Meditation har i løbet af de seneste års stigende fokus fået et væld af forskellige betydninger og praksisser. De mange afarter og betydninger er et udtryk for selve kernen i det meditative, der altid vil være en enormt personlig proces og derfor også indeholder mange forskellige tilgange.
Bevidstheden om litteraturens muligheder for spejling har eksisteret siden oldtiden. I det antikke Grækenland beskrev forfatteren Aristoteles i hovedværket Poetikken (c. 430 f.kr.), hvordan kunst og litteratur afspejler menneskets grundlæggende væsen og drama. Denne spejling er ifølge ham et nøglebegreb for god kunst, og han kalder det for mimesis. Spejlinger i litteraturen har været gennemgående lige siden, om det så er den sociale verden, det eksistentielle eller psykologiske træk, der er i højsædet. At kunne genkende sig selv, når man læser, er et afgørende træk i litteratur, da læsning af litteratur mere end noget andet er en øvelse i indlevelse/mimesis. Indlevelse kræver en god portion efterligning, for hvis læseren ikke kan genkende det, som litteraturen behandler, så er det også meget svært at leve sig ind. Ved at arbejde med sig selv i skriveprocessen er det derfor vigtigt at være opmærksom på at efterligne sig selv på en troværdig måde. Ved at gøre det, er det langt mere sandsynligt, at andre læsere vil kunne spejle sig i det og opleve det skrevne som dybtfølt og ærligt.
Den mest kendte og brugte meditative skrivegenre er dagbogen, der altid har været manges go-to, når det kom til at skulle nedfælde tanker og følelser. På mange måder har netop den genre været et afgørende instrument til at puste en tekstuel form ud af egne tanker og perspektiver. Der er dog også mange muligheder for at udtrykke følelser og tanker i andre litterære genrer. Her kan en uforklarlig stemning eller sindstilstand omskrives til et digt. En spændende oplevelse til en novelle/et narrativ eller en oplevelse af sig selv og dermed et længere karakterforløb til en roman.
Ved at tilføje narrative strategier til egne oplevelser kan man strukturere og afsløre sider af sig selv eller situationer, som man måske ellers ikke havde opdaget. På den måde er skriveprocessen med til at styrke oplevelsen af sig selv og til at lære sine egne reaktionsmønstre og følelser bedre at kende. På samme måde er det også et brugt redskab i sorgfulde eller vanskelige situationer, hvor det at kunne samle tankerne i det skrevne og organisere og konkretisere egne følelser kan være en stor hjælp. I disse skrivesammenhænge vil det være afgørende at bruge noget tid på at mærke efter i sig selv og dermed skabe et overblik over sin egen person og reflektere over de følelser, som skrivelysten udspringer af. Alt i alt er det alt sammen med til at styrke det litterære indhold og skabe en større troværdighed og originalitet i det skrevne.
Mimesis og meditation er både brugt og bearbejdet i litteraturen. Blandt forfattere der har arbejdet aktivt med det i skriveprocessen kan Pia Tafdrup og Knud Romer nævnes. Begge forfattere bruger indlevelse og spejlingen som det vigtigste afsæt for egen skrivning.
Skriveøvelsen følger snarest, og jeg håber I vil deltage i øvelsen med ærlighed og indlevelse.
Skrevet af Emil Christensen
Du kan måske også være interesseret i at læse artiklen Den upålidelige fortæller og syg litteratur
Om Edison