Helle Helle
Helle Helle (f. 1965) er uddannet fra forfatterskolen. Hun debuterede i 1993 og har siden udgivet en række værker, der inkluderer både noveller, kortprosa og romaner. Hun er særligt inspireret af forfatterne Herman Bang og Ernest Hemingway, hvor hun i interviews har fremhævet Hemingways ultrakorte novelle som en vigtig inspiration til sit forfatterskab. Novellen inkluderer blot to sætninger: ”Børnetøj til salg. Ubrugt.”
Rester (1996)
Helle Helle havde sit store gennembrud med novellesamlingen Rester, der i sit udgangspunkt behandler en række parforholdskonflikter og eksistentielle konflikter. Sprogligt beskæftiger Helle Helle sig med det usagte og minimalistiske sprog. Rester er blevet brugt enormt meget i undervisningssammenhæng og som en øvelse i at skulle ’læse mellem linjerne’ (særligt novellen En stol for lidt). Det er mit indtryk, at mange har fået afsmag for hendes litteratur, fordi den i skolesammenhæng kan virke svært tilgængelig for læseren − og med god grund − for minimalisme er en type litteratur, der kalder på en særligt opmærksom læsning. Det er nu en skam, for minimalismens tradition kan hjælpe forfattere til at finde de redskaber, det kræver for at mestre den sproglige præcision. Ligegyldigt om man er poet eller prosaist, er den sproglige præcision afgørende for tilgængeligheden af det litterært formidlede. Her er det både i forholdet mellem den sanselige og den handlingsmættede tekst − men også i det konkrete billedsprog. Kendskabet til minimalismen kan altid bruges til at reflektere over, hvorvidt en tekst kan nedbarberes, eller om et billede holder i praksis. En læsning af Rester er et af de bedste steder at begynde, da den er et afgørende værk i en periode, hvor danske minimalistiske forfatterskaber for alvor brød igennem, og den er derfor også et eksempel på en klassisk og på sin vis generel minimalisme.
Minimalismen i litteraturen
Minimalismen er en genre, der vil udfordre læserens måde at forholde sig til billeder og stemninger på. For mange læsere vil det betyde et øget fokus på refleksion i tekstlæsningen. Det betyder blandt andet, at læsningen i højere grad vil blive præget af læserens egen oplevelse af karakterer, morale, tematik og så videre. Kort sagt bliver alle tekstled, der er fortolkningsbetingede, altså indsat af læseren selv, og de bliver dermed også både ambivalente og subjektive. Minimalismen er ofte konkret karakteriseret ud fra to særlige forhold i tekstproduktionen: Formel reduktion og semantisk reduktion.
Den formelle reduktion bunder i en idé om at fremstille karaktererne så ’nøgent’ som muligt. Det bygger i høj grad på en vedvarende udelukkelse af ledsætninger og en minimal brug af adjektiver.
Den semantiske reduktion kommer tydeligst til udtryk gennem fortællerens anonymitet og objektivitet i fortællingen. Det betyder grundlæggende, at der aldrig fremkommer en tydelig morale i en minimalistisk fortælling.
Disse to hovedsætninger er særligt vigtige at have i baghovedet, hvis målet er at producere ren minimalisme, men de kan også være nyttige, hvis ønsket blot er at minimalisere en tekst.
Modtagelse og reaktion på minimalismen i 1990’ernes Danmark
Minimalismen som kunstnerisk periode har sin oprindelse i USA i 1960’erne, men gjorde først for alvor sit indtog på den danske scene i 1990’erne. Minimalismen fandt først for alvor vej til det danske bogmarked med den første generation af forfatterskoleuddannede − herunder forfatterne Helle Helle og Simon Fruelund.
Den følgende periode − og heftige litteraturdebat − var skelsættende for, hvordan litteraturen efterfølgende har taget sig ud. Det var særligt i mødet med den såkaldte grove realisme, der ankom på det danske marked omtrent samtidig med minimalismen. Her med Jan Sonnergaard i spidsen efterfulgt af en række andre forfattere – blandt andet Jakob Ejersbo.
De to retninger står i stor kontrast til hinanden. Hvor den grove realisme er udpenslende og direkte i sin morale, er den minimalistiske litteratur nedbarberet og uden nogen tydelig morale. Spændingsfeltet mellem de to samtidige grene har sjældent været mere voldsom, og netop derfor var perioden skelsættende for spørgsmål som: Hvad betyder det at være forfatter? Hvad er forfatterens rolle?
Spørger man den minimalistiske skole, vil de advokere for, at forfatterpraksis handler om at skabe kunst, der udfordrer grænserne for det kendte. Spørger man derimod de grove realister, handler det i højere grad om at skabe den mest utilslørede, tilgængelige og direkte (hårde) realisme.
Det er selvfølgelig lidt groft sagt, men i dag er spørgsmål som disse i langt højere grad op til den enkelte forfatter at forholde sig til. Det er en enormt god øvelse at læse repræsentanter fra begge grene sideløbende med skriveprocessen. Det vil i de fleste tilfælde øge bevidstheden om eget forhold til realisme og dermed også til skrivning i det hele taget. Her er det vigtigt at have den generelle kritik af ens tekster i baghovedet. Er der behov for en eksplicitering af teksten? Så kunne det være givende at læse lidt Sonnergaard eller Ejersbo. Er der behov for en minimalisering? Så er det måske Helle Helle, Raymond Carver eller Simon Fruelund, der skal hentes på biblioteket.
Anbefalinger
Jeg anbefaler alle, der er optaget af eget realismeforhold, sproglig præcision eller minimalismens æstetik at kaste et blik på Rester (1996) eller den nyeste roman BOB (2021). Dette kan suppleres yderliggere med læsning af Sonnergaards Radiator (1997) eller Ejersbos Nordkraft (2002).
Du kan måske også være interesseret i at læse artiklen Kortprosa og fortællesituation som kreative værktøjer
Skrevet af Emil Christensen