidste skræmte de to små nissepiger, for de havde én gang set Julemanden få en jule-huske-kage.
Så de blev enige om, at de måtte at tage ud for at lede efter ham.
Yesim og Iben brugte deres magi, og besøgte hastigt mange steder på hele kloden. De var i København, hvor de så de flotte julelys i Tivoli, men det var som gæsterne slet ikke kiggede op. Så tog de var til Sydney, hvor et besynderligt formet hus spillede julemusik, men folk ilede forbi uden at lytte. Pigerne undrede sig, men rejste hurtigt videre, for der var alt for varmt for dem, i deres dejlige nissetøj og nissehuer. Men ingen steder var der spor af ham.
“De savner alle julemanden,” udbrød Yesim med tårer i øjnene, da de stod foden af Eiffeltårnet, der lyste så smukt, men heller ikke her stoppede folk. Iben nikkede, men hun lagde også mærke til noget andet. Julestemningen var væk. Men hun sagde det ikke højt. Ikke før de sad med hver sin cappuccino i Rom. Selv den varme mælk og det fine skum kunne ikke skjule, at der var noget galt. Folk hastede forbi uden smil, og selv lysene på Peterskirken glimtede uden glæde.
“Det er ikke kun Julemanden.” hviskede Iben. “Det er hele julen, der er væk. Han har ikke fået spredt julemagien.”
Yesim nikkede langsomt. “Vi må redde julen og Julemanden på samme tid.”
Opsatte på at gøre det rigtige, krammede de hinanden og forsatte, i et forsøg på at redde julen inden det var for sent – uden andet håb og hinanden.
De gik nu alfabetisk frem; Afrika, Asien, Borneo, Brasilien, Canada, Chile. Men ak, uanset hvor de kom hen, var juleglæden væk, og der var ikke så meget som en skygge af julemanden eller et ekko fra hans latter. Hurtigere og hurtigere gik det fra sted til sted, mens nisserne blev mere og mere desperate. Trods deres magi fløj tiden afsted, for der var mange steder at besøge.
“Jeg kan ikke mere,” udbrød Iben, og satte sig tungt på en bænk, da magien bragte dem til en lille by, i Washington, med det eventyrlige navn Zillah.
“Heller ikke jeg,” tilstod en forpustet Yesim.
Selv for unge nisser i god form, er det udmattende at bruge magi. Og de to piger havde brugt rigtig meget de sidste dage. Så meget, at de begge to måtte spænde nissebælterne ind til det sidste hul for ikke at tabe bukserne. De kiggede på hinanden uden at sige noget, mens de strammede bæltet.
“Its’s hard to be a nissemand,” sukkede Yesim og sank sammen.
Iben kiggede på hende. “Hvor har du det fra?”
“Det siger min bedstefar altid, når han har fået for meget gløgg”, svarede Yesim og trak på skulderen.
“Der er noget med gløgg,” nikkede Iben. “Min bedstefar begynder også at sige det vrøvl, når han får for meget.”
Et andet og varmere sted, langt væk fra Zillah, på det store slot Mar-a-Pralo, stod den store, lille mand ved sit skrivebord med hænderne i siden, mens Mr. X sad roligt foran bordet sammen med vicekejser Advance, der ikke forstod, hvorfor de var indkaldt til krisemøde lige før feriedagene. Men den store, lille mand var urolig og meget nervøs. Han havde jo kidnappet selveste julemanden, med den plan, at eskimoerne på Grønland – ja, folk i hele verden – skulle begynde at savne ham. For så kunne han, som den store Kejser, han var, stå frem og proklamere, at han kunne finde julemanden på få minutter. Men først måtte man gøre ham til Kejseren af Grønland – det kunne alle nok forstå – for eskimoerne havde jo ikke passet på ham. Så for at det ikke skulle ske igen, måtte han træde til som redningsmanden.
Men noget var galt.
Der var ingen i hele verden, der savnede julemanden.
Så nu var den store, lille mand nervøs, og når han blev det, blev han også vred. Så han kiggede olmt på Mr. X. “DIN plan er slået fejl. Vi har julemanden, men der er ingen, der har reageret.”
Advance kiggede forbløffet på den store, lille mand, da han pludselig kom i tanke om julen. Hvordan kunne han have glemt det? Han glemte alt om kejseren og Mr. X, men skyndte sig at ringe hjem til sin kone. Bange for, at hun ville skælde ham ud for ikke at have sørget for juletræet og gaverne til børnene. Men få minutter senere lagde han røret på, og kiggede med et fjernt blik i øjnene, på Mr. X og den store, lille mand, der højtlydt diskuterede, og var på nippet til at blive uvenner igen.
“Hun har glemt julen. Min kone og børnene har glemt julen. Hun anede ikke, hvad jeg snakkede om.” Han sagde det lige ud i luften, stadig helt paf.
De to andre i det store kontor glemte deres diskussion og kiggede på Advance. De begyndte kun langsomt at forstå konsekvensen af deres plan, men ikke hvorfor. De ville finde ud af det senere, men for at du ikke skal vente i spænding, lige som Mr. X, Advance og den store, lille mand, vil jeg forklare dig det.
Som du nok allerede har regnet ud fra dette eventyr, og som du sikkert vidste i forvejen, er det fru Julemand, der sørger for alt det praktiske på det hemmelige værksted. Det er hende, der sørger for, at der bliver lavet gaver, skrevet breve og bagt kager. Så hun er faktisk den, der trækker det store læs – undskyld, det store læs af logistiske opgaver. For det er jo Rudolf, Springer og alle de andre, der trækker kanen, og det store læs af gaver.
Men Julemanden har også en vigtig funktion – for han spreder Juleånden, der består af lige dele håb, glæde, venlighed og forundring. Og uden ham – ja, så falder de fire dele fra hinanden, som en pebernød uden krydderier. Og der bliver ingen jul. Præcis sådan som verdenen oplevede det netop i det øjeblik. Kun Mr. X, den store, lille mand og Advance, der nu var ganske tæt på Julemanden, huskede det stadig.
Mr. X, der jo var utrolig intelligent, forstod sammenhængen længe før de to andre. Så han listede ned i kælderen, under Mar-a-Pralo, og spurgte julemanden hvorfor julen var forsvundet. Julemanden, der var blevet meget trist og ked af det, hikkede lidt, da Mr. X stillede spørgsmålet. Han havde formået at få sækken væk fra hovedet, og fordi han både var ked af det, og kedede sig lidt, var han kommet til at smage lidt på en flaske vin… eller måske to.
Nej, jeg kan ikke lyve overfor dig. Og da slet ikke, da du jo har lovet at holde på en hemmelighed – så kan du helt sikkert også holde på denne: Julemanden var fuld. ikke bare en smule beruset. Han var MEGET fuld. Men det forstår man jo godt, for han var fanget i en kælder, mens julen var ved at forsvinde.
“Juleånden… jeg får ikke spredt juleånden, nu bliver det ikke jul. Må jeg ikke nok?” tiggede Julemanden.
Mr. X, der både kunne tænke klogt og hurtigt, fik med besvær den fulde julemand over i den elektriske kane, og vupti – Så var de på farten, i gang med at sprede juleånden, så verden igen kunne få jul. Mr. X lo mens de fløj afsted, overbevist om, at nu ville folket komme til at savne julemanden – og hans plan om at hjælpe den store, lille mand med at blive kejser af Grønland ville virke. Og så ville også hans eget mål blive opfyldt.
Han ville få kontrol over det magiske værksted.
Åh, sikke ting han så kunne bygge.
I byen Zillah sad de to nissepiger. De var stadig triste, og forsøgte at samle energi nok til igen at kunne bruge magi.
Bare en sidste gang, i forsøget på at finde julemanden. Men pludselig sprang Iben op, som sad hun på en fjeder, og hun trak en træt Yesim med sig.
“Se der – lige midt på torvet!” Hun pegede ivrigt på en lille undseelig mand, der gik sammen med en stor børneflok. De virkede triste, men også som om de ledte noget. Hurtigt løb nisserne over til familien, og spurgte høfligt, om de ledte efter nogen.
“Vi leder efter byens juletræ. Det plejer altid at stå lige her. Midt på pladsen, men i år er der intet, og ingen kan fortælle hvorfor det ikke er her, eller om det er blevet flyttet. Det er som alle har glemt julen.” svarede den lille mand.
Alene blikket fra ham gav nissepigerne fornyet energi. Her var tydeligvis én, der savnede julestemningen lige så meget som de gjorde – endelig havde de et spor.
Han måtte have været i nærheden af julemanden.
Manden introducerede sig som Bruno, og der efter børnene én efter én.
“Det her er Kevin,” startede han og lagde en hånd på drengens skulder. Den spinkle dreng nikkede til pigerne, der i udvekslede et blik. Navnet lød bekendt, og han lignede en fra en film, de en gang havde set i smug.
“Og det er her er Buddy – han er min adoptivsøn”, forsatte Bruno. En stor teenagedreng trådte frem og vinkede så ivrigt, at hans hat røg af.
Bruno tog fat venligt fat i den næste rækken og fjernede hans opmærksomhed fra et elektriske tog i butiksvinduet. “Her er Billy.”
Billy gjorde store øjne da han genkendte nissepigerne. Men han huskede sit løfte til Julemanden, og nikkede blot venligt, mens pigerne blinkede tilbage.
En mørk pige trådte utålmodigt frem. “Og jeg er Joanna,” sagde hun og trak den sidste dreng frem ved hånden. “Og dette er Sam, min kæreste. Han er på besøg fra England.”
“Vi er en blandet flok,” sagde Bruno med et smil. “Men vi holder sammen. Og I ligner nogle der trænger en varmt måltid og lidt hvile. Vil I med os hjem til middag? Det er næsten jul – selv om det lader til, at vi er de eneste, der går op i det.”
Pigerne nikkede, og snart var de hjemme ved Bruno, der straks bad dem sætte sig ved bordet, mens han kom med maden.
Bruno havde knap nok sat fadet med kartofler på bordet, før Billy lænede sig en anelse frem mod Iben og Yesim. Han prøvede at se helt almindelig ud, men hans øjne var store som julekugler.
“Godt at se jer igen, det er længe siden,” hviskede han ud af mundvigen.
Iben lænede sig frem og hviskede tilbage, “i lige måde – men det er forfærdeligt – Julemanden er forsvundet.”
“Fra værkstedet?” udbrød Billy lidt for højt, men hostede så dramatisk, som om han havde fået noget galt i halsen.
Yesim nikkede ivrigt.
“Er han ikke bare taget med med toget?” spurgte Billy, mens han skævede mod Bruno.
Men Bruno opdagede intet, han fyldte stadig kartofler på Sams tallerken.
Iben rystede på hovedet. “Nej, han forsvandt i kane. En mystisk én. Uden rensdyr.”
Billy sank en kartoffel forkert, og spruttede, “en kane UDEN rensdyr, jamen-”
Buddy, der sad på den anden side af bordet, lænede sig frem med et stort smil. “Jeg har også arbejdet der,” sagde han højt. “I værkstedet. I mange år.”
Bruno sukkede dybt. “Buddy… vi har talt om det der.”
“Men jeg HAR,” insisterede Buddy. “Jeg kender alle nisserne. Fru julemand. Toget og Ham. Det er jo helt almindelige ting.”
Joanna rynkede panden. “Hvilket tog taler I om?”
“Det elektriske,” sagde Billy hurtigt. “I… øh… butikken.”
“Ja,” supplerede Iben. “Det meget… magiske… butikstog.”
Sam nikkede, som om det gav perfekt mening.
Buddy rullede med øjnene. “Det er jo ikke et butikstog. Det er Polar-”
“Ja, Buddy,” afbrød Billy desperat. “Vi ved det.”
Iben lænede sig frem igen. “Billy… du har været der… du kender til julemagien, så må du vide, hvor Bruno har mødt ham?”
Billy så ned i sin tallerken. “Jeg… jeg ved det ikke. Men han må have været tæt på. Meget tæt.”
Yesim og Iben udvekslede et blik, der glimtede af håb.
Buddy løftede sin gaffel som en professor, der skulle til at holde foredrag. “Hvis jeg må sige noget?”
“Nej,” sagde Billy, Iben og Yesim i kor.
Bruno så op, ganske forvirret. “Er der nogen, der vil have mere sovs?”
Der var stille et øjeblik. Ikke en tung stilhed, men sådan en elektrisk én, hvor alle ved, at noget er ved at ske. Billy lænede sig frem igen, denne gang med en mere alvorlig mine.
“Far kører lastbil, og var væk for nogle dage siden,” sagde han lavmælt, “så han må have været tæt på… Ham. På den tur.”
Iben og Yesim nikkede synkront, som to små juleduer.
“Meget tæt,” sagde Yesim.
“Så tæt, at han måske har set noget,” tilføjede Iben.
Buddy slog ud med armene. “Det er jo det, jeg har sagt hele tiden! Bruno har helt sikkert-”
“Buddy,” sagde Billy, “vi prøver at være diskrete.”
Bruno så fra den ene til den anden, som om han var landet midt i en samtale på et sprog, han kun havde lært halvdelen af. “Hvad… hvad taler I om?”
Nissepigerne lænede sig frem. Billy lænede sig frem. Buddy lænede sig så langt frem, at han næsten faldt ned i sovsen. Og i perfekt synkroni sagde de fire: “Hvor har du været, Bruno?”
Bruno blinkede. “Øh… hvad mener I? Jeg har været her. I Zillah. Hele mit liv.”
“Men som den eneste husker du julen,” sagde Iben.
“Ja, og det gør ingen andre,” forsatte Billy.
Yesim pegede en finger mod ham, “det er mistænkeligt, ikke Bruno?”
“Det er da magisk,” udbrød Buddy.
Bruno åbnede munden for at svare — men han nåede det ikke, for døren gik op og Sarah stod pludselig i døråbningen, med sne i håret og sin bror ved hånden.
Sarah var Brunos nabo, og boede sammen med sin bror, Michael.
Bruno var meget glad for Sarah. Og Sarah meget glad for Bruno, men de turde ikke rigtig sige det hinanden.
“Det er Michael,” sagde hun undskyldende. “Strømmen røg på tankstationen, og han bliver nervøs når lyset går.”
Alle stirrede på hende. Så på Bruno. Så på hinanden.
“Strømmen,” hviskede Yesim.
Iben gispede, “kanen… den var elektrisk.”
Buddy rejste sig. “Det er et tegn.”
Billy udbrød spontant, “hvor har du været, Bruno? Hvor gik din køretur i lastbilen hen?”
Bruno åbnede munden, men lukkede den igen.
Sarah så på ham. “Bruno… det er okay. Du behøver ikke skjule det mere.”
Nissepigerne lænede sig på ny frem, mens Buddy bare holdt vejret.
Bruno tøvede. “Jeg… afleverede noget. En gave. På… et sted. Meget nordpå. For et par dage siden.”
Iben var overrasket. “En gave?”
Mens Yesim fulgte op. “Fra hvem?”
Bruno tøvede og kiggede på Sarah, der nikkede opmuntrende, så han forsatte, “Det… det var en hemmelig mission.”
Kevin kiggede på ham. “Jamen… du kører jo bare lastbil. Det er derfor du nogle gange er væk i flere dage. Det siger du i hvert fald.”
Billy forstod det straks. “Så julemanden er i fare – han er bortført i en kane.”
Sarah lagde en hånd på Brunos arm. “Du gjorde det rigtige. Nu synes jeg, du skal fortælle børnene sandheden. Om hvad du virkelig laver.”
Og så fortalte han sandheden. Om sit virkelige job som Delta‑Sæl, og hvordan han kunne svømme, og klatre, og bage en kage under vand. Og han fortalte om den hemmelige mission med at levere den elektriske kane på Nordpolen. Da han var færdig, fortalte Yesim og Iben videre om, hvordan kanen var fløjet afsted med julemanden, som ville den bortføre ham.
Et øjeblik sad de alle helt stille og kiggede på hinanden. Virkeligheden overgik deres fantasi – og hvert eneste eventyr, de nogensinde havde hørt. Og de havde hørt mange. Men ingen som dette.
Kort tid efter hostede Brunos gamle minibus sig afsted på vej ud af Zillah, som om den protesterede over at skulle bære så mange passagerer på én gang. Der var ikke en eneste plads tilbage. Billy sad klemt mellem Buddy og Joanna, Sam sad på en sammenklappelig stol, der knirkede faretruende, og Iben og Yesim sad på skødet af hinanden, fordi “det var mest praktisk”. Sarah sad ved siden af Bruno og holdt fast i instrumentbrættet, hver gang bussen ramte et bump.
“Er vi der snart?” spurgte Kevin for tiende gang.
“Vi skal bare lige forbi tankstationen,” svarede Bruno. “Minibusser kører ikke på julemag-”
Han nåede ikke at afslutte sætningen. For da de drejede ind på tankstationens parkeringsplads, så de den.
Den elektriske kane.
Den stod parkeret ved siden af en lade stander, som om det var det mest naturlige i verden, mens den glimtede svagt i det kolde lys, og små gnister løb hen over metallet.
“DER!” råbte Billy.
“DET ER DEN!” råbte Iben og Yesim i kor.
“JEG SAGDE DET JO!!” råbte Buddy, selvom ingen havde sagt ham imod.
Bruno bremsede så hårdt, at alle røg fremad i en bølge af arme, ben og nissehuer.
“Ud! Ud! Ud!” Råbte Bruno.
Men ingen kom ud. For de sad i vejen for hinanden. Joanna prøvede at åbne døren, men Buddy sad på hendes jakke. Kevin prøvede at kravle over sæderne, men Sam sad fast i sikkerhedsselen. Iben og Yesim forsøgte at mase sig frem, men endte med at sidde fast mellem Billys albuer og Brunos nakkestøtte.
“Flyt jer!” råbte Buddy.
“Jeg kan ikke!” svarede Kevin.
“Jeg sidder fast!” skreg Sam.
“Det gør vi alle sammen!” klagede Joanna.
Og så – midt i kaosset – gik døren til tankstationen op. Ud trådte en mand med en kageæske i hånden, mens en lille klokke over døren plingede. Manden så sig omkring, nikkede tilfreds, gik hen til kanen, satte kagen på sædet, trykkede på en knap – så hele køretøjet begyndte at summe.
“Det… det er jo Mr. X” gispede Billy.
“Ham der laver elbiler og raketter” forsatte Kevin.
“Og kager,” tilføjede Buddy, der havde fået øje på æsken.
Men Bruno hørte dem ikke. Han stirrede kun på kanen. “Det er den,” sagde han lavmælt. “Det er præcis den, jeg afleverede.”
Iben og Yesim nikkede. “Vi ved det, vi så den ved værkstedet.”
Mr. X satte sig til rette, spændte sikkerhedsselen, og tog så en bid af kagen.
I et splitsekund syntes Yesim, hun så noget rødt bevæge sig bag Mr. X – så skød kanen op i luften med et højt ZRRRRRRRT og forsvandt som et glimt, på vej tilbage til Mar-a-Pralo. Minibussen rystede af lufttrykket, og alle sad helt stille.
Så sagde Billy endeligt. “i det mindste har vi nu et spor.”
Bruno tænkte på æsken, og på kagen. “Gad vide,” mumlede han, “om den er bagt under vand.”
Sarah så på ham “Bruno… det er ikke alle, der bager under vand.”
“Nej,” sagde han. “Men man kan smage det, hvis de gør.”
Buddy nikkede alvorligt, som om det var en universel sandhed.
Mar-a-Pralo lå badet i solskin, som om stedet nægtede at anerkende, at det var december. Den elektriske kane landede med et skingert ZRRRRT, og julemanden tumlede ud, grøn i ansigtet og med skægget blafrende i vinden.
“Jeg… jeg tror, jeg har fået luftsyge,” jamrede han og støttede sig til en palme.
- X hoppede elegant ud af kanen, børstede lidt sne af sin jakke, ingen vidste hvor det kom fra, og greb sin kageæske.
“En succesfuld testflyvning!” erklærede han. “Jorden rundt på under en time. Og kun ét mindre opkast. Det er rekord.”
Julemanden stønnede, mens Advance og den store, lille mand kom stormende hen til dem.
“Hvor har I været?” brølede den store, lille mand. Han var ikke vant til at blive forladt på den måde.
Mr. X eskorterede først den stakkels julemand ned i kælderen, og da han kom tilbage, sagde han roligt. “Jeg har sikret, at planen virker. Du bliver Kejser af Grønland.”
Den store, lille mand nikkede tilfreds – og begyndte straks på sin sejrsdans.
Det var en dans, der trodsede både rytme og værdighed; en sær blanding af hoftevrik, pegefinger-nik og noget, der lignede et mislykket forsøg på stepdans.
Advance prøvede at følge med, men kom hele tiden et halvt slag for sent, så hans arme og ben bevægede sig i hver sin retning, som om han var styret af to forskellige dirigenter.
Mr. X tøvede et øjeblik, men sluttede sig så til dem en overraskende elegant piruette, som om han havde øvet sig i smug, når ingen så det.
Det var ikke kønt.
Men det var… noget.
Rundt om på kloden begyndte folk at reagerer. Julemagien var spredt, folk huskede atter julen. Men der var ingen der havde forberedt sig – så utilfredsheden bredte sig hastigt. I New York stod folk i kø foran en gigantisk plastikjulemand og sang falske julesange i protest. I Tokyo kastede børn snebolde på en statue af en rensdyrrobot, fordi “den ikke var den rigtige Rudolf”. I Paris nægtede bagerne at bage croissanter, før julemanden var fundet. Og i Danmark… ja, der var folk mest sure over, at risengrøden var udsolgt.
Nyhedsværterne verden over talte i munden på hinanden om katastrofen med den manglende jul.
Senere samme dag indkaldte manden med det orange hår til en pressekonference på Mar-a-Pralo. Han smilede og vinkede da han stod foran kameraerne. Hans orange hår blafrede dramatisk, selvom der ingen vind var. Han havde selv bedt en assistent om at tænde en ventilator.
“Mine damer og herrer,” sagde han med sin mest alvorlige stemme, “verden står midt i en krise. Julen er væk. Julemanden er… utilgængelig. Eskimoerne har ikke passet på julemanden. Det er deres skyld julen er i fare.”
Bag ham kunne man høre julemanden atter kaste op i en spand, mens Mr. X stod i baggrunden og spiste kage, som om det hele var en hyggelig eftermiddag.
“Men frygt ikke!” fortsatte den store, lille mand. “Jeg – Kejser af landet med de mange muligheder – lover at redde julen. Med et enkelt knips kan jeg bringe den tilbage.”
Han knipsede. Intet skete. Han knipsede igen. En lampe blinkede. “Det… det kommer,” sagde han og hostede.
“Men først må verden gøre én lille ting for mig.” Han lænede sig frem mod kameraet. “I må gøre mig til kejser af Grønland. Så vil jeg passe på julemanden og fri… bringe ham tilbage.”
På tv-skærme over hele kloden så man mennesker stimle sammen foran stormagasiner, rådhuse og bagerier. Alle råbte det samme: “Vi vil have julen tilbage.”
Da de så den store, lille mand tale, skiftede reaktionen, og de råbte eskimoerne skulle gøre ham til deres kejser, så de kunne få julen igen. Nyhedsudsendelser verden over bragte indslaget med nye kommentarer; “Den store, lille mand lover at redde julen!“ “Han kræver at blive kejser af Grønland”” “Eksperter siger, at det måske… er en god idé?” “Børn græder i supermarkeder!” “Julen er i fare!”
Det var kaos, og der var panik. Det var… december.
På Grønland sad eskimoernes ældste råd samlet i en iglo. De så på hinanden med alvorlige miner.
“Verden vil have julen tilbage,” sagde den ældste.
“De kræver, at vi giver Grønland til manden med det orange hår,” sagde en anden.
“Men vi har en pagt,” sagde den tredje. “En pagt med julemanden. Vi beskytter værkstedet. Vi beskytter magien. Som vi har lovet.”
De nikkede alle. Men udenfor hytten kunne de høre råb fra journalister, der var fløjet ind fra hele verden:
”Giv os julen tilbage”
“Giv os kejseren”
“Giv os Grønland”
Den ældste sukkede. “Vi giver ikke vores land væk,” sagde han. “Ikke engang for julen.”
Men bekymringen lå tungt i hans blik. For han vidste, at julemanden var væk. Og at verden var desperat.
Brunos gamle minibus skrumlede stadig af sted mod den hemmelige base, da radioen pludselig skiftede til en nyhedsudsendelse.
“Den store, lille mand lover at redde julen,” sagde værten. “Men kun hvis han bliver kejser af Grønland.”
Alle i bussen stivnede.
Billy tabte sin nissehue.
Buddy tabte sin kage.
Kevin tabte sin sodavand.
Iben og Yesim tabte begge underkæben.
“Det… det må han ikke!” råbte Billy.
“Han må ikke få Grønland!” hvinede Iben.
“Han må ikke få værkstedet!” græd Yesim.
“Han må ikke få kagen!” råbte Buddy, som havde helt andre prioriteter.
Bruno knugede rattet, mens brikkerne faldt på plads. “Hvis han får Grønland,” sagde han, “får han adgang til julemandens værksted.”
Sarah nikkede. “Og hvis Mr. X er involveret… så er det ikke kun julen, der er i fare.”
Der blev stille i bussen.
Igen var det Billy der brød tavshed.
“Vi må finde julemanden før manden med det orange hår bliver kejser.”
“Eller før han spiser al kagen,” mumlede Buddy.
Bruno tændte forlygterne og trykkede hårdt på speederen. “Alle spænd sikkerhedsselen – vi har travlt.”
Endelig bumpede Brunos minibus ind gennem porten til den hemmelige base. Den lignede mest af alt en gammel lade, men alle vidste, at det kun var ydersiden. Indeni summede det af teknologi, skærme og mystiske knapper, som ingen måtte røre. Bruno gik direkte hen til en stor, rød knap.
“Er det…?” spurgte Billy.
“Ja,” svarede Bruno. “Det er alarmknappen,” i det han resolut trykkede og alarm gik i gang. En sirene hylede, mens en venlig stemme sagde: “PANIK. PANIK. PANIK. Eller… er her måske bare travlt?”
Den virkede, for få minutter senere stod hele hans team klar foran ham: DS-701, DS-702, DS-703 samt DS-704.
Deres udtryk skiftede da de opdagede at Bruno ikke var alene.
“DS-700, er De klar over der er står civilister bag dem? At det er imod regulativ 14, paragraf 11?” Kom det omgående fra DS-701, en stor muskuløs fyr, smidig som et slangemenneske.
“Det er ok. Det er min familie… og et par nisser. Hør, jeg har ikke tid til at forklare. Julen er i fare. Vi må redde den. Det er vores vigtigste mission nogensinde.”
Teamet kiggede på hinanden. Så nikkede de.
“Bruno, hvem er alle de mennesker? Og hvorfor er de klædt i sort?” spurgte Buddy og slog ud med armene.
Der lød et brag og klirren, da Brunos elskede glasskål røg på gulvet.
“Ups…”
Bruno så trist på resterne. Den skål havde givet sådan en god smag i munden.
DS-704 trådte frem. “Hedder du Bruno? Jeg er Nelle. I min fritid wrestler jeg med krokodiller. Jeg er ikke så glad for… høns.”
DS-703 smilede bredt. “Jeg er miss Crofty. Min fritidsinteresse er arkæologi.”
DS-701 sprang elegant over de andre og landede i split foran Bruno og børnene.
“Jeg hedder egentlig VanDamt, men alle kalder mig Claude. Det håber jeg også I vil.”
Alle vendte sig mod DS-702, der langsomt sænkede de mørke solbriller. “Jeg… jeg er bedst kendt som Mr. Andersson. Men bare kald mig NeoRon.”
Alle pakkede de deres grej – hver med deres helt eget udstyr:
NeoRon sin laptop.
Claude et ekstra par elastiske bukser.
Crofty sine pistoler.
Bruno sit bagekit.
Nelle sin flammekaster, og da ingen så det, også bevægelsessensoren der kunne finde både aliens og høns.
Snart var alle klar til afgang, da der pludselig lød er et metallisk klonk over deres hoveder. Alle kiggede op, mens de afsikrede deres våben.
En mand stak hovedet ud af ventilationsskakten. Hans isse var skaldet og svedig. Hans fødder var bare.
“DS-001 rapporterer,” sagde han hæst. “Jeg har kravlet hele vejen fra østfløjen. Klar til indsats.”
Teamet var i tvivl om han hoppede eller faldt ned. Men han landede direkte i den bunke glasskår Buddy havde efterladt.
“Aaargh… mine fødder…”
Bruno trådte frem og lagde en hånd på hans skulder.
“DS-001… Du er LEGENDEN. Du har for længst aftjent din værnepligt. Du har gjort mere end nogen af os.”
Teamet rykkede sammen foran DS-001, rettede sig op og gjorde honnør.
DS-001 nikkede og smilede tappert. Så trak han et glasskår ud mellem tæerne og mumlede, “Yippee-ki… av.”
Mens teamet gjorde klar til endelig afgang, stod Iben og Yesim lidt for sig selv. “Vi kan ikke vente,” sagde Iben.
“Nej, vi må afsted nu,” svarede Yesim.
“Vi bruger magien,” sagde de i kor. De tog hinanden i hånden. Der lød et lille pling. Og så var de væk.
Da elitesoldaterne et par timer senere landede med faldskærm ved ved Mar-a-Pralo, stod nisserne allerede der.
“Hvordan i alverden…?” spurgte Bruno.
“Vi tog en genvej,” forklarede Iben.
“Via Nordstjernen,” uddybede Yesim.
“Det er hurtigere,” grinede Buddy, som ingen havde set hoppe med.
Sammen fandt de julemanden i et rum fyldt med palmer, julepynt og en spand.
“Jeg… jeg tror, jeg har fået luftsyge,” sagde han.
“Bare rolig – vi redder dig,” svarede Iben, og krammede ham sammen med Yesim.
Buddy listede rundt og kiggede efter kage.
Den store, lille mand stod på sit kontor sammen med Mr. X og Advance. De havde alle set Delta-sælerne lande, og nu stod de dernede på slotspladsen sammen med Julemanden, der var blevet befriet.
Den store, lille mand så ulykkeligt på sine venner.
“Jeg ville bare beskytte julemanden… og være kejser,” forklarede han. “Bare lidt.”
Mr. X lagde en hånd på hans skulder, med det smil, der altid betød, at han havde en plan.
“De forstår dig ikke,” sagde han. “De ser dig kun som… den store, lille mand.”
Den store, lille mand snøftede. “Den store, lille mand? Det er ikke pænt.”
“Men jeg ser dig som noget større,” sagde Mr. X. “Kom. Vi tager til Mars. Der vil de elske dig. De elsker altid nye ledere der oppe.”
han sagde det så overbevisende, at han næsten troede på det selv. For han havde altid gerne ville se Mars, men tanken om at rejse alene skræmte ham.
“Vil de virkelig?” spurgte den store, lille mand forsigtigt.
“Ja,” sagde Mr. X. “Og der er ingen eskimoer.”
han sagde det med et lille nik, som om han havde fjernet det sidste argument.
Advance trådte frem og knælede dramatisk.
“Jeg skal nok beskytte jer, Deres Majestæt. Skynd jer. Jeg holder fjenden tilbage.”
Han pegede mod døren, selv om der ikke var nogen fjender der.
Det var nok.
Den store, lille mand løb mod raketten sammen med Mr. X – mens Advance, med et tilfreds suk, satte sig til rette i den store, lille mands stol.
På slotspladsen fandt NeoRon sin laptop frem, klar til at hacke raketten.
Nelle kiggede nervøst mod hønsegården.
Claude sprang elegant over hegnet om raketten – i stedet for bare at bruge porten.
Crofty trak pistolerne og sigtede.
Bruno tog kagen fra Buddy.
Julemanden løftede hånden, stadig bleg men med et glimt af træt visdom i øjnene.
“Stop. Lad dem bare rejse,” lød hans dybde stemme.
“Nogen rejser ender, hvor de skal.”
Delta-sælerne adlød straks, mens julemanden lavt mumlede, “desuden kan Mars godt klare dem et par dage”.
Kort efter tændte motoren, raketten rystede og brølede, inden den med brag skød den op mod himlen, med Mr. X og den store, lille mand ombord.
“Farvel!” råbte den store, lille mand. “Jeg kommer tilbage som Kejseren af Mars!”
“Det håber jeg ikke,” sukkede julemanden, der efterhånden havde det bedre.
Noget senere landede raketten på Mars med et bump, der sendte en sky af rødt støv op i luften. Den store, lille mand tumlede ud, rystede sit orange hår og så sig omkring.
Og dér stod de. Masser af små, grønne marsmænd, der stirrede på ham mens han stirrede på dem, mens det orange hår rejste sig lodret.
Så udbrød de i jubel:
”Han matcher planeten” råbte en marsmand.
“Han er perfekt” råbte en anden.
“Han er vores nye kejser” råbte de alle i kor.
Manden med det orange hår smilede så bredt, at hans kunstige tænder atter glimtede i sollyset.
“Endelig,” sagde han. “Et folk, der forstår mig.”
Marsmændene bar ham i triumf hen til en lille trone lavet af sten og rødt støv. Han satte sig. Det var lunt. Det var behageligt. Det var… perfekt.
“Jeg elsker det her sted,” sagde han. “Det er varmt. Det er rødt. Det er… mig.”
Bag ham kravlede Mr. X ud af raketten, dækket af støv og med en kageæske under armen.
“Fantastisk,” mumlede han. “Vi er strandet på en planet uden elektricitet, uden internet og uden-” Han stoppede.
For i horisonten så han noget interessant. En lille, blå planet, der var lige tilpas langt væk. Lige tilpas uudforsket. Lige tilpas… spændende.
Mr. X smilede. ”Jeg bygger en ny raket,” råbte han. “Der er en ny planet, der venter.”
Den store, lille mand vinkede fra sin trone. “Farvel Mr. X! Hils dem og sig, at jeg er kejser her!”
“Det skal jeg nok,” svarede Mr. X. “Hvis jeg altså kan finde nogen, der gider høre det.”
Og så gik han i gang med at opgradere raketten, af det han kunne finde. Mest sten og støv. Samt en kageæske og glade tanker.
Nede på jorden, var julemandens kane — den rigtige, ikke den elektriske — landet foran værkstedet med et blidt ding, som om den selv sukkede af lettelse. Rensdyrene strakte benene, som om de havde været på ferie alt for længe, og sneen dalede stille omkring dem.
Bruno hoppede ned fra kanen, efterfulgt af Billy, Buddy, Joanna, Kevin, Sam, Sarah, og alle de andre, der på mirakuløs vis havde fået plads i kanen. Iben og Yesim stod allerede klar, naturligvis, for de havde taget en genvej gennem Nordlyset.
Julemanden steg ud og trak vejret dybt.
“Ah,” sagde han. “Endelig hjemme.”
Nisserne stimlede sammen om ham, som en flok små, glade pingviner.
“Vi troede, du var væk for altid!” råbte Iben.
“Vi troede, du var blevet kejser,” grinede Yesim.
“Vi troede, du var blevet spist af en rensdyrrobot!” råbte Buddy, som havde misforstået noget undervejs.
Julemanden lo, så hans mave hoppede som en trampolin.
“Nej, nej, mine små venner. Jeg var bare… midlertidigt bortført.”
Han så på Bruno, og klappede ham venskabeligt på skulderen, “og jeg blev reddet af en Delta‑Sæl.”
“Det var nu teamwork,” svarede Bruno, og kiggede på sit team, der var… optagede.
Nelle var i brydekamp med en isbjørn.
Miss Crofty i gang med at grave i sneen, mens hun mumlede noget om artefakter.
NeoRon var i gang med syvkabalen.
Claude havde sin egen fest, og sprang buk over rensdyrene.
Billy nikkede. “Vi gjorde det sammen.”
Kevin rakte hånden op. “Jeg hjalp også! Jeg holdt Buddy væk fra kagen!”
“Det var faktisk vigtigt,” lo Sarah, og nussede Kevin i håret.
Nisserne løb ind i værkstedet og tændte alle lysene. Maskinerne begyndte at summe. Båndene begyndte at køre. Gaverne begyndte at trille frem, og glide over i kanen.
Det var som om hele værkstedet vågnede fra en lang, urolig drøm.
“Julen er reddet!” råbte Iben.
“Nu kommer fru Julemand”, udbrød Yesim, og kiggede nervøst mod Jule, der stadig så en smule… rødvinsblank ud i øjnene.
“Er der nogen, der har kage?”, tiggede Buddy.
Porten til værkstedet gik op med et bang, og ud kom Fru Julemand som en snert i forklæde. Hun bar en stor gryde varm gløgg i den ene hånd, og et fad med en imponerende kage i den anden.
“Jeg har bagt kage,” sagde hun bestemt. “Og lavet gløgg. Men der er en mand, der skylder mig en GOD forklaring.”
Hun gik direkte hen til Julemanden, kyssede ham kærligt og rakte ham et krus. “Drik Jule, mens det stadig er varmt,” sagde hun.
Julemanden tog imod kruset, snusede til det… og stivnede. “Er… er det gløgg?” spurgte han forsigtigt.
“Selvfølgelig er det det,” lo Fru Julemand. “Det er jo jul.”
Julemanden smilede nervøst, tog en lille slurk – og forsøgte meget diskret at hælde resten ud bag ryggen, hvor Rudolf sprang til side i sidste øjeblik.
“Jeg… jeg tror måske, jeg har fået nok varm rødvin for i år,” hostede han.
Fru julemand kneb øjnene sammen. “Har du drukket uden mig?”
“nejnejnej,” svarede Julemanden lidt for hurtigt. “Det var… en uheldig situation. Med en kælder. Og Mr. X. Der var så meget vin.”
“Det taler vi om senere,” sagde Fru Julemand, og kneb ham blidt i kinden.
Buddy havde allerede næsen helt ned i kagen. “Hvad ER det her? Det dufter som… ren lykke!”
“Det er en jule-huske-kage lille Buddy,” svarede Fru Julemand. “Den hjælper én med at huske, hvad der er vigtigt.”
Buddy tog en bid og begyndte straks at græde. “Jeg… jeg husker kage.”
Ved siden af Buddy stod Bruno, og stirrede på kagen, som en mand der havde set lyset.
“Undskyld,” sagde han forsigtigt. “Er der… en opskrift? Og kan den mon bages under vand?”
Fru Julemand så på ham, som om han var det mest charmerende væsen i verden.
“Bruno, min dreng,” lo hun. “Hvis nogen kan bage den under vand, så er det dig.”
Bruno rødmede helt ned i skoene.
Så løftede Julemanden på sin store, røde hue og bukkede dybt for Bruno og børnene. “Der bliver kun jul i år,” sagde han. “Takket være jer.”
Så gik han hen til børnene én efter én og rakte dem hver især en lille pakke.
“Til Billy,” sagde han. “For dit mod.”
“Til Joanna,” sagde han. “For din venlighed.”
“Til Sam,” sagde han. “For at holde hovedet koldt.”
“Til Kevin,” sagde han. “For at kunne holde Buddy væk fra kagen.”
“Til Buddy,” sagde han. “For… entusiasme.”
Buddy græd lidt. “Det er den bedste gave, jeg nogensinde har fået, som jeg ikke må spise.”
Julemanden vendte sig mod Bruno. “Og til dig,” sagde han, “giver jeg noget, du allerede har.”
Bruno så forvirret ud. “Hvad er det?”
“Et hjerte, der er stort nok til at redde julen.”
Bruno blinkede forvirret, to hjerter? “Det… det lyder som en dejlig gave.”
Sarah tog hans hånd og kyssede ham, “det synes jeg også.”
Snefnuggene dansede, mens nisserne sang. Rensdyrene stod og prustede mens de sammen med julemanden gjorde sig klar til den store rejse.
“Glædelig jul!” råbte han, da han steg op i kanen.
“Glædelig jul!” råbte alle tilbage.
Rensdyrene og kanen løftede sig, nordlyset glimtede, og i det fjerne kunne man høre hans latter, “ho-ho-hooo!”
Og snart spredte julefreden og glæden sig endeligt over hele verden. Det var blevet jul.
Se sådan blev julen reddet. Og alle vendte tilbage til deres daglige gøremål, undtagen Bruno. Han slog sig ned som bager, og laver nu verdens bedste vandbakkelser.
Og hvis du, kære læser, en dag kigger op mod himlen og ser en lille rød prik, der bevæger sig på Mars… så er det nok bare manden med det orange hår, der vinker fra sin trone. Og ser du en lille lysende prik bevæge sig i den modsatte retning… så er det nok Mr. X, der har fuldendt sin raket med sten, støv og en kageæske.
Og nu tror du nok, at Julemanden glemte de to nissepiger – som også var med til at redde julen. Men de fik skam der højeste ønske opfyldt, i form at den elektriske kane. Og lige nu suser de sikkert rundt, mens de drikker cappuccino.
Men det er en helt anden historie.
Redaktørvurdering – Da julemanden blev kidnappet
Af Eva Götzsche
Jeg må sige, at jeg morede mig virkelig godt under læsningen af denne tekst. Jeg synes, den rammer en sjælden og meget fin balance mellem politisk satire, klassisk eventyr og varm julefortælling. Idéen om at lade den aktuelle situation omkring Trump, USA og Grønland udfolde sig som et eventyr med kejserdrømme, nisser og julemanden er både modig og vellykket, og vigtigst af alt: den er fortalt med humor og overskud.
Jeg oplever fortællerstemmen som en af tekstens største styrker. Den er legende, selvironisk og tydeligt bevidst om sit publikum, og jeg synes, du er meget dygtig til at tale direkte til læseren uden at miste fortællingens fremdrift. Satiren er tydelig, men ikke ondskabsfuld, og figuren “den store, lille mand” er karikeret på en måde, der gør ham både latterlig og genkendelig – præcis som god satire skal.
Derudover er jeg imponeret over tekstens opfindsomhed og energi. Universet er rigt, fyldt med sjove detaljer, referencer og små indforståede blink, som gør læsningen levende og underholdende. Nisserne, Delta-Sælerne og sidefigurerne bidrager alle til helheden, og jeg synes især, at historien formår at bevare en grundlæggende varme og juleånd, selv når den er mest samfundssatirisk
Hvis jeg skal pege på noget, du med fordel kan arbejde videre med, så handler det primært om omfang og fokus. Fortællelysten er stor, og det kan vi rigtig godt lide, men enkelte passager bliver rigeligt lange og måske lidt for rige på figurer og sidehistorier. Jeg tror, teksten ville stå endnu stærkere, hvis du enkelte steder strammede lidt op og spurgte dig selv, hvilke elementer der er helt nødvendige for historiens fremdrift, og hvilke der “bare” er sjove (men måske kan undværes). Det er lige den skarphed, der giver det allersidste kvalitetsnøk op.
Jeg mener også, at slutningen næsten bliver for gavmild. Der sker mange ting, og mange tråde bindes på én gang. Det er charmerende, men en anelse mere ro eller fokusering i afslutningen kunne give historien et endnu stærkere eftertryk.
Samlet set synes jeg, det her er et meget originalt og helstøbt bidrag. Det er tydeligt, at du skriver med stor fortællelyst, humor og sproglig sikkerhed – og med en klar fornemmelse for både satire og julens magi. En tekst, der tør være sjov, politisk og hjertevarm på samme tid, og som jeg virkelig hyggede mig med. Stort tillykke – og jeg håber, at se mere fra din pen.
