Introduktion til kortprosa
Der vil nok være nogle af jer, der læser det her, som tænker på kortprosa som en kedelig form for litterær tekst, der ikke er helt abstrakt nok til at være god kunst, men alligevel abstrakt nok til at være uforståelig. Eller I tænker på det som et forældet og meget fast format uden egentligt indhold, den klassiske novelle. Og de fordomme er til dels også sandheder, for genrebegreber som kortprosa betyder kun, hvad vi læsere og til en vis grad især kritikere, etablerede forfattere og akademikere siger, at de genrer betyder. Men kortprosa er både det nævnte og − lidt forsimplet − blot en betegnelse for alle relativt korte fortællinger. Dette er en opfordring til at lægge fordommene til side og give kortprosa en chance, for det kan være en god kilde til inspiration, når man vil skrive.
Kortprosa: Novelle, shortstory og… kortprosa?
Kortprosa er et fantastisk nyskabende felt af litterære tekster, hvor genrer fra både det litterære spektrum og det virkelige liv bliver brugt på nye måder til at udtrykke følelser og idéer på. Det er egentlig ikke et overbegreb for kort prosa, selvom distinktionen er forvirrende, men det betyder i den litterære verden en særlig type kort prosa, der er øjeblikspræget, fragmentarisk og i uorden. Jeg bruger dog begrebet som overbegreb, for jeg mener, at det andet er for fjollet, når det specifikke genrebegreb alligevel er så fluffy, som det er.
Ifølge min definition på kortprosa indeholder det altså både den klassiske novelle, der kan føles forældet, fordi den ofte har en pointe, der er forholdsvis ligetil, og mere lyrisk-inspirerede tekster, som er mere flertydige, fordi deres formål til dels er at forny og mærkeliggøre. Og begge ender af spektret er gode at læse som forfatter. Novellen er god, fordi den er opbygget efter meget traditionelle fortælleprincipper, der tilstræber realisme. Men selve den realisme giver også novellen mere dybde, end hvad den lige umiddelbart kan synes at have. Den er nemlig baseret på arbejde med fokalisering, altså hvorfra der fortælles, og det er, især for Blicher, pointen med novellen, at man aldrig kan vide. Der findes ikke én objektiv sandhed, der er altid en fortæller, og den fortæller fortolker altid, hvad denne oplever.
Den moderne kortprosa er mindre ensrettet i sit fortolkningspotentiale, blandt andet fordi den ikke er lige så klar eller traditionel i sin fortællemåde. Den indbefatter et væld af undergenrer, og her er den nok mest kendte shortstoryen, den amerikanske udgave af novellen, hvis kendetegn er stemnings- og øjebliksbilleder. Med genrer som denne forsvinder pointen, og at man aldrig kan vide bliver taget til ekstremerne, for de prototypiske shortstories er ikke fortællinger. De er blot hændelser til observation for læseren, og det er op til denne at tilskrive dem mening. Endnu andre typer kortprosa stjæler med arme og ben – fra genrer til højre og venstre – for at bryde disse genrers rammer ved at blande dem og bruge dem på nye måder. Begge de koncepter – at stjæle fra tekster og at bruge genrer – er vigtige for skribenten, men det er et helt andet tema.
Hvordan man bruger kortprosa
Når jeg opfordrer skribenter til at bruge kortprosa, er der særligt to gode årsager til det. For det første er det et felt af tekster, der er nemme at bruge som inspirationskilde. Teksterne er korte, så de er nemme at komme igennem, og hvordan de fungerer, er nemt overskueligt; de er alsidige i indhold og udtryk, og er altså interessante – nærmest uanset hvilke genrer man skriver inden for; og endelig er de, i kraft af netop førnævnte eksperimenteren med udtryk og indhold, meget fornyende.
For det andet er det en god øvelse selv at prøve at skrive det. Prosa er en ligefrem fremstillingsform, altså henvendelse direkte til en læser. Det er derfor essentielt for prosa, at der er en fortæller. Denne fortæller kan tage mange former, og jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig, præcis hvordan en fortæller skal tage sig ud – blot at det er vigtigt at være opmærksom på den.
Anbefalinger
Hvis man er til det mere klassiske, så er St. St. Blicher det oplagte sted at starte. Jeg vil anbefale Præsten i Vejlbye og Skytten på Aunsbjerg som spændende eksempler på de meget klassiske fortællesituationer, jeg nævner i artiklen.
Vil man læse noget mindre konventionel kortprosa, vil jeg i stedet anbefale særligt to forfattere – Naja Marie Aidt, som nok er den nemmeste at læse for læsere i dag, samt, måske lidt overraskende for nogle, Herman Bang. Hvor blandt andet Aidts Bavian indeholder interessante hybrider mellem shortstories, noveller og andre typer kortprosa, så har Bang med tekster som Irene Holm lang tid før Aidt brudt klassiske former ved sømløst at skifte fortæller nærmest midt i sætninger og ved at lade begivenheder, der gentager sig uden nogen nyhed (ordet novelle kommer fra det franske ord for nyhed).
Til læseren, der godt kan lide det rigtig mærkeligt, så vil jeg anbefale Per Højholts Blindgyder og Peter Adolphsens Små historier. Disse er tekster, der bedst taler for sig selv.
Skrevet af
Nikolai Haaning, freelanceskribent for Uniteandwrite
Du kan måske også være interesseret i at læse artiklen Dobbeltfigurer, dualitet og den indre konflikt