Sådan bruger du sociale medier – som forfatter

 

Bliver du ind i mellem forvirret, når du læser om gode råd til sociale medier (SoMe)? Tænker du, om det kan være rigtigt, at du skal gøre, som de foreslår? Så forstår jeg dig godt. Prøv at høre engang …

Et af de SoMe-råd, du sikkert har hørt, er at skrive direkte til følgerne og tale ind i deres udfordringer. Og et andet råd er altid at afslutte med et ”call to action” som for eksempel KØB.

Hvordan vil det være at følge det råd for dig som forfatter?

Jeg vil starte med at sige, at der er meget, man kan bruge i de gængse råd – men de kræver et twist til forfattere.

Eksempelvis taler vi som forfattere ikke direkte til følgerne med et DU, men vi inviterer indenfor i en forfatterverden; for eksempel kan man give indblik i, hvordan en bog bliver til. Selvom vi sælger vores bog, så er vores følgere ikke nødvendigvis vores kunder. Og vi skal ikke kommunikere til dem som kunder.

Ikke desto mindre så er det vigtigt at tænke på, hvordan vores indhold giver værdi for vores følgere. Det kan gøres på mange måder – og du skal finde DIN.

Find din måde at bruge SoMe
Sociale medier er en vigtig (gratis!) kanal for forfattere, så lad os lige tale lidt mere om, hvordan du som forfatter bruger dem mest effektivt (så det ikke bare bliver en tidsrøver).

Først vil jeg berolige dig om, at et call to action (CTA) skal passe til din målgruppe og din stil. Og så vil jeg vende det rundt og tænke CTA sådan her: Hvis din læser/følger er helt fanget af dit opslag, så sørg for at give hende/ham information om, hvor der er mere.

Så når du tilpasser de klassiske SoMe-råd, så tænk som forfatter, at dine call-to- actions kan være:

👉 Link i bio
👉 Del din mening
👉 Send besked til mig
👉 Se videoen
👉 eller Gem

Og det er jo okay, ikke?

Som jeg var inde på før, så er dine følgere ikke nødvendigvis dine kunder. Hvad er de så, bliver jeg ofte spurgt. Dine følgere kan være et vigtigt netværk og ambassadører, som kan give dig kontakter og anbefale dig til litterære arrangementer, eller som anbefaler dig til et bibliotek. Måske køber de også din bog, men måske en anden dag i en boghandler eller på nettet.

Et anden ting der adskiller sig er, at en forfatterprofil godt kan have andet indhold end selve bogen. Som forfatter er du en stor del af din egen markedsføring, og da du sikkert skriver flere bøger, så er den røde tråd mere kompleks end for firmaet, der sælger tasker, fitnessabonnementer eller massage.

Salgsrejsen
Hvis du har forbehold overfor KØB, KØB, KØB, så giver det faktisk god mening (men det må ikke holde dig tilbage fra at sælge på den gode måde). At skrue ned for salgsknappen handler nemlig om, at dine følgere er på en købsrejse. Der er forskellige faser, man skal igennem, før man er klar til at købe en bog på for eksempel Instagram. Det kan du høre mere om i mit kursus: ”Lær at få din bog godt ud i verden på 4 timer”.

Når kunderne er på en salgsrejse, så betyder det også, at de på et tidspunkt er klar til at købe. Derfor er det også godt, at du indimellem kommer med et call-to-action, hvor du fortæller, hvor man kan være så heldig at få fingrene i din bog. Kig hvordan andre gør, og find de forskellige variationer, der passer til det forfatterbrand, du gerne vil have.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd i dit arbejde med sociale medier. Hvis du er interesseret i at høre mere, så udbyder jeg online kurser i PR og markedsføring af din bog – find et udvalg af dem i Uniteandwrites shop under ’Forfatterservices’ eller på min hjemmeside www.historieagenten.dk

Skrevet af gæsteforfatter Anne Zenon

Om forfatteren
Anne Zenon (f.1974) er cand.com, forfatter og ejer af PR-bureauet Historieagenten (www.historieagenten.dk), hvor hun hjælper forfattere med at finde den gode historie, der skaber opmærksomhed på bog og forfatterskab.

Du kan måske også være interesseret i at læse artiklen Bliv bedre til at promovere dig selv og dit projekt

 

Abonner for at få adgang til hele artiklen